Erindring: knallerterne

7. november 2008

Her i nabolaget møder jeg nu og da nogle unge drenge, der fræser rundt pÃ¥ nymodens tohjulede, motoriserede køretøjer. EU-scootere og hvad ved jeg. De er som oftes to eller tre pÃ¥ maskinen. Nogle gange er det en ung mand med en pige bagpÃ¥. PÃ¥ det punkt har verden ikke ændret sig en tøddel. Og nÃ¥r man sÃ¥dan gÃ¥r rundt og er ved at blive kørt ned – for selvfølgelig er de unge trafikanter fløjtende ligeglade med færdselsregler og almindelige hensyn – sÃ¥ er det, man mindes sin egen korte karriere som knallerist. Dengang, man en kort tid var grebet af fartdjævlen, og hormoner og ego styrede det hele. PÃ¥ det punkt har verden heller ikke ændret sig.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg måtte plage min gamle far for at få en knallert. Egentlig havde jeg slet ikke brug for den. Jeg havde en god, lysegrå SCO-cykel, og der var højst fem minutter til skolen. Men alle de andre havde en. Og selv min bedste kammerat havde fået lokket en gammel NSU ud af sin far.
I første omgang fik jeg sÃ¥ allernÃ¥digst lov til at overtage – dvs. lÃ¥ne – min fars gamle knallert med vridegear.

Den bar mærket Swell og lignede meget den her afbildede SCO autocykel. Den var sort, havde en drÃ¥beformet tank, en bred gummisaddel og baggagebærer. Det bedste ved den var, at den larmede ad h…… til og ikke respekterede den øvre hastighedsgrænse. NÃ¥r den først var kommet op i omdrejninger, kørte den hurtigere og hurtigere. Engang kørte jeg fra Nordby til Sønderho sammen med kammeraterne – og kom frem længe før de andre. Jeg kunne nÃ¥ at købe og spise en is, inden de nÃ¥ede frem. Ulempen var, at motoren blev ekstremt varm. Det forreste stykke af udstødningsrøret blev hvidglødende, og pÃ¥ et tidspunkt knækkede de helt af, fordi det var brændt igennem lige ved motoren. Da maskinen ikke længere stod til at redde – uden at der skulle investeres mange penge i den, forbarmede min far sig over mig og købte en Tomos Super med hele to gear til mig. Puch var ellers state of the art, men for mig var det en sort Tomos med twinsæde, der var sagen. Det var en lækker sag, men hurtig var den ikke. I hvert fald ikke, før der blev foretaget visse “tekniske ændringer” pÃ¥ den… I to Ã¥r var den min gode ven, men sÃ¥ kom kørekortet ind i billedet. Og med det forsvandt interessen for knallerter. Den endte sine dage pÃ¥ en spejderauktion nogle Ã¥r senere og er mÃ¥ske blevet en anden ejers transportmiddel.

Danske knallerter

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

5 kommentarer

  1. Kenni kommentarer:

    Den gang havde jeg en knald rød puch maxi.

    Jeg følte mig en smule sej, når man på den høje bakke, der skulle forceres hjem fra skole kunne trække hurtigt fra de andre kammerater, som kørte på deres almindelige cykel med rugbrødsmotor og man derfor kom hurtigere hjem til sig selv. Den var dog ikke tunet, så når de andre knallerter kom susende forbi en blev man den lille igen.

  2. capac kommentarer:

    Rød Puch Maxi – en klassiker en generation senere…

  3. Uffe kommentarer:

    En sort Puch – ikke Maxi, men den der ligner Tomos’en. Havde den hele tre mÃ¥neder før den blev stjÃ¥let …

  4. capac kommentarer:

    @Uffe: Ja, Puch’en og Tomosen var konkurrenter. SÃ¥ vidt jeg husker havde Puch’en et sjovt lille udstødningsrør, hvorimod Tomosens var lang og blank (og rustede hurtigt)…

  5. Uffe kommentarer:

    Det er rigtigt – det havde jeg glemt :-)

Skriv en kommentar

2.052 har læst indlægget
13,662