Noget om klassekvotienter…

3. september 2008

Frøkenen er modstræbende begyndt pÃ¥ gymnasiet. Det er svært bÃ¥de at være i pubertetens vildrede og sÃ¥ holde fast i noget, der kunne ligne en fremtid. Lettere bliver det ikke af, at man pludselig har 28 nye kammerater. Det er mange. For den enkelte student og for lærerne. Hvordan mon bedrive undervisningsdifferentiering med sÃ¥ mange? Men hun er sÃ¥mæn heldig, pigebarnet, for i andre dele af landet er kvotienten højere. Helt oppe pÃ¥ 33-35, har jeg hørt. Derfor er det da glædeligt at læse, at socialdemokraten Christine Antorini vil have lavet et loft over klassekvotientens størrelse. ‘Vi er nødt til at lave et loft. Ellers vil vi se et øget frafald og færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse’, argumenterer Antorini. Og det er da ogsÃ¥ et relevant argument, idet begge problemer er regeringens problemer. Den vil bÃ¥de reducere frafaldet pÃ¥ uddannelserne og – inden 2015 – have mere end 90% af en ungdomsÃ¥rgang igennem en ungdomsuddannelse.
Antorini vil derfor have Bertel Haarder i samråd, som det hedder på Christiansborgsk.
Men spørgsmÃ¥let er, om man bare kan lave et loft uden samtidig at se pÃ¥ de økonomiske realiteter. For ikke længe siden fik gymnasierne indført det sÃ¥kaldte taxametersystem, der indebærer en aflønning efter gennemførelsesgraden. Jo flere studenter, der kommer gennem de tre Ã¥r, jo flere penge i kassen. Og omvendt… Derfor giver det god mening, nÃ¥r gymnasierne forsøger at gardere sig økonomisk ved at tage rigeligt med studenter ind. Fordi man altid mÃ¥ kalkulere med et vist frafald. 10% er ikke unormalt. Hvis man sætter et loft over klassekvotienten risikerer man at forringe gymnasiernes økonomi – og kommer dermed til at forringe uddannelsen. Hvilket sÃ¥ igen kan betyde yderlige frafald og sÃ¥ videre… Follow the Money, Antorini. Det var bare det, jeg ville sige.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Kenni kommentarer:

    Et af de største problemer med så store klasser i gymnasiet må vel være den, at uddannelsen for den enkelte elev forringes, da en underviser næppe kan få samme billede af den enkelte elevs udvikling og viden. Derfor kunne man også være fræk og sige, at den enkelte lære ville skulle give karaktere på må og få, der ikke altid afspejler den enkelte elevs viden og kunnen.

  2. capac kommentarer:

    @Kenni: Karaktergivningen er det mindste problem. Værst er det, at man ikke med sÃ¥ store kvotienter kan sikre at alle fÃ¥r det optimale udbytte af uddannelsen. Og det burde bekymre politikerne, der ønsker “verdens bedste uddannelsessystem”, meget mere, end det faktisk gør…

Skriv en kommentar

257 har læst indlægget
13,466