Aftenens filmoplevelse: Fathers and daughters

27. juni 2020

Når Hollywood er værst, så er det rigtig slemt. I går aftes så jeg filmen Fathers and Daughters, der aspirerer til at være en af de slemme. Og hermed mener jeg en film, der på ingen måde viger tilbage for at genbruge og opslide klichéer, heller ikke afstår fra den dybeste, kvalmende sentimentalitet, blankpolerer forudsigeligheden og afstår fra ethvert indfald, der blot kunne forrykke det forventelige billede.

Russell Crowe spiller den succesfulde far Jake Davis, der mister sig kone i en trafikulykke, som også kvæster ham hårdt og efterlader ham i en kritiske psykisk tilstand med tilbagevendende psykotiske affald. Han bliver nødt til at undergår psykiatisk behandling. Og medens han er inde tager tanten Elizabeth og onkel William sig af den overlevende datter Katie (der bl.a. spilles af Amanda Seyfried – især kendt fra ABBA-filmen Mamma Mia!).

Og da Jake forlader hospitalet ønsker tanten og onklen at adoptere Katie. Og hermed er det dramatiske plot sat. For Jake ælsker sin datter og vil klare sig som eneforsørger. Og så får den ikke for lidt med fastlagte konventioner, klicheer, forudsigelige forløb (inklusive en helt forudsigeligehappy ending), hvor vi indgydes troen på den ægte familiære kærlighed, der bærer igennem alskens problemer og modstand i Unites States of Money, som Jake meget rammende kalder USA. Og første efter Jakes død – i et anfald på badeværelset – falder tingene på plads på Hollywoodsk manér. Hans bog – om Fædre og Døtrebliver en kæmpesucces, Katie finder kærligheden hos en ung forfatterspire, der ligner en kopi af faderen (Freud er du der?), onklen og tanten får en lærestreg af “skæbnen” og troen på familieværdier, de rigtige ikke-materielle værdier og på at Amerikan dybest set er en garant for disse værdier og så videre er retableret. Hollywood-løgnehistorie fra øverste hylde.

En lille formildende omstændighed ved filmen, som jeg kun så til ende, fordi jeg var træt, varm, svedig og skulle ud med hunden, var, at Burt Bacharachs og Hal Davids “They long to be ( Close to you)” var en slags musikalsk rød tråd i filmen. Ganske vist i Michael Boltons udgave, men alligevel. En evergreen er det.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

34 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62