Stranger than Fiction – aftenens film

5. april 2009

Selv en blind høne finder et korn, siger man. Og i gÃ¥r aftes var TV2 hønen, der fandt et filmkorn. Tilfældigvis fik jeg sat mig i sofaen, da filmen “Stranger the Fiction” begyndte. Og jeg blev hængende, selv om jeg egentlig havde andre planer. Og først langt hen i filmen gik det op for mig, at det faktisk var den film, jeg sÃ¥. For jeg havde godt hørt om den. Filmen, der er drejet af den talentfulde Marc Forster (Finding Neverland, Monster’s Ball, Quantum of Solace m.fl.), handler om den kedelige,  tvangsneurotiske, skattemedarbejder, Harold Crick (Will Ferrell), der en dag blive sat pÃ¥ en sag med en ung skatteunddrager og bager, Ane Pascal (Maggie Gyldenhall). Samme dag begynder han at høre en stemme i sit hoved. En kvindestemme, der fortæller begivenhederne i hans liv. PÃ¥ vej fra arbejde stiller han pÃ¥ sit ur, og stemmen fortæller ham, at denne tilfældige handling vil resultere i hans snarlige død.
Dermed er plottet sat. Og Harold kan kaste sig ud i jagten på den indre kvindestemme, som viser sig at være en rigtig forfatterindes stemme. Jagten bliver samtidig en jagt på Harolds eget selv. Han skal finde ud af, hvad han egentlig vil med sit liv. Og så er der selvfølgelig også en kærlighedshistorie, der involverer den dejlige bagerpige med tatovering på den ene overarm.
Filmen er baseret på en fortælling af Chuck Palahniuk (Fight Club) og er også meget litterær i sin tematik. Den leger elegant med forholdet mellem fiktion og virkelighed. Som titlen antyder, så overgår livet ofte fiktionen. Men det går også et skridt videre, idet den også hævder, at fiktion og virkelighed er to sider af samme sag. Fortælling er liv, liv er fortælling. Forenklet sagt.
Ud over Gyldenhall og Ferrell medvirker en veloplagt Dustin Hoffman som litteraturprofessoren, der skal hjælpe Harold. I en mindre rolle ser man Queen Latifa som imposant assistent for forfatterinden, der spilles fremragende af de altid udmærkede Emma Thompson.
Filmen er et godt eksempel på, at underholdning sagtens kan rumme tankegods, som man kan tage med sig samme med overtøjet, når man forlader biografen. Forpligtende underholdning. En intelligent komedie, der rager flere alen over den linde strøm af velproduceret, vitaminfattig Hollywood-fast-food. Anbefales.
OgsÃ¥ soundtracket er værd at nævne. Her finder man fx Wreckless Eric, som jeg næsten havde glemt, med “Whole Wide World”, og Califone, Spoon, Vangelis, The Upsetters, Delta 5 og Maximo Park. Og sÃ¥ The Jam og deres herlige “That’s Entertainment”, som gav mig lyst til at genhøre Jams samlede værker…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. WilliamJansen kommentarer:

    Den virkede alt for fortænkt på mig. Adaptaton eller Synedoche, New York er bedre bud på film med lignende temaer, og en bedre udførelse.

  2. capac kommentarer:

    @WilliamJansen: Man kan godt kalde den fortænkt, men jeg synes den har et – i amerikansk komediesammenhæng – forfriskende anderledes plot. Jeg kender med skam at melde ikke de to andre titler.

Skriv en kommentar

188 har læst indlægget
14,754