Farvel til Søren Ryge

6. august 2020

Efter 28 år sluttede tv-udsendelsen Søren Ryge direkte, hvor hovedpersonen i hundredvis af programmer har ført tv-seerne rundt på sin matrikel – eller rettere: haven på matriklen – og fortalt om alt, hvad der hører til at være haveejer på Djursland. Men nu er Søren blev 75 år og synes ikke, der er mere at vise frem, som han spøgefuldt siger til DR.

Søren Ryge har samme baggrund som jeg. Han er uddannet på Nordisk Institut på det gamle Århus Universitet. Sådan cirka en generation før mig, så han slap for 68-oprøret og alt, hvad det førte med sig. Og det var måske godt nok for Søren.

Jeg har set rigtig mange af udsendelserne gennem årene og har været nogenlunde godt underholdt. Men det er ikke og har aldrig været en programtype, der appellerede til mig. Jeg interesserer mig ikke synderligt for haver, og causerier på haveniveau rammer helt forbi mit tv-behov. Men selvfølgelig har programmet haft sin plads og berettigelse. Sådan er det med alsidighedsprincippet på en såkaldt public service-station.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Uffe kommentarer:

    Selv om Søre Ryge har lavet tv i alle de år, er det meget få af hans programmer, jeg har set. Ikke kun fordi havevandringer ikke interesserer mig, for han lavede jo også andre programmer. Hans facon taler bare ikke til mig. Alligevel synes jeg, det er godt, at han har været der, for der er virkelig mange mennesker, der er begejstret for ham. Det gode ved public service er, at der er så meget forskelligt at vælge imellem og ikke mindst, at man kan lade være med at se det, man ikke synes om. Oven i købet slipper man for at blive tvangsfodret med idiotiske reklamer, så derfor vil DR altid have en trofast støtte i mig.

  2. capac kommentarer:

    @Uffe: Ja, selv om jeg er en stor fan af direkte tv, så har Ryges heller aldrig rigtig fanget mig, selv om jeg mange gange har set med. Han portrætfilm derimod, hvor mennesker fra en anden tid kommer til orde, det er en helt anden snak. Så fred med Søren og hans velfortjente otium. Men jeg gruer for, hvad DR kan finde på at give så megen plads på sendefladen. For håbentlig ikke mere “Aftenshowet” eller lignende på enhver måde lavpandet tv.

  3. Uffe kommentarer:

    Ja, det ville klæde DR ikke at være så opsat på at efterligne TV 2. Men heldigvis er der altid noget andet, der er værd at se :)

  4. capac kommentarer:

    @Uffe: Ja, desværre er DR blevet smittet med underholdningsbacillen. Aftenshowet er slemt, men TV2s pendant G’aften Danmark er værre.

Skriv en kommentar

27 har læst indlægget
14,412