John Phillips’ “glemte” album
3. september 2008
I rockmusikkens mytologi er der mange “sorte” albums og “glemte” albums. Albums, der enten ikke blev til noget, forsvandt i arkiverne eller på anden måde leverede stoft til musikelskernes mytologier. Et eksempel er afdøde John Phillips album “Pussycat“, der nu ser dagens lys, mange år efter den blev indspillet. John Phillips, der var ankermand i Mamas and Papas havde en knap så succesfuld solokarriere efter at firkløveret gik i opløsning indspillede i årene 1976 og 1977 en samling sange, der blev produceret af Mick Jagger og Keith Richard. Som backing havde Phillips medlemmer af Stones, fx Mick Taylor, og fra Traffic. Det var planen, at pladen skulle udkomme som den første udgivelse på Stones’ nye plademærke Rolling Stones Records. Men af en eller anden grund på optagelser sat på reolen og blev først fundet igen i 2003. Nu udgives de så i det originale mix. Der er tilføjet noget ekstramateriale med musik, som Phillips indspillede til filmen The Man Who Fell To Earth (der som bekendt havde David Bowie i hovedrollen).
Man kan høre noget fra pladen her.
3. september 2008 kl. 13:56
Mange af numrene har været ude før bl.a. på dette album:
“Pay Pack & Follow” was recorded from 1973-1979 and produced by Keith Richards and Mick Jagger. While this is not a lost Rolling Stones record any more than it is a lost Mamas & the Papas record, it a worthwhile mix of sounds that fans of both bands will find interesting. Phillips was always a bit enigmatic, the creative recluse whose writing projected him into the spotlight, but who was comfortable to share the limelight. “Mr. Blue” cooks with Richards’ engaging guitar and Richards & Jagger backing up with vocals. “She’s Just 14” is bluesy track about a worldly teen. “Each kiss is a sigh; each sigh lifts me right off the ground” John sings on “Wilderness of Love” that has a nice chorus. “Backstage at the ballet it’s a bore; I cannot give the ladies anymore,” John sings on the Stonesy ballad “Oh Virginia.” One of the best songs is “Sunset Boulevard” with its folky melody and lyrical complexity. “Pussycat” doesn’t work so well for me, a song with a schmaltzy melody about a guy who likes girls from a strip club. “Zulu Warrior” is a great rocker with a somewhat self-conscious lyric about the “African giant.” “Dread ain’t nothing to smile about,” John sings on “Very Dread” with Chris Spedding’s great guitar work. The CD concludes ironically with “2001,” written 24 years earlier as a distant look into the future wishing that all loved ones would still be with us, being the year John Phillips passed from us. The songwriting is not uniformly good, but the performances are excellent on this wonderful timepiece. Enjoy!
3. september 2008 kl. 14:51
@hhs: Det er rigtigt, at Phillips udsendte en del af sangene tidligere pÃ¥ omtalte album. PÃ¥ det tidspunkt kunne han vist ikke finde de andre, der stod pÃ¥ en eller anden hylde og ventede pÃ¥ at blive genfundet. Om vi sÃ¥ har med det “tabte” album at gøre eller om det er en salgsgimmick, det kan vi jo ikke vide. Men i hvert fald er det interessante optagelser for en gammel Mamas & Papas- og Stones-, Chris Spedding- og Traffic- tilhænger som mig.
3. september 2008 kl. 16:05
Ja, selvfølgelig. Pay Pack & Follow kan jeg kun anbefale, ligesom John The Wolfman Of L.A. også er et pragtfuldt album. Glæder mig til at finde ud af, hvilke numre jeg ikke har fra Pussycat.
3. september 2008 kl. 16:09
@hhs: Det samme her.