Earth Opera
13. august 2008
For snart mange år siden så jeg et pladecover i vinduet til Dandelion-pladebutikken i Badstuestræde i århus. Albummet var Earth Operas debutplade, som jeg havde hørt om og hørt noget af i Danmarks Radios hedengangne beat-programmer, måske hos Hans Otto Bisgaard – og som pladepusheren havde hængt ud i udstillingsvinduet, sådan som han havde for vane, som anbefaling til pladekøberne. Og jeg hjembragte skiven, der siden er gået hen og blevet en af mine yndlingsplader gennem alle årene.
Earth Opera henregnes ofte til den amerikanske psychedelia, men det er måske en smule misvisende. Ganske vist er de tydeligvis påvirket af den nye lyd – herunder den psykedeliske – men primært er det musik, der er dybt forankret i amerikanske (og andre) musiktraditioner som folk, jazz, rock m.m.
Bandet blev dannet i 1967 af Peter Rowan (senere kendt fra blandt andet Seatrain) og David Grisman, som jeg tidligere har omtalt. Med sig havde de John Nagy på bas, Paul Dillon på trommer og Bill Stevenson på keyboards og vibrafon.
Debutpladen “Earth Opera” fra 1967 blev ikke nogen kommerciel succes, men det progressive pladeselskab Elektra kunne høre kvaliteterne på pladen og gav gruppen lov til at indspille endnu en skive. Det blev American Eagle Tragedy. I mellemtiden havde Bill Stevenson forladt gruppen og var midlertidigt blevet erstattet af Billy Mundi (Mothers of Invention), og forskellige “venner” var inviteret til at spille med, blandt andre John Cale (Velvet Underground) og den fænomenale pedal steel-guitarist Bill Keith. Great American Eagle Tragedy blev en større succes end debutpladen og formåede at komme ind på den nederste halvdel af den amerikanske hitliste. Men successen var åbenbart ikke nok til at holde liv i bandet, der blev opløst i 1969, hvorefter medlemmer fortsatte deres musikalske løbebane i andre sammenhænge.
De to plader hører uden tvivl til noget at det allerbedste, der blev skabt i sidste halvdel af tresserne. Det er ikke hitlistemusik, men musik, der kræver at man lytter koncenteret. Til gengæld bliver man rigt belønnet…
13. august 2008 kl. 18:54
Sjovt, du nævner Earth Opera. Forleden hørte jeg nummeret ’The Red Sox Are Winning’, der havde forvildet sig ind på min iPod. Blev lige nødt til at høre det én gang til…
14. august 2008 kl. 07:08
@hhs: Det er fantastisk musik, og sÃ¥ har jeg en svaghed for Peter Rowans særprægede stemme. Ham vil jeg vende tilbage til engang i nær fremtid… I øvrigt er de to albums udsendt pÃ¥ en cd.