Uddannelse i neo-liberalismens tid

27. juni 2008

I forgÃ¥rs gensÃ¥ jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregÃ¥r pÃ¥ Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestÃ¥ende af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sÃ¥dan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt pÃ¥, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!


SÃ¥dan burde det ikke være. Men sÃ¥dan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt pÃ¥ linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel pÃ¥, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det sÃ¥kaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregÃ¥ende uddannelsesystem: gymnasierne.

Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske Ã¥rsager. PÃ¥ gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige Ã¥rsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige Ã¥rsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt fÃ¥r sværere ved at nÃ¥ den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgÃ¥ frafald. Det viser alle erfaringer.

Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og hÃ¥ber mÃ¥ske pÃ¥, at den politik ikke pÃ¥ lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dÃ¥rligt renommé blandt de uddannelsessøgende, sÃ¥ tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller ogsÃ¥ satser de pÃ¥ mindre hold, fÃ¥r alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og sÃ¥ videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…

Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

9 kommentarer

  1. c bagger kommentarer:

    Hvis man tror at man kan administrere et samfund efter de samme principper der anvendes til administrere en pølsefabrik, er det kun et spørgsmål om tid før man ender op med et samfund der ikke kan producere andet end pølser.

    Copyright@ c bagger.

  2. capac kommentarer:

    @cbagger: Pølsesamfund! (Inspireret af Hov-hovs Buster Larsen: Lorteland!) ;-)

  3. c bagger kommentarer:

    Puhadderbadder. den vinkel havde jeg nu ikke lige tænkt på.
    Sådan kan det gå når man sidder forlænge på udgangspunktet.

  4. Uffe kommentarer:

    Der bliver mere og mere grund til at glædes over, at man var sÃ¥ heldig at fÃ¥ lov at flanere sig gennem en uddannelse …

  5. Flemming Meier kommentarer:

    Hvorfor kan uddannelse ikke produceres som en vare, nÃ¥r film, konsulentydelser, foredrag, socialistiske ø-lejre, terapi og yoga-kurser kan? Der er efterhÃ¥nden mange varer der produceres helt anderledes fleksibelt end pølser. ‘Problemet’ med en vare som uddannelse er forvirringen omkring hvem det egentlig er der er kunderne. Er det staten eller politikerne? Erhvervslivet eller bestemte virksomheder? Er det de studerende? Eller er det skatteyderne? I en eller anden forstand er det nok lidt alle sammen. Desværre har de studerende reletivt lille indflydelse pÃ¥ kvaliteten af den vare de skal forbruge (fordi det ikke er dem der har købekraften), hvilket er meget ærgerligt, fordi uddannelse er en vare som er speciel pÃ¥ den mÃ¥de at den færdigproduceres i sit forbrug. AltsÃ¥ uddannelsesydelser realiserer deres potentiale (deres brugsværdi om man vil) i den arbejdsproces hvor de studerende deltager i undervisning eller andre aktiviteter i tilknytning til uddannelsen.

    Taksameter-systemet har så vidt jeg kan se meget lidt at gøre med liberalisering. For tiden er det primært et system der tvinger uddannelsesinstitutionerne til at producere varen billigere (flere studerende gennem sytemet på kortere tid per forbrugt lærertime og lokale- / materialeudgift. Taksameter-systemet kunne imidlertid med andre tildelingskriterier sagtens fremme andre f.eks. mere kvalitetsorienterede mål. Men at sige at taksametersystemet fører til liberalisering er ikke rigtigt. Hvis man ønskede en stærkere liberalisering skulle man nok rage nogle mere efterspørgselsskabende initiativer. f.eks. ved at give nogle af de penge, der nu gives uddannelsesinstitutionerne via taksametrene, til de studerende eller virksomheder, således at disse får noget købekraft og således at uddannelsesinstitutionerne tvinges til at orientere sig i forhold til denne eftespørgsel.

  6. capac kommentarer:

    @Flemming: Tak for din lange kommentar. Taksameter-systemet er forbundet til den liberalistiske økonomi alene ved det faktum, at et af argumenterne for dets indførelse er og har været, at man ønskede en markedsstyring af uddannelsernes økonomi (udbud, efterspørgsel osv.). Du har selvfølgelig ret i, at taxametersystemet ikke medfører en liberalisering her og nu, men det er uden tvivl perspektivet. Og jeg er er ret sikker på, at vi på lidt længere sigt vil komme til at se det, hvis altså ikke udviklingen vendes.
    Problemet med at varegøre uddannelserne peger du selv pÃ¥, nemligt, at uddaannelserne kan produceres “billigere”. Og som du ogsÃ¥ selv antyder, sÃ¥ mangler der ’tildelingskriterier”, der kan “fremme andre f.eks. mere kvalitetsorienterede mÃ¥l”. Det, der faktisk foregÃ¥r pt. er, at uddannelserne forringes. Man behøver blot at følge med i debatterne om de forskellige uddannelser for at fÃ¥ det bekræftet.
    Som jeg ser det, sÃ¥ er der to grundliggende problemer med at gøre uddannelser til varer. Den ene er, at uddannelserne som alle andre produkter – af konkurrencehensyn – er tvunget til at blive sÃ¥ billige som muligt. Og det indebærer ogsÃ¥ en forringelse af uddannelserne. Det andet problem er, at varer for at sælges skal deklareres (og reklameres for). NÃ¥r man køber en pølse i Brugsen fÃ¥r man at vide, hvad den indeholder. PÃ¥ samme mÃ¥de skal uddannelserne beskrives. Og her opstÃ¥r problemet – specielt pÃ¥ de videregÃ¥ende uddannelser – for der er grænser for, hvad der kan beskrives og positiveres. Lærdom og viden er ikke objektive størrelser, der sÃ¥dan uden videre lader sig indfange i et fagbeskrivelse. Og her opstÃ¥r der en konflikt, som den liberale uddannelsesøkonomi ikke kan løse. Efter min mening.

  7. capac kommentarer:

    @Uffe: Jeg glæder mig ogsÃ¥ dagligt over, at jeg fik min uddannelse i tide. Men kan godt bekymre mig lidt pÃ¥ min datters vegne…

  8. Rasmus+ kommentarer:

    Neoliberalismens tid? Hvor en socialistisk regering kæmper imod en socialistisk opposition, for at bevare det højeste skattetryk i verden? Et skattetryk der er højere og mere indgribende end det tilsvarende i Sovjet?

    Ja, det er i sandhed neoliberalisme.

  9. capac kommentarer:

    @Rasmus+: Du mÃ¥ tilbage pÃ¥ biblioteket. Socialisme har ikke meget med skattetryk at gøre…

Skriv en kommentar

251 har læst indlægget
14,694