Roxy Music – Avalon
17. august 2008
Det er lidt ironisk, at Roxy Musics sidste album (vi tillader os at se bort fra gendannelsen i 2001…) Avalon blev bandets største kommercielle succes. Fra 1976 og frem til den endelige opløsning i 1978 havde der været uro i geledderne, men det lykkes alligevel Ferry og de andre at forene kræfterne og lave et mesterværk.
Med Avalon skabte de en plade, der for alvor ramte mainstream-segmentet i kraft af gode melodier og stærke arrangementer. Pladen indtog førstepladsen i England og lå der i hele tre uger. Samtidig var pladen en indikator for, hvilken vej forgrundsfiguren, Bryan Ferry, ville tage. Han havde allerede på dette tidspunkt et par soloalbums bag sig. Albums, der signalerede en mere poporienteret retning end den, Roxy Music havde taget. Herom vidner albummet Boys and Girls, som Ferry lavede umiddelbart i forlængelse af Avalon.
Avalon udmærker sig også ved et umanerligt smukt albumcover fuld af middelalderlig mystik og blændende natur.
Avalon er en af den slags plader, man aldrig rigtig bliver færdig med. Der er en særlig tidsløs skønhed over den…
17. august 2008 kl. 21:20
Det var i hvert fald deres mest perfektionistiske og helstøbte album – nærmest steely dan’sk i sin lækre, gennemarbejdede lyd. Personligt foretrækker jeg et udvalg af enkelte numre fra HELE karrieren. De var aldrig sÃ¥ meget et album- som et singleband (med Avalon som mulig undtagelse). OG liveband! Both Ends Burning fra Viva! Eller Jealous Guy og Like a Hurricane fra The High Road. Deres Reunion tour var heller ikke dÃ¥rlig – faktisk overraskende vital!
Anyway, I hear you!
17. august 2008 kl. 21:53
Det er sikkert rigtigt at Avalon blev Roxy Music’s salgsmæssige højdepunkt – men …… efter min mening blev det ogsÃ¥ deres kunstneriske lavpunkt. Jeg lyttede rigtigt meget til Roxy Music dengang – min oplevelse var – og er, at det gik langsomt ned ad bakke efter udgivelsen af albummet Countrylife, som er en fantastisk plade. Efter min ydmyge mening var de bedst i starten, hvor bandet havde to kæmpe egoer i bandet (Bryan Ferry og Brian Eno).
17. august 2008 kl. 21:58
@Firserdigteren: Ja, det er nok der, Avalon skiller sig ud. At det er et ‘helstøbt’ album.
17. august 2008 kl. 22:02
Begge Eno-udgivelser var geniale, men jeg synes stadig ikke rigtig nogen af deres albums var HELstøbte – hverken konceptuelt eller pÃ¥ anden vis, selv om der var mange, endda rigtig mange højdepunkter. Men Avalon var, alt andet lige helstøbt.
17. august 2008 kl. 22:03
Hov! Der kom du mig i forkøbet, Capac!
17. august 2008 kl. 22:06
@Kim: Avalon er nok ikke bandets mest interessante eller nyskabende udgivelse. Men det er uden tvivl det mest tilgængelige (‘poppede’) og derfor mest salgbare. For mig er det ogsÃ¥ en stor kunst at lave en gedigen popplade; og det er, hvad Avalon er: Et stemningsfuldt popalbum med mange lag. Og en af mine favoritter i deres diskografi.
18. august 2008 kl. 22:14
Enig i at det ogsÃ¥ er stor kunst at lave en god popplade – men jeg mÃ¥ beklageligvis erkende at jeg synes at Avalon virker skide kedelig pÃ¥ mig. Det er et af de fÃ¥ Roxy albums jeg ikke har købt i CD udgave…… det har ikke været nødvendigt – det har ligesom ikke været aktuelt da jeg jo ikke gad at ligge vinyludgaven pÃ¥ grammofonen. Men, men mÃ¥ske skulle jeg forsøge – jeg kunne jo ændre mening ved et genhør efter mange Ã¥r. Jeg kan faktisk huske hvor skuffet jeg blev da jeg købte den, lige efter udgivelsen. Min første indskydelse var at den var sgu for glat og overpoleret. Lidt pÃ¥ samme mÃ¥de som man kunne opleve det, med et par af Bowies halvfemser udgivelser.
19. august 2008 kl. 07:26
@Kim: Jeg kender godt problemet med kunstnere, der gÃ¥r fra “progressiv” musikalsk udfoldelse til mere strømlinet pop. SÃ¥dan havde jeg det fx med Genesis, hvis første ‘progressive’ plader, jeg holder meget af. Da de sÃ¥ gik mainstream med Phil Collins i spidsen kunne jeg ikke være med i første omgang. Jeg syntes, at de solgte ud. Siden har jeg nok ændret opfattelse. De foretog et stilskifte og leverede velproduceret pop, der lÃ¥ langt fra The Lambs lies down on Broadway og lignende eksperimenterende og udfordrende værker. Men det er ogsÃ¥ pop, der ligger i den bedre ende af det, der blev lavet i den periode.
Jeg havde det ogsÃ¥ pÃ¥ samme mÃ¥de med Bowie og Let’s Dance etc.
NÃ¥r jeg synes Avalon er en god plade, sÃ¥ hænger det nok ogsÃ¥ sammen med, at jeg med alderen har accepteret, at jeg er til pop – god, vellavet, pop – og altid har været det. Og sætter du Avalon op mod meget af det, der kom pÃ¥ samme tid, sÃ¥ skiller den sig kvalitativt ud. Efter min mening.
19. august 2008 kl. 09:21
Lad os bare være enige om, at vi ikke kan blive enige om, kvaliteterne ved Avalon albummet. SÃ¥ vigtigt er det jo heller ikke. Det er jo nok svært at definere hvad en god popplade er. Grunden til at man ærger sig over at kunstnere “sælger ud” er jo nok at deres foregÃ¥ende produktion virkelig har betydet og flyttet noget nÃ¥r man har lyttet. En mand som Elvis Costello, har med jævne mellemrum igennem sin karriere, lavet en del rendyrkede popplader, fordi det var det han pÃ¥ det tidspunkt havde lyst til – og det med stor succes. Jeg holder vildt meget af hans pop-ting. Hvorimod Roxy Music lavede Avalon – og derefter opløstes – en tanke kunne være, at de selv godt vidste, at der ikke var mere at komme efter i det projekt.
19. august 2008 kl. 12:17
@Kim: Ja, sÃ¥ meget kan vi let blive enige om: At sÃ¥danne ‘udsalg’ kan være svære at sluge. Det er lettere med kamæleoner som Costello, som man kan forvente sig lidt af hvert af.