Anbefales: Romasanta – Varulvejagten

21. september 2008

Her i casa capac har vi en svaghed for film om vampyrer, varulve og lignende væsner fra den menneskelige fantasiverden. Derfor skulle capac ikke betænke sig ret længe, da han forleden stod med den spanske instruktør Paco Plazas film Romasanta. The Werewolf Hunt (2004). i hånden til 10 kr. i det lokale supermarked.

Filmen bygger pÃ¥ en historisk sag, hvor en mand – Manuel Blanco Romasanta, kaldet ulvemennesket fra Allanz, blev dømt for at have slÃ¥et femten kvinder ihjel og i sit forsvar forklarede, at han havde stÃ¥et i ledtog med en anden mand, Antonio. Denne person blev aldrig fundet.

Sagen vakte ogsÃ¥ opmærksomhed, fordi Ramasanta forsvarede sig ved at pÃ¥stÃ¥, at han led af lykantropi, dvs. mod sin vilje forvandledes til en ulv og gik pÃ¥ jagt blandt menneskene. Romasantas pÃ¥stand blev taget for gode vare i retsagen, hvor videnskaben støttede synspunktet…


I filmens fortolkning fÃ¥r Romansanta-figuren en psykologisk, ja, næsten psykoanalystisk dimension, idet Romansanta fra starten beskrives som en person, der sætter kvindehjerter (og -skød) i brand. Hvorefter han slagter dem brutalt og fortærer noget af deres kroppe og bruger deres fedt til sæbeproduktion… Af Antonio, den tidligere hjælper og senere modstander (spillet fortræffeligt af John Sharian) fÃ¥r man at vide, at Romansanta er en regulær horekarl, der knepper konerne, medens mændede i høstsæsonen er draget sydpÃ¥ for at tjene til livets ophold. Og han er god til det, altsÃ¥ at kneppe. AltsÃ¥ en slags lykantropisk Don Juan…


Næsten forudsigeligt bliver det kærligheden, den romantiske opslugende kærlighed, der sætter en stopper for det dyriske, driftsstyrede væsen. Ulvemennesket (spillet med overbevisning af Julian Sands) involverer sig med tre søskende, slÃ¥r to af dem ihjel og forelsker sig – gengældt – i den sidste, Barbara, spillet af den underskønne Elsa Pataky, der jagter ham til den bitre ende sammen med myndighederne, da sandheden omsider er gÃ¥et op for hende…


Filmen ligger et godt stykke fra traditionelle amerikanske horror-film om vampyrer ved at dyrke en slags magisk realisme. Som i den tidligere omtalt e Pans Labyrint er instruktøren loyal over for filmens plot og lægger ikke afstand til det okkulte. Det er – for publikum – take it, or leave it.


Hvis man har forventninger om en traditionel horror-splatter-film bliver man nok lidt skuffet over filmen. Ud over nogle makabre, blodige scener og en konstant snigende uhygge, så er der ikke meget af den slags at finde i filmen. Til gengæld får man et nuanceret, troværdigt psyko-drama, udspillet mellem de to hovedpersoner. Sands og Pataky spiller fornemt og overbevisende i rollerne som de to elskende, der også er hinandens modstandere.

I det hele taget er filmen godt castet i alle rollerne.
Et særligt plus skal filmen have for sin beskrivelse af konflikten mellem et retfærdighedssøgende retssystems mænd og videnskabens ditto. Modsat mange fiktionsbeskrivelser af fortidens videnskabsmænd som fusentaster, romantiske fantaster og galninge, sÃ¥ fremstilles videnskaben, i skikkelse af David Gants professor Philips, med dens blanding af fakta og overtro bÃ¥de loyalt og sympatisk. Det er lige før, man lader sig overbevise om lykantropiens eksistens…


Filmen er (meget) smukt og skarpt filmet af Javier Salmones i magiske mørke og varmt farvede billeder, der ganske enkelt er ideel nydelse at se på.


Svagheder? Nogle anmeldere har anker over manuskriptet, der forekommer lidt løs og flakkende i fortællingen. Jeg er ikke helt enig. Som i den magiske realisme i litteraturen er strukturen løs, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om filmens præmis. Vi ved allerede tidligt, hvem ulvemennesket er og har en klar fornemmelse af, hvordan det vil gå. Det er vejen derhen, der er det interessante. God tur.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

183 har læst indlægget
12,132