Beatcookies… mere nostalgi fra dengang
20. oktober 2008
På biblioteket lånte jeg også udgivelsen Danish BeatCookies nr. 4. Serien med Beat-småkagerne fra det lille pladeforlag Frost Records omfatter ca. seks stykker, der alle dokumenterer, hvad der foregik i lokalområderne i tresserne.
På ovenstående cd møder man først københavnergruppen Lost & Found (tidl. The Lions), som jeg godt kan huske fra popbladene dengang, og som var aktive fra 1967-69 og havde relativ stor succes med flere singleplader på samvittigheden. året 1967 var også det år, hvor soulbølgen ramte Danmark. Peter Belli forsøgte sig med Seven Sounds og Rock Nalle og The Big Sound havde succes med “In The Midnight Hour”.
På Sjælland dannedes Decent People, der forsøgte at lægge sig efter amerikanske instrumentale soulbands som Booker T & MGs, Barkays og Mar-Kays. De fik englænderen Roy St. John Forster med på sang og kaldte sig så Roy & Descent People. I covernoterne kan man læse, at bandet havde stor succes på Sjælland og i de svenske folkeparker. Jackson Garden er et andet soulorienteret band fra dengang. Jackson Garden spillede flere stilarter, men her er Odense-bandet repræsenteret med to soulnumre, Marvis Gayes “My Girl” og “Knock on Wood” (Eddie Floyd).
Endelig er der også tre mere eller mindre glemte bands med på cd’en: Coins fra Jylland, der spiller en meget fin, psykedelisk inspireret, selvskrevet sang med titlen “Sadness”. En lille perle, der næsten var glemt og, efter min mening, er hele cd’en værd. Dernæst er der Master Joseph & Disciples fra århus. En sølle singleplade fik de indspillet, men de blev lokale helte i Jylland, hvor de indtog popklubber, mælkepopper, skolefester og tivolier. De fire sjældne optagelser fra øvelokalet lader en forstå, hvorfor de var efterspurgte. Solide coverversioner af R&B-klassikere og en enkelt fin selvskreven sang (af Ole Berg) “Bad Guy”. Rosinen i pølseenden er Drys, der blev dannet i Bagsværd i 1967 af nogle meget unge (14-16 årige) musikglade mennesker, der var stærkt inspireret af den syrede musik fra USA, Hendrix, Steppenwolf, Love osv. Dengang kunne Drys primært opleves i Københavnsområdet. Nu kan man så høre dem folde deres flippede musik ud på cd… Og det er en sjov og syret oplevelse.
Jeg vil prøve at fremskaffe nogle flere af disse udgivelser på biblioteket. Det er virkelig sjovt at lytte til. Og der er forbavsende meget kvalitet i disse optagelser… Og tak til Frost og de andre, der redder stumperne fra glemslen.
20. oktober 2008 kl. 19:54
Frost, er det Peter Frost fra “Yong Flowers” eller “Bifrost” eller hvad det nu var, han kaldte sit “Eric Clapton, we can too!” band? Fresh Cream var “pænere” og tidligere end Hendrix, ikke?
21. oktober 2008 kl. 09:51
@Donald: Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det hedder sÃ¥dan. Af hjemmesiden fÃ¥r man kun at vide, at der er en Thomas Gjurup og en “Leif” involveret.