Fra forsømmelsernes bog
14. november 2006
Filosoffen har været i Spanien; nej, ikke landet, men noget, der er lige så godt: Spanien badeanstalt i århus. Her kan man, ud over at svømme, tage dampbad, gå i solarie og sauna – og få massage. Det fik mig til at tænke på, at jeg ikke længere svømmer så meget, som jeg gjorde engang. Og at jeg savner det rigtig meget. Et job langt væk gjorde det praktisk umuligt at svømme på hverdage, og weekenderne var helliget familielivet, selv om der da blev svømmet en gang imellem. Det må der laves om på. I morgen.
Jeg lærte at svømme i en ret sen alder. Selv om jeg havde svømning i folkeskolen, fik jeg det aldrig lært. Den første svømmelærer, jeg havde, var en pædagogisk umulius, en lille fhv. militærmand, der praktiserede “tørsvømning” som undervisningsprincip. Ungerne blev iført korkbælter og -bræt, blev dernæst våde og kolde lagt på en dertil indrettet skammel (det foregik på Esbjergs udendørs Grådybbadet), hvor de skulle øve ben- og armtag. Når de kunne tagene til lærerens tilfredshed, blev de nedsænket i klorvand og formodedes derefter at kunne svømme. Jeg gik til bunds og tog vand ind – og anskaffede mig en traumatisk vandskræk med hensyn til klorbade. Derfor nægtede jeg i de kommende år at gå i vandet i gymnastiktimerne; og sådan fortsatte det til og med gymnasiet, selv om jeg måtte tage en række konflikter med diverse svømmelærere og skoleinspektører.
Først langt inde i min studietid fik jeg pludselig lyst til at lære det. Jeg kan huske, at jeg begyndte at drømme intenst om at svømme i lyseblå sydlandske vande, i Vesterhavets brusende bølger og i store flisebelagte swimmingpools. Der var ingen vej udenom. Jeg måtte lære det. Og sådan blev det. En rigtig god svømmelærer, Jørgen, fik lært mig det i løbet af ingen tid.
Derefter har jeg svømmet rigtig meget. I en lang periode – ti år sådan cirka – svømmede jeg så tit, jeg kunne komme til det. Jeg kunne dårligt gå forbi en svømmehal uden at tage nogle baner. Jeg tror ikke, der er en svømmehal i århus, hvor jeg ikke har ligget og tilbagelagt den ene bande efter den anden.
Men så førte arbejdet mig væk fra byen og satte en anden dagsorden.
At svømme blev en form for meditativ virksomhed. Jeg fandt ud af, at det ikke kun var fysisk motion, man fik. Krop og sjæl er jo to sider af samme mønt. Kroppens træning blev modsvaret af sindets opladning og renselse. Våd zen. Oven på en dag, hvor tanker og spekulationer har gjort ens hoved tungt og ørt, er det som at blive født på ny, når man har tilbagelagt et par kilometer i vandet. Helt nøjagtig skete det omkring vending nr. 57 for mit vedkommende. I morgen vil jeg se, om det stadigvæk er sådan.
Og der er altid en musikalsk association i denne blok eller i hvert fald næsten:
Loudon Wainwright III “Swimming Song”:
1.
This summer I went swimming,
This summer I might have drowned
But I held my breath and I kicked my feet
And I moved my arms around, I moved my arms around.
2.
This summer I swam in the ocean,
And I swam in a swimming pool,
Salt my wounds, chlorine my eyes,
I’m a self-destructive fool, a self-destructive fool.
3.
This summer I swam in a public place
And a reservoir, to boot,
At the latter I was informal,
At the former I wore my suit, I wore my swimming suit.
4.
This summer I did the backstroke
And you know that’s not all
I did the breast stroke and the butterfly
And the old Australian crawl, the old Australian crawl.
5.
This summer I did swan dives
And jackknifes for you all
And once when you weren’t looking
I did a cannonball, I did a cannonball.
Apropos svømmeerindringer, så læs historien om den fuckin badedragt omme i Dortes Smadderkasse!
15. november 2006 kl. 00:53
jeg skvattede i pÃ¥ det dybe og opdagede, at jeg kunne svømme – heldigvis…
15. november 2006 kl. 11:26
Min egen svømmeundervisning var betydeligt rarere – men nu hjalp det sikkert ogsÃ¥, at min far var/er svømmelærer :-)
Mht det meditative kan jeg kun være enig. Jeg kan så kun tilføje, at jeg har det lidt på samme måde med at løbe, i det mindste når jeg er en smule i form: Hjernen slår fra, og man kører på en form for automatpilot, hvilket er utroligt afstressende og kan være meget inspirerende. Nye tanker og gode idéer har det med at krible frem, når man er færdig.
15. november 2006 kl. 11:29
Afdøde Hans-Jørgen Nielsen skrev et godt essay om lige præcis den oplevelse, hvor hjerne og krop bliver et… Vender tilbage, nÃ¥r jeg har fundet det…
15. november 2006 kl. 18:57
Der ud over har Niels Kayser Nielsen og Johs. Nørregaard Frandsen skrevet en glimrende analyse af Svømmebadet Spanien. Så vidt jeg husker er det en analyse af krops-institutionalisering, -iscenesættelse og -irammesættelse. Den kan findes i Den Jyske Historiker, men jeg husker ikke længere hvilket nummer.
16. november 2006 kl. 12:22
@Jens A: Måske tænker du på Niels Kayser Nielsen og Johs. Nørregaard Frandsen Bad i Spanien. Om funktionalisme og kropskultur i Aarhus i 30erne (1991)
16. november 2006 kl. 13:40
Ja lige præcis den. Især husker jeg, at d´herrer analyserer sig frem til, at svømmebadet er så stilrent, at det ikke inviterer kroppen indenfor til at bryde harmonien.
16. november 2006 kl. 14:53
VÃ¥d Zen – ja, det er præcis sÃ¥dan det føles! Et sted efter de første 6-800 meter er den der…