Casino Royal – James Bond

11. januar 2007

James Bond med de obligatoriske sild
I gÃ¥r var sÃ¥ dagen, hvor Fruen mente, at det var pÃ¥ tide at fÃ¥ set den seneste James Bond-film. Fruen er en nemlig en stor fan af James Bond, og hendes favorit er Timothy Dalton. Min har altid være Sean Connery – og det har vi haft meget sjov ud af at diskutere…
007-filmene er ren underholdning, og man skal ikke tage dem for mere. Anmeldernes mange forsøg pÃ¥ at læse tidsÃ¥nden ind i dem (post-koldkrig osv.) har altid forekommet mig lidt hÃ¥rtrukne. Selvfølgelig er Bond-filmene farvet af deres tid, men deres egenart kommer af en fiktiv skabelon, der bestÃ¥r en række invariable størrelser: skurkene/heltene, finurlige actionsscener med indbygget State-of-the-Art-teknologi, bestemte karakterer (fx “M”), en titelsang af en af tidens hotte navne, kendingsmelodien, den obligatoriske intro med pistolmundingen, mere eller mindre bare piger og grafisk opfindsomhed, en hÃ¥ndfuld smukke kvinder, der ofte blot har været staffage, men efter kvindefrigørelsen i halvfjerdserne har fÃ¥et en mere aktiv rolle osv. Om skurkene er de fæle kommunistiske russere, kinesere, terrorister er for sÃ¥ vidt underordnet. Det skal blot garantere det minimum af sandsynlighed, som filmene i øvrigt ikke tager sÃ¥ højtideligt. Bondfilmene er et underholdningsprodukt, en vare, som man næsten kan deklarere pÃ¥ forhÃ¥nd.
Filmenes holdbarhed afhænger meget af skuespillernes præstationer og plottets soliditet. De ældre actionscener kan være tåkrummende morsomme, men det tager man gerne med, hvis ellers hovedpersonen spiller godt, og historien er godt konstrueret. I de seneste par film med Pierce Brosnan, som aldrig rigtig har været min kop te, synes jeg, at filmene har lidt af en diffus præmis og et fortænkt plot. Som Fruen udtrykte det, efter af vi havde set den seneste for anden gang: Jeg må nok hellere se den igen, for jeg fik ikke helt fat i, hvad det drejede sig om. Og Fruen er ikke dum, skal jeg hilse at sige!
Bevares Brosnan-filmene er flotte. Actionscenerne tærskedyre og imponerende. Men actionsceners betydning afgøres af handlingsforløbet. De er ikke noget i sig selv. De skal skrives meningsfuldt ind i historien. Det var det, der var med til at gøre Bourne-filmene til nogle af de bedste agent-film, der er blevet lavet inden for de sidste ti år: At effekterne var indordnet i og underordnet fortællingen.
Hvad så med den nye Bond-film, vil man så spørge? Jeg havde hørt og set forskræp til filmen, blandt andet, at den skulle være et forsøg på at forny genren. Og filmen er da også en positiv oplevelse.
Allerede under introen, hvor grafikken er radikalt anderledes (blandt andet med fraktaler!) fornemmer man, at der skal lægges afstand til de foregående. Valget af Daniel Craig til James Bond har været diskuteret heftigt, men jeg synes, at det er et godt valg. Han er en helt anden type end de foregående engelske gentlemen. Det meste af den dunst af overklasseengelsk arrogance og selvhøjtidelighed, der hang over Roger More og Pierce Brosnan, er forduftet, til fordel for fokusering på en muskuløs, stærkt individualistisk he-man-type. En fighter, der går i et med sin funktion. En agent-maskine, der gør, hvad den forventes at gøre, men også har et hjerte, der for en kort bemærkning blottes i filmen og derved garanterer mandens menneskelighed. I en af filmens centrale scener ser man Bond og den kvindelige hovedperson analysere hinanden med velturnerede replikker. I denne scene får man præsenteret Bond-figuren som en person, der nærmest ingen fortid har og som er effektiv, næsten følelsesløs og intelligent. Er han forældreløs, som kvinden påstår? Det forbliver ubesvaret. I den scene skæres Bond-figuren til som en type, der kun har et minimum af fortid og den håndfuld kvaliteter, der skal til for at udgøre en moderne actionhelt.
Den nye Bond-figur er ikke “pæn” som Brosnan. Der er mere mand over ham (jeg forstÃ¥r godt damernes begejstring..). Og sÃ¥ er han en god skuespiller, der forstÃ¥r at økonomisere med de begrænsede midler, der ligger i rollen.
Medens vi er ved skuespilleriet, sÃ¥ har Mads Mikkelsens skurk været meget omtalt i vores egen lille andedam, og han passer da ogsÃ¥ som Hans i Grete til rollen som det mutte skakgeni og matematiske kriminelle vidunder. Men ogsÃ¥ Jesper Christensen, der spiller en mindre, men vigtig, rolle er værd at nævne for sit uimponerede spil som superskurken Mr. White (som vi nok fÃ¥r mere at se til i næste episode…). Og sÃ¥ vil jeg gerne fremhæve Dame Judy Dench, der er intet mindre end et fund til rollen som “M”. Jeg forstÃ¥r godt, at Craig har udtalt sig ganske forelsket om Dench. Hun har virkelig klasse som skuespiller. Craigs smukke kvindelige modstykke, Vesper Lynd, spillet af Eva Green, er ogsÃ¥ god, men heller ikke mere. Her kunne jeg godt have tænkt mig en med større skuespillerpotentiale, der kunne have fÃ¥et gnisterne til at springe lystigere i kønskampen… Ellers er filmen godt besat pÃ¥ birollerne.
Denne gang er det så omsider lykkes at få etableret et velfungerende plot, hvor tilskuerne ikke bliver koblet uhjælpeligt af, blot fordi de skal have et stykke slik fra celofanposen. Et enkelt, godt konstrueret plot.
Filmen varer ca. 2 ½ time – og det er lang tid for en actionfilm. Men jeg følte ikke en eneste gang trang til at kigge pÃ¥ mit ur (det plejer at være et indiskutabel tegn pÃ¥, at en film er for lang…). Med velplacerede pauser i filmen gÃ¥r det over stok og sten i et hæsblæsende tempo. Og actionscenerne er forfriskende anderledes end i de foregÃ¥ende film. Ganske vist fÃ¥r vi de obligatoriske nu-ødelægger-vi-biler-og-smadrer-inventar-osv-scener, men ikke kun. Den første længere actionscene, der aspirerer til at være filmens allerbedste, foregÃ¥r til fods. Og der noget ved sÃ¥danne helten-efter-skurken scener i løb. MÃ¥ske fordi det er nemt at identificere sig. Fermt klippet og sindrigt udtænkt – og mÃ¥ske en kende utroværdig (men det hører jo med til Bond-filmenes univers…).

