Rockploitation

23. januar 2021

Jeg har været inde på det før. Pop- og rockmusikere har siden tidernes morgen været økonomisk udnyttet og udbyttet af musikindustriens krejlere. I disse tider sker det via streamingtjenesterne, der ikke betaler komponisterne en fair del af udbyttet. Men det er foregået siden, ja tidernes morgen, altså siden dengang, hvor pop blev pop og rock blev rock.
I går læste jeg en illustrativ historie. Det drejer sig om Tommy James and the Shondells.
Tommy James og hans band var store tilbage i de tidlige 1960’ere. De havde ikke mindre end 23 hits i USA (blandt de største: “I think we’re alone now”, “Crimson and Clover” og “Mony Mony”). Det resulterede i ni guld- og platinplader og et samlet pladesalg i omegnen af 100 millioner eksemplarer. Alligevel blev James og bandet snydt så vandet drev.
For da den kun 19-årige Tommy James i 1966 kom til storbyen Manhattan for at finde et pladeselskab, der ville udgive hans musik, kom han og bandet i kløerne på Morris Levey, der var chef for plademærket Roulette Records. Andre plademærker var ikke interesseret, selv om Tommy James og co. havde været det bedst- og hurtigstsælgende navn i hjembyen Pittsburgh. Så James måtte skrive under hos Roulette. Og det var det samme som at sælge sin sjæl til Fanden selv, for Levey var i bogstaveligste forstand en gangster, en Godfather, der uden bluesel snød James og Shondells for royaltyindtægter i en samlet størrelsesorden på 30-40 millioner dollars. James og Shondells forsøgte at tale den jødiske gangster til rette, men det lykkedes ikke. Så James og Shondells så kun en udvej: At fortsætte med at skrive sange og indspille dem. Og altså med store tab til følge.

Og som skrevet, så fortsætter udbytningen af populærmusikkens kunstnere stadigvæk. Vi har stadigvæk sager med politiske kandidater (fx Trump) der hæmningsløst bruger kunstneres sange i deres kampagner – uden at betale for det og uden at lave aftaler med kunstnerne. Vi har streamingtjenesternes underbetaling af kunstnerne. Og så har vi i den lidt tyndere ende reklamebranchens og filmindustriens ofte (andet end økonomisk) ubegrundede brug af populærmusik.

I går aftes oplevede jeg et lille eksempel. Med et halvt øje så jeg lidt af filmen Kapring på åbent hav (Under Siege) fra 1992. En tyndbenet action-film med Steven Seagal og Tommy Lee Jones med en ganske utroværdig historie om en flok uhæderlige militærfolk, der kaprer et atombevæbnet krigsskib. En af den slags populære film, der dyrker eneren (her Seagal som degraderet elitesoldat, der arbejder som kok på krigsskibet), der ordner ærterne i en fortælling, der sælger amerikanske “værdier”.

Men som bekendt har en film også en lydside. Et lydspor eller sound track. Det meste af lyden eller musikken skyldes en vis Gary Chang (i følge den seriøse filmdatabase imdb.com), men mit øre fangede også tonerne af Jimi Hendrix’ “Voodoo Child (slight return)” og “Star sprangled banner”. Den kunstneriske begrundelse (hvis en sådan findes..) for at bruge Jimi Hendrix er, at skurkene (især Tommy Lee Jones’ William Strannix, der fremstilles om en desillusioneret militærperson, hippie og rockertype) fremstilles som revolutionære. Men mest af alt bruges Hendrix’ klasssiske stykker som letkøbte effekter til dramatiske handlingsforløb på skærmen. Og det er i mine øjne og ører misbrug af kulturarven, uanset om der er betalt royalties eller ej.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

9 har læst indlægget
14,690