Mere Lulu – puritanisme, censur og kritik

10. september 2008

Du – Tina –undrer sig over, at jeg kan lovprise forne tiders brug af antydningens kunst i forhold til fremstilling af kønnet og afvise den aktuelle censur af teaterplakaten. For at ophæve forundringen mÃ¥ man skelne. Der er i det mindste to problemstillinger i denne sag. Den ene er spørgsmÃ¥let om censur af plakaten. Og det er netop censuren, jeg afviser. Den puritansk begrundede censur af plakaten. Dermed er ikke sagt, at plakaten skal skÃ¥nes for kritik. For ogsÃ¥ her mÃ¥ vi sondre: mellem kritik og sÃ¥ censur.
Det andet problem er nemlig plakatens æstetik og kommunikationsstrategi. Og jeg skal da ikke skjule, at jeg synes, at plakaten er alt andet end vellykket – kommunikativt, grafisk og æstetisk betragtet. Men ogsÃ¥ som ren markskrigerisk PR… Lad mig vende tilbage til det nedenfor.
Censuren gælder plakatens rolle i det, vi kalder det “offentlige rum”. Skal det være tilladt at afbilde en kvindeunderkrop med lidt kønsbehÃ¥ring i det offentlige rum. Folk kan jo tage anstød af det. Og hvad med ‘de smÃ¥ børn‘? Jeg køber ikke dette moralske argument. Vi lever i et markedsstyret samfund, hvor vi har en høj grad af ytringsfrihed – herunder kunstnerisk ytringsfrihed. Og jeg mener ikke, at denne plakat pÃ¥ nogen mÃ¥de adskiller sig fra, hvad vi ellers har set af anmassende, seksuelt betonet markskrigeri. At vi ser lidt kønshÃ¥r i stedet for silikonebryster er en ubetydelig forskel (en hÃ¥rsbredde?). Og jeg mener, at en pris for at leve i et Ã¥bent, markedsstyret samfund med høj grad af ytringsfrihed er, at man mÃ¥ finde sig i at blive konfronteret med budskaber, der støder ens personlige moral. Jf. sagen om avistegningerne.
Hvad så med børnene, de små pus? Efter min bedste overbevisning er inddragelsen af børnene netop et symptom ved (ny)puritanismen, der falder bag om Freuds indsigter på det seksuelle område. Bag ved henvisningen til børnene ligger en bekymring for, at børnene måske får noget at se, som de ikke kan tåle eller måske ligefrem tager skade af. Og vel er børn nysgerrige. Og vel vil de måske spørge til den slags billeder. Men så længe vi sørger for at oplyse børnene om tingenes rette sammenhæng, så er der ingen grund til bekymring. Børn tager ikke skade af seksualoplysning, mente Freud. Derimod kan de tage skade af fortielser og mytedannelser.
Jeg tager alts̴ afstand fra en censur over for teaterplakaten. Og jeg synes, at det er bekymrende, at private firmaer Рen gratisavis og et reklamebureau Рskal definere, hvad der er tilladeligt eller ej.
Dermed ikke sagt, at jeg opfatter denne plakat som vellykket kunst. Teaterets argument for at vælge denne plakat skulle være, at det offentlige rum i forvejen er fyldt med seksuel orienteret nøgenhed, og det derfor er nødvendigt at ‘rÃ¥be højt’ for at blive hørt. Det er nødvendigt at smaske kønnet op i ansigtet pÃ¥ publikum for at fÃ¥ opmærksomhed. Denne markedsstrategi kan man godt sætte spørgsmÃ¥lstegn ved? Lige som man kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved, om plakaten er pÃ¥ bølgelængde med Wedekinds mere end 100 Ã¥r gamle stykke i sit grafiske udtryk?
HÃ¥rdt sat op, sÃ¥ henvender plakaten sig vel til nogenlunde samme segment som The Party Maker – altsÃ¥ de unge. Og sÃ¥ vidt jeg ved, er de unge ikke de mest ihærdige teatergængere… I forhold til de voksne, potentielle teatergængere tror jeg, at den skyder over mÃ¥let. Ja, mÃ¥ske taler den endda ned til os, gør os dummere, end vi faktisk er, ved sÃ¥ direkte at appellere til kønnet. Plakaten er med andre ord et popsmart ungdomsleflende stykke markedsføring, der alene har til formÃ¥l at fÃ¥ sÃ¥ mange ind i teateret som muligt. Og det kan man godt tvivle pÃ¥, vil lykkes. Til gengæld er der ingen tvivl om, at al medieomtalen har givet forestillingen en ubetalelig reklame, der nok skal lokke en enkelt husar eller to i teateret..
I øvrigt er plakaten blevet afløst af en anden, hvor man ser Lulu med Ã¥ben, vÃ¥d mund slikke pÃ¥ en stor hvid asparges. Fellatio. Mor, hvorfor gør damen sÃ¥dan? Mere af samme skuffe…
Mine forbehold over for plakaten ændrer ikke en tøddel ved min holdning til censurtanken. Det skal også være tilladt at lave dårlige, anstødelige plakater.
Dette indlæg var foranlediget af Tinas kommentar til det foregående indlæg.

