Brun sovs
19. december 2006Som småbørnsfader i en længere årrække har jeg gjort mig en iagttagelse, som jeg gerne vil dele med bloggens læsere, fordi den er værd at tænke over. Iagttagelsen går i sin enkelhed ud på, at småbørn – i min erfaring – godt kan lide almindelige danske middagsretter som hakkebøf med bløde løg og brun sovs, medisterpølse med hvide kartofler, brun sovs etc., gammeldags oksesteg med brun sovs m. fl. Når jeg nævner det, så er der fordi den brune sovs er dukket op i blogland her og hisset, og ofte med en undertone af, at det er noget ulødigt osv.
Så er det, jeg spørger mig selv, hvorfor mange børn får lys i øjnene ved synet af steg, kartofler og brun sovs? Jeg tror, at svaret er enkelt: Det smager godt (når det er veltillavet, vel at mærke…)! Over for børn og deres smagsløg kan man ikke snyde. Hvis de skal vælge mellem råkostsalaten af hvidkål, gulerødder etc. og en dansk middagsret med brun sovs, så vælger de det, der smager bedst. Generelt talt. Fordi mad ikke kun drejer sig om sundhed, men om smagsoplevelser, nydelse og andre fordømte følelser.
Der er ingen tvivl om, at den brune sovs gennem de sidste årtier har været skydeskive og syndebuk i den højere franske madlavnings æstetik og i den generaliserede sundhedstænknings besættelse af madkulturen. Den brune sovs har været ærkeskurken. Indbegrebet af alt, der var smagsløshed (i mere end en forstand) og usund levevis.
Men jeg mener, at det er en misforståelse. Selvfølgelig skal man ikke spise sovs i spandevis. Det er et smagsoptimerende tilbehør. Og lavet på den rette facon med styr på fedtprocenten, så er det en uomgængelig ingrediens i traditionelle danske retter. Selvfølgelig kan man lave alternativer, men så bevæger man sig bort fra traditionerne.
Som Uffe skriver i en kommentar, så tilhører nogle af os en generation, der “blev overhældt med brun sovs”, og det er rigtigt, og ikke altid var det godt. Men nogle gange var det endog særdeles vellykket. Brun sauce.
Meget apropos, så læs Pave-Lars’ indlæg om upoetisk mad, der bygger på Århus Universitets alumneskrifts seneste udgave, der handler om mad (og som jeg også havde i tankerne, da jeg nedfældede ovenstående ordrække…)
19. december 2006 kl. 15:37
de mere begavede kostfolk ved jo godt at problemet ikke er kosten, men den manglende, efterfølgende motion eller den kendsgerning, at folk spiser som om de skulle arbejde hårdt fysisk otte timer hver dag…
jeg er så inderligt træt af den hellighed omkring rigtigt eller forkert når det kommer til indtagelsen af madvarer… det er også min erfaring, at folk spiser det de har lyst til, så det var måske der man skulle starte i stedet for at prøve at lokke dem til at spise noget de ikke har lyst til…
men min yngste har nu altid været lidt underlig – siden hun selv blev i stand til at køre maden ind, har hun stort set været altædende: feta, oliven, chilli (dejlig stærkt far!), muslinger, bulgur, brunede kartofler og brun sovs – you name it… det var et helt lille show at have hende med ude at spise – jeg mindes en thai-restaurant hvor det meste af personalet efterhånden stod og så på…
19. december 2006 kl. 15:44
@Klaus: Ja, det handler om lyst og appetit (og om at bevæge sig…). Din yngstes appetit på bordets glæder siger det jo med al tydelighed!