Aftenens filmoplevelse: Journal 64
8. februar 2021
DR bød på genudsendelse af den alt andet end vellykkede serie Jagten på en morder, der mest af alt er en afsløring af et ubehjælpeligt svensk politikorps og et ditto svensk retssystem, der stadigvæk er tynget af Palmesyndromet. Så derfor kastede jeg mig over Hr. Boes filmatisering af Jussi Adler Olsens Journal 64, der skulle være den fjerde filmatisering i serien om Afdeling Q, der har specialiseret sig i glemte og uløste kriminalsager.
Jeg har forsøgt at læse den meget populære og stortsælgende Jussi Adler Olsen, men han bestod ikke min 10-sider-test, der består i, at jeg læser en bog til ende, hvis jeg kan fastholde interessen ud over de første 10 sider. Og det kunne Jussi Adler Olsen ikke. Det var sprogbehandlingen, der afgjorde sagen. Men jeg tænkte, at der ofte er kommet gode kriminalfilm ud af knap så vellykkede bøger, så Journal 64 fik chancen. Og det var da heller ikke en helt forkert antagelse.
Plottet i filmen (og bogen formoder jeg) er ganske fint. I København finder man i forbindelse med renoveringen af en lejlighed tre mumificerede lig, der bag en væg sidder omkring et bord, hvor de dødes afskårne kønsorganer står i nogle opbevaringsglas.
Det makabre fund lander i kælderen hos Afdeling Q, der består af Carl Mørk (Nikolaj Lie-Kaas), Assad (Farad Farad) og Rose (Johann Louise Schmidt) og snart viser det sig, at det er en sag, der trækker tråde tilbage i historien og langt ind i nutiden.
Det historiske omdrejningspunkt er kvindeanstalten på Sprogø, der i årene 1923-1961 blev brugt til “behandling” af “moralsk defekte” eller “moralsk åndssvage” unge kvinder. I rammefortællingen møder vi den unge kvinde Nete, der er sammen med sin fætter Vagn på Dragør Strand. De bliver opdaget af Netes far, der reagerer med at sende Nete til Sprogø, hvor umyndiggjort udsættes for både voldtægt og tvangsterilisation.
Det viser sig, at behandlingen af Nete og andre piger er led i et større projekt, et netværk – kaldet Kold Vinter – der under ledelse af lægen Carl Wad arbejder for at indføre racerenhed i Danmark. En klar reference til nazisternes racerenhedsprogram, men også til den racetænkning, der var meget mere udbredt i Europa i tiden før nazimens fremkomst. Og et projekt, som Carl Wad har videreført i nutiden under dække af at drive et populært og succesfuldt fertilitetsinstitut i København, hvor bl.a. politichefen Marcus Jacobsen (Søren Pilmark) og frue har fået hjælp til at blive forældre.
At Kold Vinter fortsætter understreges af, at Carl Wad foretager en sterilisation af en ung indvandrerkvinde, der er en bekendt af Assad. Så plottet forbinder det historiske racerenhedsprogram med den pinagtige historie om pigehjemmet på Sprogø – og nutidens flygtninge- og indvandrerpolitik. Det er et både flot og veltænkt fortællingsmæssigt greb, hvor fortid og nutid spindes sammen med klar aktuel adresse – og med en moralsk løftet pegefinger, der viser sig i rulleteksterne efter filmen, hvor bl.a. socialdemokraten K. K. Steincke citeres for at ønske “undermålere” udryddet. En slags advarsel om, at historien kan gentage sig med hensyn til racerenhedstænkningen. Man kan næsten ikke lade være med at tænke på den aktuelle rigsretssag mod Inger Støjberg..
Mørk, Assad og Rose løser sagen. Hvordan må i selv se. Og historien fortælles ligefremt og uden overdrevent brug af genrens arsenal af dramatiske effekter. Skuespillet er godt. Nikolaj Lie-Kaas’ figur Mørk er nok lidt stereotyp som den næsten asociale enspænder, men det blødes lidt op af den bløde, følsomme indvandrer Assad og den latent feministiske oprører Rose, der sammen udgør et nødvendigt modspil til den lidt endimensionelle Mørk. Også birollerne, Søren PIlmarks politichef, Nicolas Bros opsynsmand, Birthe Neuman som den ældre Nete og flere til, er godt castet og dækkende.
Alt i alt er det en ganske underholdende dansk krimi, og man griber næsten sig selv i at ønske, at Adler Olsens serie om Afdeling Q kunne omsættes til en tv-serie. Men det er nok mest et udtryk for, hvor fattig DR og TV2 er på gode kriminalserier lige for tiden.