De forskellige billeder kan ses her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Tina Charlotte Møller kommentarer:

    Capac, jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt smigret over, at du har fundet nødig at henvende et helt indlæg direkte til mig. Så mange tak for det! ;-)

    Jeg forstår, at vi er enige om, at den første Lulu-plaket er en fiasko. Æstetisk, kommunikativt og grafisk.
    I mine øjne adskiller den sig dog netop pÃ¥ de nævnte punkter ganske væsentligt fra f.eks. Cult Shaker – the Party Maker plakaten, som – uanset hvor purritansk man mÃ¥tte være – dog har en vis æstetisk skønhedsværdi. Jo, kvinden pÃ¥ sidstnævnte plakat (blondinen med trutmund) er nøgen, og man er ikke i tvivl om, at hun er særdeles velformet, men den megen nøgenhed til trods nøjes pigen pÃ¥ plakaten med at tendere det platte. Hvad der er virkelig plat ved Cult Shaker plakaten, er dens samlede underforstÃ¥ede budskab. Til mændene siger den: Drik Cult Shaker, eller byd pigen pÃ¥ en sÃ¥dan, sÃ¥ fÃ¥r du en villig godte som hende pÃ¥ billedet! Til den unge kvinde siger den: Drik Cult Shaker, sÃ¥ bliver du lige sÃ¥ forførende som blondinen her.
    Lulu-plakaten er plat, fordi den er langt mere direkte, æstetisk uskøn og desuden benytter sig af en synekdoke (hvis en sådan betegnelse også gælder indenfor billedanalyse) i sin fremstilling af kvindekønnet (her kunne såmænd lige så godt stå mennesket), hvorved fokus flytter sig fra det hele menneske og til en forvrænget delmængde af samme.

    Du rejser kritik af det faktum, at man (nypuritanere?) ofte bruger hensynet til børnene, når de råber vagt i gevær overfor pornografiske og tilnærmelsesvis pornografiske fremstillinger i det offentlige rum. Jeg kan i nogen grad følge dig. Men også kun i nogen grad.
    Jeg er af den opfattelse, at vi mennesker har forskellige blufærdighedstærskeler. Men jeg tror, at vi alle er udstyret med en indbygget blufærdighed fra fødselen, hvor jeg har en fornemmelse af, at du nok vil hævde, at blufærdighed er en tillært mekanisme, der bygger på efterligning af omverdenens adfærd.
    Jeg mener, at der er grund til at værne om børns blufærdighed, men jeg mener ogsÃ¥, at mange voksne har en udpræget blufærdighedsfølelse, som jeg ikke ser nogen som helst grund til at krænke – ejheller ved at lade som om den ikke eksisterer eller netop kun hører barndommen eller (tværtimod) tillærte normer til.

    Jeg er en indædt fortaler for ytringsfriheden, og jeg er sædvanligvis meget varsom omkring enhver form for censur, men jeg mener, overordnet set, at man kan og bør udvise ansvarsfølelse og medmenneskelighed nok til at bestræbe sig pÃ¥ at udvise en vis omtanke i forhold til, hvilke ytringer – det være sig verbale eller visuelle – man fremkommer med i det offentlige rum.

    Forresten: Hvad angÃ¥r plakat nr. 2 for Lulu, sÃ¥ finder jeg den langt mere acceptabel end den første. Her kræves en kode, før man kan decifrere budskabet. En kode, som fortrinsvis voksne – eller tilnærmelsesvis voksne – vil kende til.
    Jo, vil du nok sige, men støder denne plakat da så ikke de blufærdige voksne? Ikke i samme grad, vil jeg mene. Der er en vis forskel på at skulle forholde sig til det meget eksplicitte og det implicitte.

    Jeg mener endvidere, at frisindet har sejret ad helvede til. Men det er en længere historie, som jeg vil gemme til en anden gang. Jeg er naturligvis klar over, at en gammel 68er som du (ikke at jeg kender dit fødselsår, men man udleder visse ting af andre menneskers musiksmag, livsomstændigheder etc.) vil fokusere meget ensidigt på goderne ved frisindet, men både ældre og yngre generationer kan altså have et andet syn på den sag.

    Jeg forventer ikke, at vi bliver enige. Men jeg følte trang til at forklare min holdning lidt mere præcist.

