DR – igen, igen

27. august 2020

Som faste læsere (?!) af denne blog vil vide, så er jeg ofte kritisk over for institutionen Danmarks Radio. Jeg udøver med andre ord det, som min medblogger Uffe i en kommentar kalder DR-bashing. Et engelsk ord, der cirka betyder “overfald” og “angreb” og kommer af to bash, at slå, tæve osv. Nu prøver jeg så vidt muligt at undgår engelske ord, så vil nøjes med at kalde det kritik.

Og sandt er det da, at jeg ikke lader en mulighed for at hudflette vores såkaldte public service-institution gå til spilde. Men sikkert er det også, at grunden til at jeg gør det, er, at jeg ønsker, at DR skal oppe sig som public service-institution, frigøre sig fra den underholdningstvang, der hersker på de kommercielle kanaler og gennemsyrer og underminerer alt, gøre seriøsitet, alsidighed, folkeoplysning (ja!), kritisk, dybdeborende, baggrundsafdækkende journalistik (herunder: leve op til journalistikken rolle som den “fjerde statsmagt”) og så videre til drivkraften i virksomheden. Og jeg ved også godt, at det vil kræve mod, bl.a. fordi mange politikere ikke ønsker en sådan udvikling, og ikke mindst talent.

Et par eksempler fra i går. I nyhederne brugte man oceaner af tid på noget, der nærmest var en ikke-nyhed. Nemlig, at den lille fodboldspiller Lionel Messi havde meddelt, at han ikke længere ønskede at spille for FC Barcelona. Han havde vist meddelt firmaet det i en fax, men ellers ikke udtalt sig. Og det blev gjort til en nyhed på linje med den for vores demokrati dybt alvorlige skandale omkring Forsvarets Efterretningstjeneste og udsigten til at titusindvis af amerikanere de nærmeste dage vil miste hus, hjem og arbejde på grund af tornadoen Laila. Jeg mener, at Messi-nyheden er et funklende eksempel på, at står rigtig sløjt til med nyhedsprioriteringen i DRs nyhedsafdeling (hvilket blev understreget af, at TV2 lavede samme prioritering…).

Men, som man siger, blind høne finder også et korn. I forlængelse af en lang række udsendelser, hvor danskere har sunget sammen (fra altaner, baggårde osv.) sammen med Philip Faber i fælles front mod coronaen, har DR ganske forudsigeligt malket ideen om at synge. Lavpunktet blev foreløbigt nået i en udsendelsesrække, anført af Mads Steffensen, hvor fællessang – med indlagte videoindslag fra de små hjem rundt om i Danmark – blev ophøjet til noget i retning af et genoptryk af besættelsestidens fællessang med Holger Fællessanger med nationalistisk, kærlig omfavnelse af alle. Kvalmende.

Så er der et langt større potentiale i serien Syng med. Fra skrål til skønsang, hvor en håndfuld danskere med hjælp fra sangcoach Katrine Muff får lov til at opleve, at de faktisk kan synge. Det er med andre ord en udsendelse, der tager fat om mange danskeres beklemmelse, når det gælder om at synge sammen med andre. Hvem har ikke oplevet det – ved familiefester eller i kirken?! Stille og roligt og med ægte pædagogisk sans får Katrine gelejdet de medvirkende derhen, hvor de sammen kan synge Alberte Windings “Lyse nætter”, der bestemt ikke er den nemmeste sang at synge. Og det er en både oplysende og underholdende programserie, der tager danskeres lyst til sang og beklemmelse ved det alvorligt samtidig med at det også er meningsfuld underholdning at følge nogle almindelige menneskers kamp med at overvinde sig selv og kaste sig ud på dybt vand som sangere.

Forskellen mellem de to programtyper er, at sidstnævnte ikke stiller sig tilfreds med at omfavne os alle i en vi-er-alle-i-samme-båd-fælleskabsforståelse, men når ud over denne selvforståelse til de kollektive problemer med at synge og til glæden ved at gøre det.  Udsendelsesrækken er et lille eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at lave noget, der både er underholdende, men så sandelig også meget mere. Public service på mikroniveau.

Udsendelsesrækken kan ses på DRs hjemmeside.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Uffe kommentarer:

    Jeg er helt enig, hvad angår den proportionsforstyrrende prioritering af Messi-nyheden, men DR og TV 2 var bestemt ikke alene. De trykte medier havde den samme vægtning, så mon ikke det snarere hænger sammen med, at Danmark i det hele taget er sportsidioternes paradis?

    ‘Syng med’ har jeg endnu ikke set, men tak for tippet.

  2. capac kommentarer:

    @Uffe: Rigtigt. DR er bestemt ikke alene om fejlprioriteringer. Og det hele bunder nok i, at journalistuddannelsen er blevet ringere. Jeg kender en ung dame, der blev fotojournalist på den gamle journalisthøjskole (der nu hedder noget med medier også…). Hun fortalte mig, at hendes medstuderende ikke drømte om at blive rigtige journalister, der elskede at fordybe sig i stoffet og grave overraskende, afslørende historier frem. De ville alle sammen kun være studieværter. De gamle dyder viger for tidsåndens udfladigelse.

Skriv en kommentar

14 har læst indlægget
14,411