Set: Smerte og ære – Pedro Almodovar

15. august 2020

Pedro Almodovar, en af mine yndlingsinstruktører, er blevet en ældre herre. I år fylder han 71. Og han er kommet i en alder, hvor man – i hvert fald i følge folkelegenden – ser mere tilbage end frem. Og selv om man skal passe på med at læse for meget biografisk materiale ind i en film, så ligner Almodovars seneste opus Smerte og ære et selvbiografisk stykke kunst. (Bemærk silhouetskyggen på plakaten ovenfor – den ligner mere Almodovar en Banderas…).

I hovedrollen finder vi Antonio Banderas som den aldrende instruktør Salvador Mallo, der lever alene i en smagfuldt indrettet lejlighed med masser af kunst. Salvador er Almodovars alter ego eller en side af ham, hvis man vil forfølge det autobiografiske spor.

Salvador lever et liv i fysisk smerte. Han døjer med migræne og rygsmerter, der får ham til at gennemgå en operation, der afhjælper problemet men gør ham mere stiv i ryg og nakke.

Salvadors fortid træder for alvor ind i filmen i form af skuespilleren Alberto, der spillede en vigtig rolle i Salvadors gennembrudsfilm. Men deres veje skiltes dengang, fordi Salvador ikke brød sig om Albertos præstation. Og Alberto kunne ikke tilgive, at Salvador havde talt nedsættende om præstationen.

Men tiden er gået, og gennembrudsfilmen er blevet restaureret og står for en repremiere. Og Salvador har ændret sit syn på filmen og Albertos præstation. Han opsøger Alberto for at få ham med til filmforevisningen. Og det lykkes så at sige de to mænd at genstarte venskabet. Alberto drømmer om at få en ny chance og en ny rolle, og Salvador vil måske gøre bod for sin første afvisning. I hvert fald finder de to sammen. Og helt symbolsk – på denne genoplivning af fortiden – gør Alberto Salvador smertefri ved hjælp af rygeheroin, som Salvador tager til sig hurtigt.

Og  heroinafhængigheden får Salvador til at erindre sin bardom, hvor han sammen med sin mor Jacinta (Penelope Cruz) bor i en hvidkalket grotte, der udgjorde forældrenes nye hjem. Og barndomserindringerne indgår også i et manuskript, som Salvador lader Alberto læse, medens han selv lader heroinen dulme smerterne. Sidst i filmen finder vi så ud af, at barndomserindringerne udgør materialet til den film, Salvador er i gang med at lave.

Smerte og ære er, sammenlignet med, hvad vi ellers har set fra Almodovars hånd, et stille værk, der på ingen måde overskrider grænser eller provokerer, sådan som Almodovar gjorde i ungdoms- og mandomsværker. Der er noget næsten Mike Leighsk over Almodovars fortælling om den gamle instruktør, der vender tilbage til fortiden. Man behøver strengt taget ikke at se den med Almodovars filmografi in mente, men det er helt klart en strømførende dimension, der giver energi til skuespilpræstationerne og de enkelte scener. Smerte og ære er et hovedværk i den aldrende Almodovars oevre.

NB. Filmen kan ses på bibliotekernes streamingtjenste Filmstriben.dk.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

12 har læst indlægget
14,413