Genhør: Pat Garret and Billy The Kid – Bob Dylan
27. marts 2009
Soundtrack-albummet Pat Garret and Billy The Kid udkom tilbage i 1973. Det år, hvor jeg blev student og drog til Århus for at blive klogere på verden og mig selv. Bob Dylan kendte jeg godt. Men hans kunst var ikke kommet ind under min hud for alvor. Jeg tror, der skulle lidt mere modenhed til. Det kom der de følgende par år. The Hard Way. Og Dylan kom til at fylde pladereolen.
Når man vandrer gennem udddannelsesinstitutionerne lange gange og veje, så kommer man fx ikke uden om Ballad of a thin Man. Min gamle engelsklærer havde allerede forbedt mig på den side af sagen…
Pat Garret and Billy the Kid indlemmede sig selv i samlingen, da den udkom. Det var især den klassiske Dylan-sang “Knocking on Heavens Door”, der gjorde det. Den John Wesley Harding-agtige Billy, der oven i købet går igen tre gange på pladen (Billy 1, 4 og 7) havde jeg glemt eller fortrængt, siden jeg sidst hørte pladen for snart længe siden – selv om det er en fin ballade, som Dylan stadigvæk diverterer med til sine koncerter. Så der har været god grund til at genopfriske den. Og jeg fik den idé, om jeg måske i år skulle genhøre Dylans oeuvre fra ende til anden. Der er jo nok at gå i gang med…
Jeg kan huske af salig Dan Turèll et eller andet sted (en af bøgerne?) fremhævede netop Billy The Kid-pladen som noget særligt i Dylandskabet…
Knocking on Heavens Door – unplugged
27. marts 2009 kl. 16:31
Det er nemlig rigtig. Dan Turell skrev i en begejstret anmeldelse i tidsskriftet MM, at han havde kørt hele vejen op gennem Jylland med pladen i ørene, og at alle i vennekredsen kune lide den og “kunne trække vejret i den som i et rum mens vi kørte fra til by”. Det er en fin, lidt undervurderet plade, og jeg håber at han spiller “Billy” på søndag i Forum, ligsom han gjorde det på turneens åbningsaften forleden.
27. marts 2009 kl. 16:55
@Chrisoffer Henneberg: MM, selvfølgelig. Jeg abonnerede på bladet hele perioden, men solgte det så for en slik. Godt at få den sag på plads. Tak for oplysningen.
28. marts 2009 kl. 02:08
En lille sidehistorie til “Pat Garrett and Billy the Kid.”.
På et outtake fra fillmens soundtrack (har jeg læst) sang Dylan omkvædet en halvfærdig sang, “Rock me mama”. Anyway, for et par år “færdiggjorde” det amerikanske band Old Crow Medicine Show sangen og kaldte den “Wagon Wheel”.
Her er videoen:
http://www.youtube.com/watch?v=O2vJUadjdmo
Jeg kunne lide sangen, og checkede hvem der havde skrevet den, og fandt ud af, at Dylan var medkomponist. Tænkte så: What ? Skriver de her fyre sange sammen med Dylan ? Men det var der jo så en forklaring på …
28. marts 2009 kl. 10:04
@boeufhjerte: Det kan vi lide. Sådanne små sidehistorier. Tak.