Aftenens filmoplevelse: Værk uden skaber

29. december 2020

Det var et tilfælde, jeg i går fik set Florian Henckel von Donnersmarcks film Værk uden skaber ( Werk ohne Autor ) i går. Jeg sad og zappede rundt på tv-oversigten og fik så øje på den på den tyske kanal ARDs program. Jeg har længe haft filmen på min lille liste over nyere film, jeg gerne vil se, så det var et lykketræf at finde den der. Oven i købet fandt jeg så ud af, at man på min tv-boks kan sætte danske undertekster på, selv om det er en tysk kanal. Og det er en stor hjælp for fruen i huset, der ikke er så stærk ud i det tyske.

Donnersmarck er kendt for De andres liv om en Stasiagent, og Værk uden skaber er allerede blevet rost til skyerne og nærmest kanoniseret som mesterværk. Og ingen tvivl om det, det er en mesterlig film. En film med flere lag, der smukt flettes sammen til en mangetydig fortælling.

Filmen dækker den for Tyskland vitale periode fra 1937 til 1967, altså fra nazismens fremkomst til op Berlinmurens opdeling af de to Tysklande. Vi følger den lille dreng Kurt Barnert, og i den første scene af filmen er han seks år gammel med sin tante Elisabeth på en udstiling for “Entartete Kunst”, en nazistisk kureret udstilling, der viser moderne kunst, der i følge nazisterne var udtryk for degeneration og derfor skadelig for det tyske folk.

Kurts tante Elisabeth er erklæret anti-nazist og – viser det sig – lider af en psykisk forstyrrelse (skizofreni) og hun opfordrer drengen til at se sandheden og ‘ikke at se væk’. I en scene sidder hun splitternøgen ved klaveret, hvor hun mener at finde meningen med det hele i en enkel tone. Og den lille Kurt er tydeligvis både betaget og forført af tantens gale handlinger og tanker. Og det ender da også med, at hun bliver indlagt og aflivet i nazisternes racehygiejneprogram, der ikke tolererer mennesker, der ikke lever op til det ariske ideal.

Ansvarlig for tantens aflivning er gynækologiprofessor Seeband, der er indbegrebet af en opportunist, som uden tøven udfører den nazistiske eutanasipolitik. Men han er også far den unge pige Elisabeth, kaldet Ellie, som Kurt forelsker sig i, da han som voksen kommer på kunstskole i Dresden. Men den sammenhæng forbliver en hemmelighed for Kurt.

Kurt har kunstnerisk talent. Man ser ham som lille dreng sidde og tegne en nøgen kvinde, og tante Elisabeth ser drengens talent og anerkender det. Og Kurt forfølger sit talent ved at blive billedkunstner. Han skoles først inden for nazisternes særlige æstetik, der dyrker det ariske og det tyske folk. Dernæst – i Dresden – skal han indordne sit talent under DDR-statens socialistiske realisme, der dyrker arbejderen, bonden og folket. Først da han sammen med Ellie flygter og flytter til Vesttyskland, inden Berlinmuren rejses, får han mulighed for at finde ud af, hvad hans talent indeholder. Men heller ikke her er kunsten helt fri, erfarer Kurt. Penge og konkurrence spiller en afgørende rolle, så det er svært for Kurt at finde sit eget udtryk.

I mellemtiden er der sket det, at krigen er overstået. Kurts fader, der først nægtede at melde sig ind i nazistpartiet, men siden følger trop, ender som trappevasker, fordi man ikke kan bruge fhv. nazister som skolelærere. Svigerfaderen, professor Seeband, slipper for retsforfølgelse, fordi han efter at være blevet interneret af russerne, redder en højtstående russisk militærpersons kone og barn under en livstrusende fødsel. Og russeren betaler prisen ved at holde hånden over Seeband, indtil tresserne, hvor han forflyttes til Moskva og derfor ikke længere kan garantere Seebands sikkerhed. Seeband må flytte til Vesttyskland, hvor han fortsætter sit arbejde uden at skulle stå til regnskab for sin nazistiske fortid.

Men man kan ikke bare glemme fortiden. Og den er også hele tiden diskret til stede. Fx i forholdet til svigersønnen Kurt, der ikke lever op til Seebands idealer for en svigersøn. Og han påfører sin datter Ellie en fosterfordrivelse, fordi hun ikke skal have et barn med den mindreværdige Kurt. Seebands nazistiske menneskesyn er ikke forsvundet, selv om krigen er forbi, men lever videre i Seebands tanker og ord som et stykke ubearbejdet, aktivt fortid. Og på et tidspunkt dukker fortiden op, idet Ellie kommer i tanke om, at hun som lille pige har set sin far stå selvbeundrende foran spejlet i en skræddersyet SS-uniform på det tidspunkt, hvor han var ansvarlig for det nazistiske eutanasiprogram.

Kurt leder efter sit kunstneriske udtryk, og han bliver hjulpet på vej af sin kunstprofessor Van Verten, der kan se et potentiale i Kurt og ud fra sine egne smertelige erfaringer fra krigen kan bevæge Kurt til at finde sit eget udtryk eller sin egen idé i sig selv. Og det gør Kurt, da han efter langt tids søgen og eksperimenteren med moderne stilarter, begynder at male billeder af gamle sort-hvide fotografier (fra familiealbum og aviser). Det første billede er af hams selv som dreng sammen med tante Elisabeth. Dernæst et billede fra en avis af Seebands nazistiske chef, der er blevet arresteret  i Vesttyskland. Og så et billede af svigerfader Seeband, som han har fundet i en ansøgning, som svigerfaderen har bedt Kurt om at sende. Endelig laver han et billede, hvor Seeband, Kurt, tante Elisabeth og Seebands nazichef, der er overlejret i hinanden som en slags sammensmeltet erindringsbillede.

Netop dette sammensatte billede er det nærmeste, filmen kommer til et egentlig opgør med den nazistiske fortid. Svigerfader Seeband kommer ind i Kurts atelier, hvor han ser billedet og det gør ham nærmest mundlam og får ham til at gå. Scenen er ladet med betydning. Det er klart at Seeband ser sin kriminelle fortid materialiseret i det går billede. Kurt ser, at svigerfaderen bliver voldsomt berørt, uden rigtig at forstå, hvad der er på spil. Hvis man har siddet med forventninger – og det havde jeg – om, at der ville komme en slags forløsende opgør med fortiden, hvor Seeband bliver stillet til ansvar, og hvor Kurt og Ellie bliver sat ind i sagens rette sammenhæng, så bliver man skuffet. På dette spor i fortællingen slutter filmen et sted, der ligner virkeligheden, hvor den endelige forløsning udebliver.

Til gengæld ender det andet spor, Kurts kunstneriske udvikling, på en måde der, hvor den begyndte. Nemlig i en scene, hvor Kurt gentager sin tante Elisabeths oplevelse af nogle bussers unisone dytten.

Filmen fortælles i et roligt tempo, og dens store styrke er, at den på smukkeste vis væver forskellige historier  –  Tysklands historie, en families historie, en kunstnerisk udvikingshistorie m.m. – sammen uden at lade den munde ud i nogen form for entydighed. Det er op til den enkelte at læse en forståelse ind i filmen.

Filmen kan ses på streamingtjenester.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

16 har læst indlægget
14,694