Et DR-klokkefår: Adam Holm

23. januar 2009

Det kimer i klokker. Etiske klokker. DR-Dead-line-journalisten Adam Holm har fÃ¥et DRs interne etiske klokker til at bimle og bamle, fordi han har overtrÃ¥dt disse regler ved at publicere en kronik i dagbladet Politiken, hvor han – uden pÃ¥ forhÃ¥nd af have fÃ¥et lov at sin chef, Olav Skaaning Andersen (heri bestÃ¥r den egentlige klokkerene brøler) – tillader sig at diskutere ensidigheden i mediernes dækning af Gaza-konflikten.

Et eksempel. Efter at have diskuteret og problematiseret Israels motiver for at gÃ¥ ind i Gaza med voldsom styrke, skriver Holm: “Sagen er den, at det udelukkende er de israelske motiver, der mistænkeliggøres. De palæstinensere, der affyrer raketter mod civile mÃ¥l i Israel, er de ikke skyldige i intentionen om at ville dræbe andre mennesker? Endda ud fra et chauvinistisk grundlag; det er jo bare jøder! I min ordbog er det udtryk for paternalisme af værste skuffe, iblandet imperialismetankens simple modstilling mellem offer og bøddel, undertrykker og undertrykt, at slÃ¥ det hen som legitim nødværge.”


Det interessante ved Holms kronik – i sammenligning med mange af de andre indlæg, der har været i debatten – er, at den tillader sig at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved de indgroede skemaer og fordomme, som vi tænker denne konflikt i. Fx venstrefløjens gamle trosætning om, at ‘et undertrykt folk altid har ret’. Eller visse borgerlige kommentatorers refleksive griben tilbage til jødernes tragiske historie. Ganske vist nævner Holm den ikke venstrefløjens trosætning ved navn, men det er denne tankegang, han sigter til i ovenstÃ¥ende citat.

Det kan godt være, at palæstinenserne er et lille undertrykt folk, og det kan godt være, at Hamas er blevet valgt ved et demokratisk valg – men berettiger det Hamas’ folk til at skyde raketter ind i den israelske civilbefolkning? Det kan godt være, at Israel har en stats ret til at forsvare sine borger – men berettiger det dem til at fare frem med stÃ¥ stor voldsomhed og tilsidesætte internationale konventioner m.m.? Det er den slags ubehagelig spørgsmÃ¥l, Holm rejser.

Holms kronik udmærker sig ved ikke sÃ¥ meget at tage parti for en af parterne som at stille spørgsmÃ¥l til de udenforstÃ¥endes – altsÃ¥ vores – tænkning og holdning til konflikten ud fra en formening om, at vi burde være de første til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, nÃ¥r det gælder om at holde mÃ¥let for øje: fred og sameksistens mellem to folk. Holm peger ogsÃ¥ pÃ¥ endemÃ¥let: en tostatsløsning. Uden at give noget forenklet bud pÃ¥, hvordan det nÃ¥s.


Men, for mig, er der ingen tvivl om, at det ville hjælpe gevaldigt på processen, hvis vi, de udenforstående, i stedet for blot at give vores sympati og anti-pati til kende, holdt fast i, at begge parter har en forpligtelse på at arbejde hen mod en fredelig løsning. Vi redder ikke et eneste menneskeliv, vi forhindrer ikke lidelsen, vi fjerner ikke de stadige angst ved blot at lufte vores sympati for den ene af parterne.


For min part, så vil jeg fremover holde min sympati for mig selv og forsøge at holde fast i dette perspektiv.


Lad bare klokkerne bimle og bamle i hovedet pÃ¥ Holms chef, den tidl. doping-ghostbuster m-m. Olav Skaaning Andersen. For det er en vigtig og relevant kronik, Holm har begÃ¥et. Formelt set er det i orden med en tjenstlig skideballe, men hvis jeg var chefen ville jeg nok være lidt tilfreds alligevel…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

918 har læst indlægget
14,280