Gustav Winckler – musik fra skammekrogen…

22. december 2006

På vej gennem det århusianske indkøbsmekka, Bruuns Galleri, slog jeg et smut forbi DSBs billetsalg for at tage et eksemplar af Ud & Se, DSBs månedsmagasin. Jeg har vist nævnt det før, for det er et udmærket magasin med seriøst læsestof. Denne gang var det især portrættet af den gamle entertainer Peter Belli.

Peter Belli er cool. Man kan godt mærke, at han har været undervejs i musikbranchen i henved 50 Ã¥r. En mand, der drikker Four Roses med cola, skal man ikke kimse ad. Og da han undervejs i interviewet klandrer den unge journalist for dÃ¥rlig research (næsten det værste, man kan beskylde en seriøs journalist for), sÃ¥ mærker man, at han ikke tager let pÃ¥ tingene. Han er pÃ¥ arbejde og forventer, at jounalistspiren er lige sÃ¥ velforberedt, som han selv er. Kritikken gjaldt Peter Bellis famøse “Teddybjørn”, en sang, der kræver mere end almindelig sans for sentimentalitet at sluge. Men Belli stÃ¥r ved den. Lige som han stÃ¥r ved alt andet, han har lavet. TV-bingo, dansktop, hashrygning osv. Han fortryder ingenting. En mand af en vis integritet.

Selv foretrækker jeg bestemt pigtrÃ¥ds-Belli. Dengang han i tresserne – sammen med Les Rivals – trykkede den af pÃ¥ Hit-House, Le Carouselle og andre spillesteder. Uslebet, pÃ¥ dÃ¥rligt engelsk, men med en kant i musikken, som man skal lede længe efter i dagens rock.

Belli minder mig lidt om en anden dansk kunstner, nemlig Gustav Winckler. Som barn af Giro-413-generationen havde jeg længe en anstrengt forhold til den trinde sanger. Den gamle Gartner, Hvide mÃ¥ge og et par stykker gjorde min barndoms søndag eftermiddage ekstra lange at komme igennem. Men med alderen gik det op for mig, at der her ogsÃ¥ var tale om et sangtalent, der blev (mis)brugt til dansktopmusik og “folkelig underholdning”. En crooner, der sagtens kunne mÃ¥le sig med de amerikanske pendanter som Bing Crosby, Dean Martin, Perry Como m.fl. MÃ¥ske med undtagelse af Frank Signalhorn…

En dag for snart længe siden faldt jeg i den lokale OBS! over en dobbeltcd med titlen Hans største hits til et sÃ¥ latterligt lille beløb, at jeg ikke kunne lade være med at smide den op i indkøbskurven. PÃ¥ forsiden ser man Gustav med jakkesæt og charmepropel, venligt smilende. Billedet er signeret. Det ligner – nej, det er – et familiefoto. Det kunne lige sÃ¥ vel stÃ¥ pÃ¥ dækketøjsskabet.

Lægger man øre til musikken, der er et gennemsnit af mandens produktion, vil man opleve, at han er en rigtig god sanger. Især i de oplagte crooner-hits som fx Gem Et Lille Smil (Everybody Loves Somebody), BlÃ¥ Roser til en Blond Pige (Red Roses for a blue Lady) m.fl. NÃ¥r man nhører de sange, glemmer man alt om “Salami”, Bent Werther-duetter osv.

 

Gustav Winckler

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

951 har læst indlægget
12,130