Dagens filmoplevelse: Det vilde dusin

13. juni 2020

Jeg må indrømme, at jeg nok har en lille svaghed for den amerikanske skuespiller m.m. Steve Martin. Ok, han er ikke som skuespiller i en klasse, hvor han tåler sammenligning med de bedste anglo-amerikanske skuespillere. Men – han kan et eller andet med komik. Komik på den der helt-nede-på-jorden-facon, hvor man som publikum har let ved at identificere sig med den fremstillede rolle. Og i dag kom jeg – som så ofte før – tilfældigt til at se filmen med den ret så markskrigeriske titel Det vilde dusin (nogen i markedsføringsafdelingen kan sikkert huske Det beskidte dusin og lignende sællerter og har tænkt at med den titel må man kunne hente nogle dollars ind…). På amerikansk hedder den Cheaper by the dozen.

Og der er tale om en meget amerikansk komedie, der vil hente sine point ind på et forsvar for amerikanske familieværdier (familien er det bedste, som man bør prioritere højere end karriere og ussel mammon, og hvis man lever op til disse værdier, så vil det gå en godt her i livet, også selv om det er ganske usandsynligt, at man som gennemsnitsamerikaner vll kunne forsørge en familie med kone og tolv børn…), forklædt som komedie.

Filmen er ren underholdning , og man kan kun fornøje sig med sådan en film, hvis man – midlertidigt – slår den kritiske sans fra. Og kan man det – indrømmet: det er ikke let – så er der tale om en ganske munter film, der uden blu malker de muligheder, der er i en familie med tolv uvorne unger i forskellige aldersklasser.

Plottet er også ganske forventeligt. Fruen i huset, spillet af den smækre Bonnie Hunt, har skrevet en bog om det at have en familie med tolv børn. Bogen skal udgives og derfor skal hun i et par dage til New York for at lancere bogen. Det viser sig så, at lanceringen kommer til at tage i hvert fald 14 dage. Og samtidig har farmand Tom (Steve Martin) fået sit drømmejob som træner for sin baseballklub, hvilket betyder, at hele familien skal flytte fra deres hjem til et nyt. Og det vil kun ægteparret. Børnene skal nødes til det. Og så er banen kridtet op. Tolv børn, der ikke ønsker at være i et nyt hjem, med ny skole osv. Og en far, der har påtaget sig et krævende job og samtidig skal få hjemmet til at køre, medens mor er i New York. Og selvfølgelig går det ikke efter planen. Faderen kan ikke styre ungerne – hvilket giver anledning til alskens sjove optrin – moderen savner sin familie i højeste grad (og må have 12 ekstra puder i sin seng for at kompensere for de fraværende børn…) og parret må revidere deres drømme i overensstemmelse med erfaringerne og de amerikanske familieværdier. For selvfølgelig sejrer disse værdier (vi er vel i Hollywood!?) og alt ender i fryd og gammen ved  julebordet.

Jeg lykkedes med at lægge den kritiske sans på hylden, og var ganske godt underholdt. Og måtte endnu engang indrømme, at ham Steve Martin egner sig godt til netop den platte rolle som gennemsnitsamerikaner (i enhver forstand). Og jeg greb mig i at tænke på hans rolle i en af mine favoritkomedier fra USA, Trains, Boats and Airoplanes, hvor han også er sådan en middelborger, der kastes ud i fuldstændig absurde situationer.

Og så var det, da rulleteksten allernådigst løb over skærmen (noget der IKKE er en selvfølge i disse tider), at benævnte Steve Martin ikke kun er en god komiker, men også en mere end habil musiker, der udgiver plader, afholder koncerter og så videre. Og hans musikalitet er nok en del af forklaringen på hans vellykkede komik.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

9 har læst indlægget
14,457