Det utrolige strengeband – psych-folk eller noget…
3. august 2008
Som bekendt har capac en forkærlighed for den særlige afart af rockmusikken, der går under betegnelsen psychedelisk musik. Musik, der er inspireret af hallucinogener, bevidsthedsudvidende oplevelser og – ikke mindst – en lyst til improvisation og musikalsk eksperimenteren og udforskning.
I den forbindelse kommer jeg ikke uden om det skotske ensemble Incredible String Band, der blev dannet i 1965. I årene frem til 1974, hvor gruppens medlemmer gik hver til sit, blev det en kultband, der havde mange tilhængere. Incredible String Band lagde grunden til den genre, man har kaldt psych folk, og er et af de første eksempler på et band, der blandede etniske og traditionelle musikstilarter til en slags world music.
Deres første plade kom i 1966 med den eponyme titel The Incredible String Band og bestod af selvlavet materiale, der blev fremført med alskens instrumenter. Pladen gjorde så stor opmærksomhed på sig selv, at Melody Maker udnævnte den til det års folk-album. Bandet var på det tidspunkt en trio bestående af Robin Williamson, Clive Palmer og Mike Heron.
Til trods for debutpladens succes valgte Clive Palmer kort tid efter at forfølge sine tidstypiske drømme og tage ad hippiestien til Afghanistan og Indien, og Robin Williamson tog til et andet Mekka for hippier: Marokko.
Williamson vendte dog kort tid efter tilbage – uden en krone på lommen, men med hænderne fulde af marokkanske instrumenter. Og Incredible String Band blev gendannet omkring Palmer og Heron.
I 1967 kom så det andet album med den psychedeliske titel The 5000 Spirits or The Layers Of The Onion, hvor de fik hjælp af Danny Thompson (Pentangle) på bas og Williamsons kæreste Licorice McKechnie på vokal.
Pladen skabte bandet endnu mere anerkendelse i kraft af større instrumental kunne og stor udvikling som sangskrivere. Pladen rummer klassikere som Herons The Hedgehog’s Song, Williamsons First Girl I Loved og The Mad Hatter’s Song. Albummet indtog førstepladsen på den engelske folk-albumliste og fik fine anmeldelser. John Peel var begejstret og lavede koncerter med gruppen på radio og tv. Og det fortælles, at Paul Mccartney var ret vild med pladen…
Den banede vejen for bandets to, måske mest berømmede plader, der kom i 1968, hvor gruppen blomstrede: The Hangman’s Beautiful Daughter og dobbeltalbummet Wee Tam and The Big Huge. Godt hjulpet på vej at moderne flersporsoptageteknik kunne Williamsons flippede sange rigtig komme til udtryk i psychedelisk-surrealistisk form. Samme år markerede bandet deres store succes med optrædener i Londons Royal Festival Hall og Royal Albert Hall – og i Fillmore-auditorierne i San Francisco og New York.
Herefter gik det ned ad bakke for gruppen. Flere af medlemmer blev grebet af scientology-bevægelsen til stor fortrydelse for flere fans. Og da de i 1969 udsendte Changing Horses kunne de ikke helt leve op til de foregående albums kvaliteter. Heller ikke I Looked Up fra 1970 kunne helt indfri kritikernes og fansenes store forventninger. Med Liquid Acrobat As Regards The Air beviste de dog, at de stadigvæk havde noget musikalsk at byde på, men interessen for gruppen var svindende. Og frem til 1974 var opløsningstendenserne mærkbare. Flere udskiftninger og soloudspil understregede, at deres tid var ved at være omme.
Bandet blev gendannet i 1999 og fortsatte frem til 2006.
Incredible String Band minder mig mest af alt om vores egne enere i Bifrost. Som dette fortræffelige danske band var Incredible String Band indbegrebet af hippie-drømme og -musik. På højt niveau. ISB havde en umiskendelig lyd, der blev præget af Williamsons helt unikke og personlige stemme.
