Når anti-racisme bliver racisme…

23. juni 2020

Black Lives Matter-demonstrationerne og -protesterne i USA og andre dele af verden har endnu engang sat fokus på racismens virkelighed. Ikke kun i USA, men over hele verden. Og der er god grund til at blikket ikke kun hviler på USA, selv om landet stadigvæk er tynget af “arven” fra slavetiden. For racismen viser sit grimme fjæs alle steder. Og det er ikke kun den “sorte” befolkning – her og hisset – der har været og er genstand for racisme. Det ved vi bedre end nogen her i Europa, hvor racismen fik sit ultimative, systematiske, industrialiserede udtryk i holocaust, altså nazisterne jødeudryddelse. Og netop dette historiske forhold bør give os her i Europa en ekstra tilskyndelse til endnu engang at analysere og prøve at forstå, hvad der er på spil i racismen.

Netop holocaust er et mønstereksempel på, hvor problematisk det er at tænke og forholde sig til racismen. Det er såre let at fordømme racisme, hvorend den viser sig, men det er meget sværere at forholde sig distanceret analytisk og teoretiserende til fænomenet. Det understreges af det forhold, at også jøder – og vel at mærke efter holocaust – har gentaget racismen. Jeg tænker på det zionistiske Israels behandling af palæstinenserne, siden Israels oprettelse. Denne gentagelse understreger med uhyggelig alvor, hvor svær en problemstilling racisme er. For hvad nu, hvis anti-racister og ikke-racister også kan gå hen og handle racistisk!? At det slet ikke er et irrelevant spørgsmål blev understreget forleden, hvor en ålborgensisk afdeling af Black Lives Matter-bevægelsen (med en sort kvinde med efternavnet Sørensen som talsperson) i sine bestræbelser på at understrege demonstrationens og protestens alvor gik så vidt som til at knægte “hvide” danskeres ytringsfrihed (de måtte ikke råbe med på visse slagsord fx) og forsamlingsfrihed (de måtte ikke gå foran i demonstrationen). Det er i følge den danske racisme-lov (også kaldet diskriminationslov) udtryk for racisme, fordi man diskriminerer nogen med henvisning til deres hudfarve. Selvfølgelig kan handlingen til en vis grad tilskrives følelsesmæssig ophidselse og vrede, men det ændrer ikke en tøddel ved, at der er tale om racisme, diskrimination. Og sagen i Ålborg understreger med største tydelighed, hvor problematisk racisme er. hvis anti-racister handler racistisk, hvor er vi så!?

Lad os gå et skridt videre. Hvad nu, hvis der findes en positiv form for racismen? Positiv racisme?! Jeg kom til at tænke denne yhyrlige tanke, da jeg læste en tweet fra Uffe Elbæk (den fhv. leder af Alternativet):

Den tidligere Cepos-leder Jacob Mchangama, der har gjort sig bemærket som ihærdig forsvarer af den danske ytringsfrihed, skriver på sin Facebookside om ovenstående tweet:

“Den gren af anti-racismen som Uffe Elbæk her giver udtryk for, er i mine øjne dybt regressiv, men desværre den dominerende strømning i USA, og med stigende indflydelse herhjemme.

Lad os lige tænke over hvad Uffe Elbæk virkelig siger.

Først kan man jo undre sig over hvordan det “brune Danmark” både kan være mangfoldigt og så have en “100 procent autentisk” stemme. Mangfoldighed må vel forudsætte forskellighed, så hvordan kan én person være DEN autentiske stemme.

Men det bliver værre endnu. For som Uffe Elbæk ved, er Sikandar Siddique jo langt fra det første eller enestre “brune” medlem af Folketinget. Den kreds tæller bl.a. Naser Khader, Yildiz Akdogan, Mattias Tesfaye, Elbæks tidligere partifæller Manu Sareen og Roger Courage, Fatma Øktem, Ozlem Cekic, Halime Oguz, m.fl.

Men vi må altså forstå, at ingen af disse “brune” politikere var eller er “autentiske stemmer” for det brune Danmark. Og her når vi ind ved kernen af den essentalistiske gren af anti-racismen som i øjeblikket skyller ind over den vestlige verden. Den deler folk op i hudfarver, som siges at være altafgørende for din identitet og plads i verden.”

Derfor er man altså ikke rigitg “brun” hvis man ikke deler de holdninger som Sikkanda Siddique (og Uffe Elbæk står for).

Den form for anti-racistiske essentialisme er utvivlsomt født ud af gode intentioner. Men den ender det samme sted som den gammeldags form for racisme. I modsætning til den anti-racisme der gik ind for lighed og et fællesskab, hvor målet var at gøre hudfarve irrelevant, ophøjer essentialismen hudfarve til det altafgørende spørgsmål og karakteristika ved mennesker. Dermed føder den en ideologi som skaber splittelse og iboende modsætninger uden mulighed for et fælles “vi”.”

Med god grund sætter Mchangama sin kritiske kniv ind lige der, hvor det må gøre allermest ondt. Nemlig hvor Elbæk i sin anti-racistiske iver gentager den racistiske argumentation: “den ender samme sted som den gammeldags form for racisme”. Forskellen er selvfølgelig, at Elbæk positiverer den hudfarve, han forskelsbehandler: “det brune mangfoldige Danmark” med dets “autentiske” stemme. Er der så tale om en positiv racisme? Kun for en overfladisk betragtning, for man må spørge: Hvordan vil den supplementære beskrivelse af “det hvide mangfoldige Danmark” mon se ud?

Med mit indlæg ønsker jeg hverken at hænge fru Sørensen eller hr. Elbæk ud som racister, selv om de isolerede handlinger kan defineres som sådan. Men jeg synes disse to danske eksempler (man kan finde mange tilsvarende i den internationale debat) må få os alle til at tøve lidt, tænke lidt dybere og spørge os selv: Hvornår er vi ude over denne diskriminerende tankegang?

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

7 har læst indlægget
14,213