Skyldige glæder: John Mogensen
16. september 2008
Det lokale supermarked havde en slags udsalg i medieafdelingen, og jeg kom – selvfølgelig – ikke tomhændet hjem fra indkøb. En bunke dvd’er à 10 kr stykket og så John Mogensen-udgivelsen Fut i Fejemøget. 36 af de allerbedste.
På omslaget ser man en langhåret, langskægget Mogensen i rød t-shirt og med et par solide, stribede seler til at holde bukserne oppe på den runde mave. Han ligner en bodega-helt fra capacs barndomsby. En af dem, der kan bruge hele dagen (og tegnedrengens indhold) på at sidde og sludre, drikke den ene bajer efter den anden, fortælle historier og vittigheder, medens jukeboksen spiller dansktop-, country- og popsange i en uendelighed, akkompagneret af lyden fra en spillemaskine og glassenes klirren. Og det er vist ikke så langt fra det liv, Mogensen faktisk levede…
Det var vist også denne genkendelighed, der gjorde, at jeg havde et lidt anstrengt forhold til hr. Mogensen, da han slog igennem som solokunstner i halvfjerdserne. På den ene side kunne jeg ikke lade være med at nynne med på hans meget populære sange, og tekststumperne sad uhjælpeligt fast på stemmebåndet. På den anden side lignede han nok for meget det, jeg selv kom fra…
Mogensen var dansktop uden at være rigtig dansktop. Dertil var hans tekster for ‘realistiske’, sproget for tæt på hverdagens sprog med dets bandeord, ligefremme sætninger og gængse talemåder. Musikken var country-inspireret pop udført på den facon, som mange partybands foretrækker.
Det påstås, at John Mogensen kun skrev musik og indspillede den, når han havde brug for penge til dagen og vejen. Måske er det en del af forklaringen på den ærlighed og uforstilthed, der er en af kvaliteterne i Mogensens sangskrivning. Her er ingen behagesyge. Sangene er små, ærlige postkort fra et levet liv og om dette livs lære..
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Vinteren kommer,
men en dag bli´r det sommer.
Det her har jeg prøvet så tit.
Sæt dig ned,
hvis du har tid,
jeg har noget at berette for dig.
Du begriber jo ikke
en pind om det liv,
der bli´r levet af bumser som mig.
Jeg er jo
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Øllet er drukket;
Klodsen er lukket,
men det har jeg prøvet så tit.
Hør nu her
du fine mand;
Du præker for meget, min ven.
Spring med en Femmer
til lidt mad og en øl,
så ka´ det være´ vi ku´ snakke igen.
For jeg er.
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Frakken er stampet;
Sprutten fordampet,
men det har jeg prøvet så tit.
Jeg ka´ gå
hvorhen jeg vil;
ikke bar´ følge med lisom du.
Jeg er bums for Vorherre
men ikke for dig,
og min guitar-den har jeg endnu.
For jeg er.
Nede i møget
laset i tøjet,
sulten, tørstig og fallit.
Vinteren kommer,
men en dag bli´r det sommer.
Det her har jeg prøvet så tit.
Mogensen skrev selv de fleste sange, der er iørefaldende popsange med mundrette tekster, der uden besvær lader sig huske af lytteren. På dobbeltcd’en er der dog også et par fordanskninger af sangskriverer som Buck Owens (Grufuldt Mareridt), Paul Harford (Ensomhedens Gode No. 9), Boudleaux Bryant (Den mand) og især broderen i ånden, Kris Kristofferson ( Carsten Levin og Søndag Morgen ). Jo, Mogensen kendte sine inspirationskilder.
Hvis Povl Dissing er danskernes svar på the Blues, så er Mogensen vores svar på den bedste amerikanske traditionelle country…
17. september 2008 kl. 23:15
Hvis ikke de synger John Mogensen’s “SAA LAENGE JEG LEVER” (FED skraalesang!) til min begravelse, saa gaar jeg igen!
P.S. – jeg har John Mogensen’s samlede vaerker. Det lyder saft suseme spoejst, naar han proever paa at synge “Skuld gammel wenskaw rejn forgo”. :)
18. september 2008 kl. 09:27
@Tina: Ja, jeg kan forestille mig, at du er til Mogensen og dansktop! :-)
15. december 2008 kl. 01:13
“Det pÃ¥stÃ¥s, at John Mogensen kun skrev musik og indspillede den, nÃ¥r han havde brug for penge til dagen og vejen.”
Er det noget som kan begrundes med kilder?
15. december 2008 kl. 11:27
@Jacob: Den slags biografiske vurderinger skal man altid tage med et gran salt, når de ikke ligefrem stammer fra hestens egen mund. Jeg er stødt på den et par gange i min research på nettet og tager den kun med, fordi den måske siger noget om, hvor sammensat et menneske, John Mogensen var.
Min egen holdning er, at biografier langt hen ad vejen er digtning; og om Mogensen var drikfældig og kun skrev sine sange for at tjene penge, det er fuldstændigt ligegyldigt i forhold til sangenes egne kvaliteter.