Aftenens filmoplevelse: A history of violence

8. august 2020

Valget var ikke svært for en gammel fjernsynsafhængig dreng i går. På den ene side et lavpandet quizprogram med titlen “Hvem var det nu vi var” med emnet dyr. På den anden side David Cronenbergs film A history of violence.

Jeg har længe gerne villet se Cronenbergs film, fordi jeg godt han lide den canadiske instruktør, der startede sin karriere som en af grundlæggerne af sub-genren body horror, med titler som Scanners og Videodrome. Men med årene – Cronenberg er i da 77 – har  han udvidet sit tematiske og genremæssige repertoire. Fx har han lavet det psykoanalytiske drama A dangerous Method om trekanten mellem Sigmund Freud, Carl Jung og den unge psykoanalytiker Sabina Spielrein. Og så altså A history of violence, der kom nogle år før Freud-filmen.

Temaet i A history of violence er nærmest klassisk i amerikansk film. En “almindelig” borger, der begår vold mod nogle forbrydere. Eksempler kunne være Sam Pekingpahs Straw Dogs (1971) med Dustin Hofman i hovedrollen, eller Joel Schumachers Falling Down (1993) med Michael Douglas i rollen som en mand, der har fået nok.

I historien om vold er det Viggo Mortensen, der har rollen som familiefaderen Tom Stall, der bor i den lille flække Millbrook med sin kone, sin teenagesøn Jack og sin lille datter Sahra. Han ejer en lille diner i byen. En dag kommer to omkringrejsende forbrydere ind i dineren lige efter lukketid og vil have kaffe og kage. Da de pænt blive afvist, vil de statuere et eksempel og kaster sig over en kvindelig servitrice. Og det får Tom til hurtigt og forbavsende effektivt at afvæbne og slå de to forbrydere ihjel. Hvorefter folk i den lille by gør ham til byens helt. Men Tom vil bare vende tilbage til den stille hverdag.

Det får han dog ikke lov til. For kort tid efter heltegerningen opsøges han af nogle mafiafolk med den vansirede Carl Fogarty (fremragende spillet af den altid pålidelige Ed Harris) spidsen. For Fogarty mener at genkende en vis forbryder Joey Cusack i Tom Stall. Først afviser Tom, at han skulle være Joye. Men den lokale politibetjent og ven Sam kan ikke få tingene til at hænge sammen. Han kan simpelthen ikke forstå, at tre mafiamedlemmer skulle stå frem for offentligheden, hvis ikke deres mistanke var rigtig. Hvilket den viser sig så at være. Efter et opgør med Fogarty og to af hans håndlangere, hvor Tom – sammen med sønnen Jack – dræber de tre forfølgere afslører han, at han er Joey.

Tom var Joey Cusack og blev nødt til at flygte, fordi hans voldelige adfærd havde gjort ham til en persona non grata i det kriminelle miljø. Derfor blev han Tom Stall. Og afsløringen betyder, at hans forhold til konen og børnene bliver voldsomt belastet. Han bliver isoleret i familien. Og en dag ringer broderen Richie Cusack (William Hurt), fordi han har hørt om de drabelige hændelser. Og Tom/Joey tager bilen og kører over for at besøge broderen og – viser det sig – for at afslutte regnskabet med fortiden.

Hvad der sker til sidst vil jeg ikke afsløre, men afslutningen er alt andet end konventionel. Der er i hvert fald ikke tale om nogen form for happy end.

Filmens styrke er netop, at den tager en næsten klassisk tematik og sætter dens forudsigelige præmis på spil. Forholdet mellem det gode og det onde vendes ikke blot på hovedet men udviskes og i den allersidste scene sættes publikum i en situation, hvor det faktisk er umuligt at identificere sig med nogen af de involverede.

Historien fortælles stille og roligt uden de store falbelader. Viggo Mortensen passer godt til rollen som den dobbeltbundede mand, og de andre skuespillere lever helt op til Mortensens præstation.

A history of violence er en film, der gennemspiller et velkendt tema og formår at demontere de identifikationsmuligheder, tematikken har haft. Og det er en kunst.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

9 har læst indlægget
14,412