Fra Dansk Folkeparti til Dansk Nicheparti?
8. maj 2020Overskriften her spiller på en artikel i Weekendavisen, hvor Arne Hardis forsøger at analysere Dansk Folkepartis situation efter katastrofevalget grundlovsdag, hvor partiet nåede bunden med hensyn til vælgertilslutning. Og på DRs nyhedsside kan man læse, at partistifter Kjærsgaard mener, at løsningen på partiets såkaldte “slingrekurs” må være, at Danmark skal forlade EU og få en udtrædelsesordning som briternes Brexit.
Er det mon tilfældigt at fru Kjærsgaard reagerer sådan i en coronatid? Er det tilfældigt, at partiet med sine nye ledere fremstår så svagt og nærmest handlingslammede midt i coronakrisen? Eller er det måske snarere sådan, at coronavirussen er blevet vor tids “sandhedsserum”, der får mange ting til at fremstå skarpere, klarere og mere “sande” end før den lille virus begyndte sin smitte? I hvert fald ser det ud som om det tidligere så succesfulde parti helt har mistet den opdrift, der tidligere har kendetegnet partiet.
Og jeg tror, at forklaringen på partiets nedtur findes i dets optur. På samme måde som Centrumdemokraterne i sin tid havde medvind i sejlene, så længe partiet kunne tale direkte til egoisterne i de danske parcelhuskvarterer, på samme måde kunne Dansk Folkeparti formere sit mandattal, så længe partiet kunne tale direkte og uden omsvøb til den indre svinehund i os allesammen. Den svinehund, der ikke bryder sig om folk fra andre lande, folk med en anden hudfarve, en anden kultur og et andet sprog end vores eget. Og problemet for såvel CD som Dansk Folkeparti har været, at deres politiske profil billedligt talt hvilede på en søjle, enten lefleriet for parcelhusejerne eller appellen til den indre, xenofobe svinehund. Og DFs xenofobi var så effektiv, at den tvang de to store partier, Socialdemokraterne og Venstre, til at kalkere DFs indvandrer-flygtninge-udlændinge-politik af og endda skærpe den. Med det resultat, at DF stod tilbage som en identitetsløs skygge af sig selv. Den søjle, der holdt partiet oppe, er væk – eller rettere: har delt sig i flere søjler hos andre partier. Og hvad skal DF sætte i stedet? Det synes partiledelsens store problem. Er EU-modstand en mulighed – i en tid, hvor selv Enhedslisten har besindet sig på en pragmatisk, kritisk EU-deltagelse?! Og hvor Folkebevægelsen mod EU ikke længere kan trække et eneste mandat i land? Nej, Dansk Folkeparti må nok indse, at det er nærmest umuligt at gentænke partiet, når et populistisk fremmedhad ikke længere kan udgøre en udelelig kerne i partiet. Og hvad er der så tilbage? Et forsat fald – og i sidste ende et farvel til Folketinget?
