Katastrofedrømme…
9. august 2008
Gamle Freud udkastede den idé, at det kun er lykkelige mennesker, der ikke drømmer. Ergo må jeg være lykkelig det meste af tiden. I hvert fald kan jeg yderst sjældent huske mine drømme. Enten er jeg generelt lykkelig eller også er mine fortrængningsmekanismer særdeles gode.
Men her til morgen drømte jeg – og kunne huske noget af drømmen bagefter. Det var en katastrofedrøm. Jeg befandt mig i en nærmest sort-hvidt metropollandskab med lutter store skyskrabere. Når jeg tænker på det, mindede det mest af alt om en tegning af Palle Nielsen. Kuldslået og angstfyldt. Og stemningen var præget af, at disse bygninger kunne eller ville falde sammen. Enten af sig selv eller fordi de blev ramt af nedfaldende flyvemaskiner. Det er det eneste jeg kan huske: Jeg er i bygningerne og skal finde ud af, om jeg skal forlade dem eller ikke. Og så vågnede jeg, fordi uret ringede.
Cranberries – Dreams
10. august 2008 kl. 00:26
hej capac –
for 30 år siden havde jeg en drøm som ord til andet er lig din
jeg fik det hele med uden vækkeur og vågnede i panik
billedet du har fundet er meget rammende
der mangler blot de sorte silhuetter af propelbombeflyene
det kunne være en kollektiv drøm
har den forbindelse til din pc-nedtur:
hvad skal jeg gøre når tingene rabler
10. august 2008 kl. 09:18
@derhenne: Ja, måske havde de fat i noget det to gamle herrer – Freud og Jung – når de spekulerede på et kollektivt ubevidste. Eller også siger det bare noget om vores fælles virkelighed. Og du har ret: Vi mangler bare propelbomberne i billedet…
23. august 2008 kl. 16:30
[...] clipped from http://www.capac.dk [...]