Musik på nettet – en kort status
6. januar 2009I det forgangne år har vi her i bloggen forsøgt at følge med i udviklingen på det betrængte musikområde. Og i følge de seneste oplysninger fortsætter tendensen fra de foregående år. Salget af cd’er er faldet. Salget af mp3-filer er steget, men ikke så meget, at det kan kompensere for cd-faldet. Og den illegale fildeling fortsætter ufortrødent.
I USA har musikindustrien besluttet at ændre strategi. Man vil ikke længere jagte individuelle pirater. Det er juridisk omstændeligt og meget omkostningsfuldt. Faktisk giver det underskud at gøre det. I stedet vil man arbejde for at pålægge internetudbyderne ansvaret for at holde kontrol med, hvad folk downloader. Og – hvis det sker – afbryde folks internetforbindelse.
Strategien er ikke ny. Den har allerede – og er – til debat i Europa. Frankrig var lige ved at gennemføre en såkaldt three-strike-model (tre lovbrud og så hægtes du af nettet!), men EU-kommissionen kom på tværs. For nettet handler jo ikke kun om ulovlig fildeling, men først og fremmest er det et kommunikationsværktøj, som ingen kan undvære nu til dags. Større og større dele af den offentlige kommunikation sker via nettet. Derfor er det også uheldigt at koble borgerne af. Internetudbyderne er også imod, for det stiller dem i en pinlig, ubehagelig situation over for de kunder, de har.
Hvad så? Musikindustrien har jo ret i, at internetudbyderne er placeret centralt i forhold til problemerne vedr. ulovlig downloading af musik og andet (film, bøger osv.). I forvejen betaler vi jo en medielicens, dvs. vi betaler for retten til at bruge internettet medialt. Vi betaler også for at få leveret tv-kanaler, hvis vi ønsker det. Enten via kabel eller parabol. Kunne man forestille sig, at internetbrugerne på samme måde betalte en slags “forbrugsafgift” for fri brug af nettet? Så kunne de fildelte slås om pengene bagefter? Og brugerne frit downloade, hvad de ville.I hvert fald tror jeg, at vejen til en løsning ikke går gennem kriminalisering af millioner af internetbrugere, men derimod gennem konstruktive løsninger, der både tilgodeser kunstneres og ophavsmænds rettigheder og internetbrugernes frihed.
6. januar 2009 kl. 20:16
Medielicens, downloadingslicens, og hver-mand-sin-bil, og 179 folketingsmedlemmer med hver sin dagsorden—- den er sgu’ette nem. Og industrien vil have forureningslicens, og Borgeligt Centrum kan ikke lide Big Mother. Heller ikke, hvis hun hed Theresa?
7. januar 2009 kl. 00:19
@AagePK: Nej, nemt er det bestemt ikke.