Oslo-frokost, madpakker m.m. – et par erindringsglimt

24. januar 2007

Oslo-frokost fra Esbjerg skolevæsen

Ovre hos Anja i Lige her og nu diskuteres der madpakkeri det offentlige rum. Og det gav anledning til et par erindringer af ældre og nyere dato.


I min egen skoletid i halvtredserne og begyndelsen af tresserne kunne man få skolemadpakker. De såkaldte Oslo-frokost-pakker. Begrebet Oslo-Frokost kom fra Norge, hvor man dengang efter krigens slutning mente, at der var flere vitaminer i et koldt måltid end i varm mad. Dengang var det sundhedspolitisk tiltag, der skulle sikre at også de fattigste skoleelever, som der var mange af dengang, kunne få  2-4-6 eller 8 klemmer og en flaske mælk med en kvart liter oven i købet. Det var frit, om man ville være med eller ej. I perioder fik jeg også den madpakke. Jeg husker ikke, om det var efter eget ønske, eller om økonomien derhjemme var så sløj, at det var nødvendigt (det var det nok…). I hvert fald kunne jeg godt lide de madpakker, der var omhyggeligt pakket i kraftigt lysegråt madpakkepapir.

De bestod af rugbrødsmadder med salami, leverpostej m. rødbede, råkostsalt (hvid- og rødkål, gulerødder) med rosiner, æg, sylte med rødbede, “gummiost”, cervelatpølse og rullepølse. Mellem pålægget og brødet var der smurt et lag margarine. Ikke plantemargarine, for det var før den tid…

Når jeg lukker øjnene kan jeg næsten smage madpakken og dens underlæggende margarinesmag endnu. I dag ville jeg nok frabede mig margarinen, men dengang kunne jeg godt lide det.


Min skolemadpakke står for mig på linje med skoletandplejen og tuberkuløseundersøgelsen som et billede på efterkrigsårenes bestræbelser på at højne folkesundheden. Det var en periode, hvor der endnu var rigtig reformvilje blandt politikerne. Esbjerg var dengang en socialdemokratisk kommune, hvor man tænkte skolevæsen og socialpolitik sammen. Man ville noget mere med politiken end blot fastholde skattestop og håndtere udlandsgæld. Tja.


Madpakkerne – Oslo-Frokosterne – blev indført til afløsning af den tidligere varme mad, som de esbjergensiske børn fik serveret.


Da jeg selv fik børn kastede jeg mig over det utaknemmelige arbejde, det er at være medlem af diverse forældreråd og -bestyrelser. Blandt andet var jeg formand for forældrerådet i min datters børnehave. Det er cirka 10 år siden.

Medens datteren gik der kom der flere og flere børn med “anden etnisk baggrund” ind i børnehaven. Og på et tidspunkt blev institutionsmaden taget op til debat af pædagogerne. En af pædagogerne, en sous-chef, mente, at man i respekt for de nye islamiske kulturer skulle fjerne alt med svinekød. Røde pølser, leverpostej, spegepølse, medister, frikadeller osv. osv. Ja, selv vingummi, der indeholder gelatine fra svineproduktionen, skulle forbydes i institutionens søde indslag. Forslaget, der blev fremført med politisk ildhu og styrke, gav anledning til stor opstandelse og meningsbrydning. For at finde frem til en løsning gav jeg mig til at snakke med de forældre, jeg mødte i børnehaven, og med personalet, blandt andet den ansatte kok.

Den første jeg fik i tale var en parkistansk far med muslimsk baggrund. Han kiggede på mig og sagde: Min datter skal leve i Danmark. Derfor skal hun lære, hvad dansk kultur er. Og Danmark er et landbrugsland, hvor man spiser grisekød.

Løsningen fandt jeg ude i køkkenet hos den store mandlige kok, Kurt. Han sagde: Prøv at se, hvor varieret den mad er, som vi serverer for børnene. Der er alt mellem himmel og jord. Oksekød, svinekød, brød, salater, frugt osv. De behøver jo ikke at spise frikadeller, fordi de er på bordet, der er jo så meget andet.

Og sådan blev det. Vi holdt fast i maden som den var. Og opbakningen var massiv blandt forældrene – både de “danske” og dem “med anden etniske baggrund”. Kurts pragmatik vandt.

Postscriptum: Billederne ovenfor er lånt i Esbjerg Kommunes Billedarkiv og fotografen er ukendt. Ordet eller begrebet “Oslo-frokost” dukkede op i min bevidsthed, medens jeg skrev ovenstående indlæg. Det var en del af min hverdag dengang omkring 1960, men sank så efterhånden ned i erindringens latente lag. Billedresearchen fik det til at dukke op igen. Det var ligesom at komme hjem…

9 kommentarer

  1. Anja kommentarer:

    Jeg er ret vild med dine tilbageblik. Jeg var ikke klar over at det var sÃ¥dan dengang (for 100 Ã¥r siden) at familien kunne købe madpakker til skolebørnene. Der er altsÃ¥ ikke sket en skid udvikling i politik siden 18hvidkÃ¥l. Men det vidste vi vel godt…

    Kokken Kurt var nok ikke pædagog, og derfor (det indrømmer jeg gerne) havde han præcis den løsning der skulle til; nemlig at tage det bedste fra os selv, og de bedste fra ‘de andre’!

    SÃ¥dan!

  2. Anja kommentarer:

    Det var satans capac! Fandt du bare lige pludselig de billeder frem mens man lige var væk et øjeblik?

    MÃ¥ske skulle du overtage ham der autistens job i lydarkivet pÃ¥ dr…?

    Du er sgu en cool banan du!

    ;)

  3. capac kommentarer:

    @Anja: Bloglands svar på Valomanden! ;-)

  4. Anja kommentarer:

    ;-)

  5. Carsten kommentarer:

    Mine forældres nabo havde valomanden på besøg en (hel) dag. Han (mine forældres nabo) ejer en af de gamle biler, som valomanden var interesseret i, så en dag drog han afsted fra København hele vejen til lille Stouby bare for at se den :-)

  6. capac kommentarer:

    @Carsten: Ja, Valomanden, som jeg engang mødte i toget, er en rigtig samler…

  7. Anja kommentarer:

    Har desværre ikke mødt manden i den virkelige verden selv – blot set den fantastiske udsendelse hvori man fÃ¥r et ret godt indtryk af ham…

    …utroligt liv.

  8. flemming dalgaard kommentarer:

    jeg er også en af dem der fik Oslofrokost i 50-60 erne.

    Min mor var med til at smøre madpakker, og er med på det andet nederste billede.
    Madpakkerne blev smurt i kælderen på Alderdomshjemmet over for Jerne skole på Strandby Kirkevej.
    Jeg kan huske, at vi brugte meget med at bytte en “ostemad” med evt en leverpostej,hvis vi ikke rigtig var til det der var i madpakken.
    Vi fik bl. bananer på rugbrød nogle år, men så fandt man ud af, at det ikke var sundt for børn, så det var vi meget utilfreds med da vi ikke måtte få det mere.

  9. capac kommentarer:

    @flemming dalgaard: Tak for dine erindringglimt. Ja, oslofrokosten giver anledning til mange erindringer. Jeg husker også madbytteriet. Sylten med rødbedeskiven og osten med hullerne blev byttet. Og råkostmaden med hvidkål, rødkål, rosiner osv. Og så sidder man tilbage med margarinesmagen bagerst på tungen. Om det var sundt, det vil jeg trygt overlade til eksperterne at diskutere, men jeg spiste mine oslofrokoster med stor glæde og appetit og skyllede ned med sødmælk… Velbekomme.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

2.250 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62