En (politisk) misantrop taler ud…

8. november 2008

Man har ikke andre at stole pÃ¥ end sig selv og – hvis man er usædvanlig heldig – sin nærmeste familie og en enkelt ven‘. Nærværende citat stammer fra Claes Kastholms kommentar til Obama-valget og George W. Bush-eftermælet i dagens Berlinger. Udsagnet gælder den lære, man (som politiker) kan drage af mediernes dom over George W. Bushs regeringsperiode, der har efterladt ham som den mest upopulære præsident i mands mind. To udsigtsløse krige, et smadret økonomi, en finanskrise af dimensioner, en perspektivløs klimapolitik er blandt de “resultater”, som Bush giver videre til sin efterfølger. Men Kastholms udsagn gÃ¥r dybere endnu. Det gælder menneskeheden som sÃ¥dan. Hos Kastholm glider fornuftbundet skepsis over i grundfæstet misantropi.

Den aura af hÃ¥b, der har bredt sig omkring Barrack Obama og har afsat sig hos mange amerikanere – og ikke-amerikanerne – som en ny optimisme med hensyn til fremtiden  diagnosticeres som effekten af en politisk forførelse. Kastholm skriver:

Jeg kunne ønske, at en vaks dokumentarfilmmand lavede en sammenklipning af de nærbilleder af de henrykte masser i Chicago, vi sÃ¥ pÃ¥ CNN tirsdag nat, og de mange filmoptagelser der findes af Hitlers møder med de jublende masser i naziregimets første Ã¥r. Synet giver stof til eftertanke. Det er de samme ansigter, det samme henførte blik, de samme smil gennem tÃ¥rer. Man mÃ¥ selvfølgelig skelne mellem den bevægelse, man ser i ansigterne pÃ¥ sorte amerikanere, de har jo en ægte grund til at være bevægede, og de salighedstÃ¥rer, der strømmer fra alle mulige andre. Der er en hjemløs religiøs længsel pÃ¥ spil“.

Hér knækker filmen, hér springer kæden helt af for Kastholm. En sammenligning mellem de iscenesatte (Riefenstal!), jublende masser i den nazistiske selvfremstilling og -forherligelse og billederne af bevægede amerikanerne, der efter nogle tunge Ã¥r med Bush-administrationen omsider fÃ¥r grund til at hÃ¥be pÃ¥ en forandring handler først og fremmest om Kastholms eget kulsorte syn pÃ¥ politik og politikere i særdeles og mennesker i almenhed. Hvad religiøst skulle der være i, at almindelige amerikanerne – eller europæere – giver følelsesmæssigt udtryk for et hÃ¥b om en bedre fremtid? Om forandring til noget bedre?


Selv om man selvfølgelig kan være skeptisk med hensyn til Obamas muligheder for at skabe store og vedvarende forandringer i det amerikanske samfund, så betyder det ikke, at man skal lade håbet drukne i sort misantropi. Der var også mange, der ikke troede på, at Berlinmuren nogensinde ville forsvinde. Men det gjorde den så let som ingenting, fordi nogle mennesker havde et håb om noget bedre og andet end det bestående.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

378 har læst indlægget
14,214