The Pink Panther
3. januar 2007
Fruen, der lige som blogbestyreren er en stor fan af Peter Sellers’ Pink Panther-film (m.m.), havde hjembragt den sidste film i serien, der blot hedder The Pink Panther og har den amerikanske skuespiller Steve Martin i hovedrollen som den umulige og umådeligt heldige franske politiinspektør Clouseau.
De originale Sellers-film står og falder med især Peter Sellers præstation, men også et par af birollerne (fx Dreyfus-figuren i Herbert Loms skikkelse, den kinesiske tjener og Clouseaus højre hånd i politiet), og de første to-tre stykker er de bedste.
Den nye versionering er intet mindre end en skuffelse. Instruktionen ved Shawn Levy mangler helt handværkeren Blake Edwards musikalitet i de slapstick-lignende optrin.
Jean Reno i rollen som Clouseaus hjælper ser måbende ud, som om han ikke ved, hvad han skal stille op med sin umulige rolle. Den amr. sangstjerne Beonce Knowles er køn, og det er, hvad hun bidrager med. Kevin Kleine er fortabt i rollen som Dreyfus og mangler fuldstændig dennes koleriske udstråling og vanvid, der er brændstof for de oprindelige films plot. Og Steve Martin, der ellers har leveret sjove film som fx Planes, Trains and Automobiles (da. Røvtur på 1. klasse) er ganske enkelt umorsom. Og hvad er værre for en komiker?
Martin har også været med til at skrive manus, og det er han heller ikke sluppet godt fra. Der er gode ideer i manus, fx at lade en stor metalglobus rive sig løs og rulle ned ad en trappe og fortsætte med at rulle i filmen, med realiseringen af komiske optrin er enten decideret umorsomme eller så mekaniske, umusikalske og tempoforladte, at man kun trækker på smilebåndet af ren høflighed. Det værste er næsten, at Martins meget begrænsede komiker- og skuespillertalent stilles tåkrummende til skue i flere optrin. Fx i en scene, hvor han skal øve sig i amerikanske udtale (!) sammen med en talepædagog. En amerikaner, der spiller en fransk politimand, der skal have problemer med at tale amerikansk. En for stor mundfuld for Martin, der end ikke kan tillægge sig en ordentlig fransk accent. Her afsløres det også indirekte, hvilket format Peter Sellers havde…
For at føje spot til spe, så lever end ikke de små intro-tegnefilm med den lyserøde panter og Clouseau op til tidligere tiders høje standard. De var i sig selv en oplevelse på linje med James Bond-introerne. Men i den nye film er de blot en bleg afglans af forne tiders opfindsomhed og musikalske drive.
Alt i alt en stor skuffelse, som bloggens læsere ikke bør investere i – i hvert fald først, når den kommer ned i tilbudskassen til 25 kr. eller derunder…
Næh, jeg skulle have set Deadwood i stedet – og det kan jeg heldigvis nå.
