Filmoplevelsen: Stalingrad

28. oktober 2020

Min historiske interesse er kun vokset med alderen. Det gælder både palæontologi, arkæologi, geologi og menneskehedens historie fra de tidligste tider til vor tid. Og i vor tid har jeg siden min barndom haft en særlig interesse for 2. Verdenskrig. Dels var den – og ikke mindst besættelsen af Danmark – pensum i folkeskolens historietimer og dels var min far meget optaget af hele krigsforløbet fra Hitlers magtovertagelse til hans kapitulation.

Og jeg har (alt for) længe haft en stor bog af Anthony Beevor om “Stalingrad” stående på reolen uden at kunne komme rigtig i gang med den. Selv om det er et af de mest dramatiske og tragiske slag i krigen. Så derfor fandt jeg det let at se den tyske film Stalingrad fra 1993 ( af Joseph Vilsmaier). Og tænkte, at netop den tyske vinkel på tragedien måske ville gøre, at den kom uden om Hollywoods tendens til at dyrke krigen, glorificere heltene og gerne de allierede.

Og det skulle vise sig ikke at være helt forkert. For filmen er – synes jeg – en ganske nøgtern fortælling om deling tyske soldaters rejse fra et solbeskinnet Italien med vin og smukke italienske kvinder, hvor de hviler ud efter strabasserne i Nordafrika, til slaget om Stalingrad, hvor omkring 1 million mennesker mister livet.

Slaget viser sig fra første færd at være en alt andet end nem opgave. Efter at have rejst hen over tusindvis af kilometer russisk landskab med en nyudnævnt løjtnant når de frem til området omkring Stalingrad og man fornemmer fra starten af, at de er problemer med de tyske forsyninger og med efterretningerne om krigens gang. Og det viser sig da også hurtigt, at det kun bliver værre og værre for de tyske soldater. Det bliver en grusom historie om voldsom død, sult og frygtelig kulde, men også en historie om af omstændighederne opståede venskaber, ufatteligt sammenhold og vilje til at – i hvert fald for nogle af dem – at overleve mod alle ods.

Der er selvfølgelig nogle obligatoriske kampscener, der både er realistiske, voldsomme og overbevisende iscenesat, men også grusomme illustrationer af den umenneskelighed og nihilisme, krigen resulterer i. Og uden at afsløre for meget (men ved jo at det ender skidt for tyskerne…), så fortælles historien om den stadigt mindre gruppe af soldater og deres skæbne i og omkring Stalingrad.

Filmen lever ikke højt på stjerneskuespillere, men de udvalgte medvirkende passer fint ind i de meget forskellige roller og typer, de skal fremstille, og de gør det overbevisende. Man får både mulighed for at leve sig lidt ind i deres håbløse situation, uden af falde i identifikationens fælde, og forstå lidt af den umenneskelige situation, krigen sætter soldater i, med en lille rest af medmenneskelighed i behold, selv om alt håb synes ude.

Filmen kan ses på Filmstriben og mod betaling på andre streamingtjenester.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

22 har læst indlægget
14,525