Apropos. Titelmelodien er desværre temmelig anonym. Der er langt til fortidens klassiske hits. Det er ikke Ã¥rgangs-Bond-hit. Og sÃ¥ er det sjovt at lægge mærke til at kendingsmelodien først rigtig dukker op til slut ved rulleteksten. Som en forsinket blÃ¥stempling af filmen som Bond-film. Den første af en ny række af Bond-film. For til forskel fra de foregÃ¥ende, sÃ¥ lægger denne film nemlig tydeligvis op til en fortsættelse. Filmen slutter ikke der, hvor Bond ligger i armene pÃ¥ en ung, smuk ungmø, men i en situation, der er svanger med dramatik. Og det er ogsÃ¥ en nyskabelse…
Bond-filmene, der ofte er blevet afskrevet som anakronistiske misforstÃ¥elser, har med den nye film fÃ¥et nyt liv, og det skal blive interessant at se, hvad det næste kapitel har at byde pÃ¥. Den nye Bond-film lægger i det hele taget afstand til de foregÃ¥ende pÃ¥ flere mÃ¥der, blandt andet ved at nedtone den teknologifiksering, der ofte var i de foregÃ¥ende, personificeret ved figuren Q, der i udvalgte scener var 007-seriens svar pÃ¥ Georg Gearløs. Q og hans rolle er væk, og dermed den tekno-fremskridtsdyrkelse, der tilhørte det 20. Ã¥rhundrede. MÃ¥ske er det meget betegnende for den nye trend, at de mest bemærkelsesværdige teknologiske indslag vedrører mobiltelefoni og internet… Som en finurlig understregning af dette teknologi-aspekt – og som en fin allusion til hele Bond-mytologien – ser man den nye James Bond vinde en ældre Aston Martin som pokergevinst. SÃ¥ledes distancerer filmen sig fra fortiden – og knytter stærke bÃ¥nd. Eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: SÃ¥ledes videreføres traditionen.

Hermed anbefalet til en biftur med eller uden vedhæng.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. Carsten kommentarer:

    jeg m̴ hellere se at komme afsted s̴ Рinden den bliver taget af plakaten.

  2. capac kommentarer:

    @Carsten: Det var netop Fruens argument i gÃ¥r…

  3. Carsten kommentarer:

    Klog kvinde.

  4. Tina - omme i London kommentarer:

    Altsaa, nu maa jeg jo aerligt indroemme at jeg hovedsageligt saa “Casino Royale” pga af savlevaerdien af Daniel Craig, men jeg lagde skam ogsaa maerke til historien og jeg synes netop ogsaa at der var lidt mere koed paa historien denne gang.
    Det er lidt sjovt at se Daniel Craig beskrevet som “en helt anden type end de foregÃ¥ende engelske gentlemen” for han er nemlig en meget typisk engelsk gentleman. Den eneste anden engelske Bond so far er Roger Moore.

  5. capac kommentarer:

    @Tina: Ja, netop en anden type gentleman. Det gode ved den nye bond er ogsÃ¥, at dette aspekt nedtones, fx i den scene, hvor hans kvindelige modstykke har anskaffet en skræddersyet smoking til ham (underforstÃ¥et: sÃ¥dan en havde han ikke i forvejen…).

Skriv en kommentar

4.721 har læst indlægget
13,759