Fra Dixie Chicks til bare Chicks

26. juni 2020

For snart mange år siden lagde The Dixie Chicks sig ud med præsident Bush, som de mente var en dårlig repræsentant for staten Texas. Og det kostede dem dyrt. For man lægger sig ikke sådan bare ud med det republikanske Amerika, uden at det får konsekvenser. Men pigerne klarede sig endda, fordi de spiller og synger godt og har en tilhængerskare blandt mere liberale amerikanere.

Nu er pigerne så igen ude i et politisk ærinde. I forlængelse af den aktuelle Black Lives Matter-uro dropper pigerne ordet Dixie i deres kunstnernavn. Dixie betyder egl. Dixieland og henviser til de 11 sydstater, hvor slaveriet engang havde hjemme.

Selv om jeg har stor sympati for bandet, så synes jeg, at det er en fejl af dem. De stammer fra et Dixieland, nemlig Texas. Og uanset hvad man mener, så kan man ikke fjerne slaveriets historie fra virkeligheden ved at slette eller undertrykke et ord. Det er udtryk for tendentiøs historieforfalskning. Uanset hvor meget man kunne ønske det, så er det ikke muligt at fjerne slaveriet fra USAs historie. Hvad man derimod kan gøre er, at fortælle historien så nøjagtig så muligt, så man får såvel de gode og de mindre gode sider med. Vi bliver nødt til at bekræfte, forstå og acceptere, at historien også har været præget af racisme, undertrykkelse, forfølgelse af anderledestænkende, folkedrab og så videre. Ellers risikerer vi i endnu højere grad at blive ved med at gentage historiens mørke sider.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Jeg ved ikke hvad man skal gøre ved den “kunstige” og misforståede udrensning. Jeg synes det er ligemeget i dette tilfælde, men det er rigtig dumt når det er for Pippi Långstrump – hvorfor kunne man ikke nøjes med at supplere børns og voxnes viden med en bemærkning om at der var udbredt nedvurdering pga hudfarve og racisme?

    Og man behøver næsten ikke at sige det, – slaveri er ondt, forkert, dumt.

  2. capac kommentarer:

    @Donald: For mig at se, er der ingen tvivl om, at meget af denne tendens mod at retouchere fortiden skyldes et fejlende uddannelsessystem. I USA, men også i Europa. Man har ganske enkelt ikke været – og er ikke – gode nok til at undervise i historie. I midten af halvfemserne var jeg i København i forbindelse med mit arbejde som censor. Og på hotellet, hvor jeg overnattede, mødte jeg en morgen en amerikaner, som jeg delte bord med. Han kunne fortælle, at han havde undervist i europæisk litteratur på et mellemstort amerikansk universitet. Men han gav op efter nogle år, fordi han ikke kunne forudsætte nogen viden hos de studerende om Europas historie og geografi, og han var træt af igen og igen at skulle indlede sin litteraturforelæsninger med kursoriske gennemgange af Europæisk historie. Så han sagde sit job som universitetslektor op og fik job ved en stor amerikansk avis som jazzanmelder – og det var i de egenskab han var i København. Og jeg har også selv som underviser på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser erfaret at det ofte står skralt til med elementær viden om national, europæisk og global historie. Det er almendannelsen, som man snakkede om i tresserne og halvfjerdserne, der er gået fløjten. Desværre.

Skriv en kommentar

11 har læst indlægget
14,213