Erindringsglimt m.m.: Hans Scherfig

28. marts 2009

Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner pÃ¥ Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forÃ¥r og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrÃ¥lende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og nÃ¥r jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.


Da jeg kom pÃ¥ gymnasiet havde jeg sÃ¥ det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han pÃ¥ det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var ogsÃ¥ kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de sÃ¥kaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de Ã¥r. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og sÃ¥ mente Scherfig, at den pÃ¥gældende jo lige sÃ¥ godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…


Flere Ã¥r senere – pÃ¥ universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge Ã¥r.


For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.


Dermed var appetitten pÃ¥ endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. Gertrud kommentarer:

    Et lille tip – for at gøre det hele komplet. Den smukt illustrerede bog: Hans Scherfig – 1900-1979, red. Carl Erik Bay, Niels Frederiksen og Eigil Søholm. Forlaget Tiden, udg. 1989.

  2. capac kommentarer:

    @Gertrud: Tak, fordi du nævner den. Jeg kan godt huske den.

  3. Thomas kommentarer:

    Arne Hardis-bogen kan jeg stærkt anbefale. Den er meget spændende og grundig.

  4. capac kommentarer:

    @Thomas: Jeg er kommet i gang med den, og den virker sober og grundig.

  5. Donald kommentarer:

    Hvordan ser Tranebøgerne ud idag?

  6. capac kommentarer:

    @Donald: Fx sådan: http://www.saxo.com/dk/series/gyldendals-traneboeger.aspx
    Men det er ikke “rigtige” tranebøger… ;-)

Skriv en kommentar

739 har læst indlægget
13,593