Journalistikkens fremtid? Selvmord eller triumf?

25. marts 2009

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begÃ¥et en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier pÃ¥ nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro pÃ¥, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hÃ¥r – og at han tror pÃ¥ journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.


Imidlertid kan der være grund til at være bekymret pÃ¥ forfatterens vegne. For spørgsmÃ¥let, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…


Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe pÃ¥ med, nÃ¥r man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), sÃ¥ er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler pÃ¥, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken pÃ¥ den ene side og de nye webbaserede medier pÃ¥ den anden. Der er ogsÃ¥ tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger ogsÃ¥ en nedladenhed, en arrogant seen ned pÃ¥ de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer pÃ¥ nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og sÃ¥ videre.

Gennem disse citater fÃ¥r man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin stÃ¥r fast pÃ¥ journalistikkens klassiske idealer. Det fremgÃ¥r ogsÃ¥ med al ønskelig tydelighed, nÃ¥r journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.


Men spørgsmÃ¥let er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder pÃ¥ meningsgyderi og nynarcissisme, sÃ¥ byder de ogsÃ¥ pÃ¥ megen velskreven og vidende journalistik. OgsÃ¥ journalistik, der overgÃ¥r, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dÃ¥rlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot pÃ¥ de sÃ¥kaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb pÃ¥ de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmÃ¥let er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?


Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret pÃ¥ en avis eller to. Med smÃ¥ pauser. Og vil fortsætte sÃ¥ længe jeg kan – og sÃ¥ længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, sÃ¥ er jeg ikke sikker pÃ¥, at den gammeldags avis vil bestÃ¥ i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, sÃ¥ tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere pÃ¥ gulvet…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Samuel Rachlin kommentarer:

    Capac,
    Har først lige læst din blog. Med stor interesse. Jeg tror ikke, at vi egentlig står så langt fra hinanden, som du vist gør det til. Jeg skriver, at nogle blogs er blevet fortrinlige journalistiske produkter, og at det stadig er en genre i sin tilblivelse. Men jeg skriver selvfølgelig også om alt det pladder, der bliver hældt ud på nettet. Vi har foreløbig kun set genrens meget spæde stadium. Jeg er også glad for, at webben og bloggerne har brudt de etablerede mediers monopol på spredning af information og viden. Det er godt og sundt. Og endelig pointerer jeg, at vi vil se en konvergens mellem de gamle og nye medier. Jeg kæmper ikke en desperat kamp for at bevare de gamle medier. Mit ærinde er at sikre og bevare den journalistiske kvalitet. Den er truet. Den er faktisk i livsfare. Det stod ikke for godt til i forvejen. I en tid med så meget nonsense i medierne, synes jeg det er ret vigtigt. Jeg tror, at kvalitstsjournalistik sagtens kan overleve på nettet, hvis de gamle medier kan finde en levedygtig forretningsmodel. God journalistik kan sagtens leveres på nettet og eksistere ved siden af blogs og alle mulige andre formater, der måtte komme til i fremtiden. Jeg er i princippet ret ligeglad med, hvordan de journalistiske produkter bliver båret frem og distribueret. Aviserne må blot finde ud af, hvad de er, og hvad de vil og ikke blot springe på toget. Den trykte avis er ikke længere en forudsætning for kvalitetsjournalistik. Det er en illusion at påstå det. Forudsætningen er mennesker og talent. Vi oplever et gigantisk opbrud, der er ved at forvandle, hvad vi har kendt og levet med i århundreder. Kun tåber vil stritte imod eller nægte at tage nettet alvorligt. Hvad Guttenberg i sin tid gjorde for det trykte ord, det har nettet og Google gjort for det trykte ord i dag. Vi er så priviligerede, at vi oplever den proces, og at vi ikke kun er med som iagttagere, men også deltagere. Det er jeg ret glad for. :-)

  2. capac kommentarer:

    @Samuel Rachlin: Tak for din fyldige kommentar. Jeg tror også, at vi langt hen er ret enige om journalistikkens betydning og aktuelle forfald. Vores forskelligheder drejer sig om vurderingen af de nye mediers betydning og forhåbninger om journalistikkens fremtid.
    Jeg tror for det første, at man skal passe vældig meget pÃ¥ med at ned- og undervurdere de nye digitale meider, sÃ¥dan som du – mÃ¥ske utilsigtet – kommer til at gøre i din kronik. Uden at vide noget om, hvor udviklingen vil føre os hen, sÃ¥ er jeg overbevist, at de nye medier – fx de hundretusindvis af weblogs – vil være med til at sætte dagsordenen for journalistikken i fremtiden. Jeg synes allerede, at jeg kan se klare tegn pÃ¥ det pÃ¥ de danske avisers sider – sÃ¥vel de trykte som de digitale.
    Jeg er mÃ¥ske ogsÃ¥ lidt mere skeptisk med hensyn til “kvalitetsjournalistikkens” fremtid, end du er. Og jeg ser ogsÃ¥, at du bevæger dig pÃ¥ dette spørgsmÃ¥l i din kommentar. Jeg tænker pÃ¥, at du her opgiver illusionen om den skrevne avis. Der er allerede meget, der tyder pÃ¥, at den skrevne avis kan gÃ¥ hen og blive et nicheprodukt (hvilket du ogsÃ¥ er inde pÃ¥ i din kronik). Og kvalitetjournalistikken skal finde andre medier at udfolde sig i. Men hvad stiller vi op med den massive kommercialisering? Hvem vil betale for kvalitetsjournalistik, hvis den ikke sælger? Hvordan skal journalisterne dæmme op for overfladiskheden, underholdningskravet osv.?

Skriv en kommentar

2.819 har læst indlægget
14,007