Taj Mahal – musikeren, ikke monumentet…
30. september 2008
Hjernen er en sjov muskel. Hvis man masserer den længe nok, dukker der noget op, man for længst har glemt. For et stykke tid siden skrev jeg i bloggen, at jeg ikke kunne huske, hvilke plader, jeg havde købt i hedengangne Aage Hass’ pladeforretning i Esbjerg. Og i dag hjalp en nyhed mig på vej. Det var nyheden om, at blueslegenden Taj Mahal havde udsendt endnu en plade. I 1976 eller 1977 købte jeg i netop Aage Hass en anden plade af mesteren med titlen Satisfied ‘n tickled too, som blev en af mine yndlingsplader der i midten af halvfjerdserne. En velproduceret, meget tilbagelænet, reggaeinspireret blues-plade, hvor Taj Mahal sammen med East-West Connection Orchestra og pigebackinggruppen Mothers Children spiller en række af sine egne sange, der fremføres med “smokey vocal”, som Mahal rammende betegner sin egen sang. Taj Mahal var world music før begrebet blev opfundet. Og hvis man er til laid back-blues, der passer som Hans i Grete til sådan en lidt grå efterårsdag, hvor man gerne vil mindes sommerens lade, varme dage, så findes der ikke ret meget bedre end Taj Mahal. Det er solskin på dåse. Han har udgivet et hav af plader, så der er nok at gå i gang med…
Taj Mahal – Fishing Blues