  2. capac kommentarer:

    @Tina: Lad mig prøve at kommentere punkt for punkt, for vi er åbenbart mere enige, end jeg havde forventet! ;-)
    1. Jeg er ikke 68-er, men kom i kølvandet på den udskældte generation og er,som du ved, påvirket af deres tankegods.
    2. Som seksuel provokation betragtet synes jeg ikke, der er den store forskel pÃ¥ de to plakater, hvis man ser dem i sammenhæng med, hvad man ellers ser i reklameindustrien. Men set i forhold til, hvad de skal “sælge”, sÃ¥ er der. Cult-reklamen sælger en softdrink med løfte om sex. Gammel vin pÃ¥ ny flaske. Teaterplakaten er – alt andet lige – et budskab om kvindekønnet med tryk pÃ¥ det sidste – og dermed pÃ¥ den fortolkning, man lægger i Wedekind-opsætningen.
    3. Om blufærdighed er medfødt eller tillært er sådan set underordnet i denne sammenhæng. For mig er det afgørende, at vores langtrækkende ytringsfrihed ikke kan tage hensyn til den enkeltes blufærdighed, moral osv. Jeg synes, at avistegningesagen med al ønskelig tydelighed viste det.
    Dernæst er det ogsÃ¥ givet, at vi lever i et “markedsstyret samfund”, hvor der er – for nu at tale i tidens tone – en “værdi”, der kommer før blufærdighed, moral osv., nemlig: salget, pengene. Hvis noget kan sælges med blufærdighedsstødende reklamer, sÃ¥ vil det ske. Markedet fungerer efter min bedste overbevisning destruktivt over for enhver moral, fordi pengene kommer i første række. Eksemplerne er legio. Det er ogsÃ¥ en forklaring pÃ¥, hvorfor den “omtanke” du efterlyser har det sÃ¥ svært… Det skal ikke forstÃ¥s som et forsvar for markedet, men blot som en pragmatisk konstatering af, at det er vilkÃ¥rene for vort samfund. Og det er mere end svært for staten at regulere pÃ¥ dette omrÃ¥de.
    3. Om plakat nr. 2 (faktisk nr. 3, for der var jo den, hvor kønshÃ¥rene blev skÃ¥ret væk…) er mere acceptabel, mindre anstødelig osv. end nr. 1? Den er i hvert fald ikke bedre, synes jeg. I modsætning til nr. 1 synes jeg faktisk, at den sidste nærmer sig klichéen. Den platte freudianske symbolik, som vi ogsÃ¥ har set i is-reklamer for ganske nylig. Det er lige før, jeg tager mere anstød af denne reklame pÃ¥ grund af dens talen ned til sin modtager…
    4. Og jo, jeg vil gerne forsvare frisindet. For, hvad er alternativet? Men det højt besungne frisind fortjener et løbende kritisk eftersyn. Det er faktisk noget, jeg jævnligt forsøger i min blog.

  3. Tina Charlotte Møller kommentarer:

    Capac – ja, mÃ¥ske har du ret: At vi er mere enige, end det først lod til. Jeg kan ganske udmærket følge alt, hvad du har skrevet her ovenfor.
    Jeg synes særligt godt om – og kan fuldt og helt tilslutte mig – din udmelding om, at “det højt besungne frisind fortjener et løbende eftersyn”.
    Beklager, at jeg tog fejl med hensyn til din aldersmæssige placering. ;-) Det skyldtes i høj grad din musiksmag, som stemmer overens med musiksmagen hos flere af de 68ere, som jeg har kendt. (Men dårlige undskyldninger er der nok af, og antagelser kommer man sjældent langt med.)

  4. capac kommentarer:

    @Tina: med hensyn til det med 68-erne, sÃ¥ tager jeg det nu mest som et kompliment, selv om min musiksmag rækker bÃ¥de længere tilbage – og frem. SÃ¥ du behøver ikke at undskylde.
    Netop det kritiske eftersyn af frisindet (demokratiet, ytringsfriheden osv.) er vigtig, tror jeg, fordi det vil forfalde, miste sin kraft og mÃ¥ske ende i sin modsætning, hvis vi ikke hele tiden og konstant sætter spørgsmÃ¥lstegn ved det. Ikke mindst sit eget frisind…
    Hvor meget frisind er der fx ved de omtalte – og efter min mening ganske banale – plakater? Gør man ikke Wedikinds seriøse teaterstykke til skamme med sÃ¥danne platte og banale plakater? Hvor er det lidenskabelige, erotiske, det mørke, uudgrundelige i de plakater? Ingen steder, efter min mening. Seksuel frisind er – i min opfattelse – ogsÃ¥, at man tager erotikken alvorligt, dødsens alvorligt, sÃ¥dan som det sker i stor kunst. Og det sker ikke i disse plakater, hvis udtryk nærmest er pÃ¥ niveau med de mandeblade, man ser pÃ¥ aviskioskernes hylder.

Skriv en kommentar

1.267 har læst indlægget
14,409