Genhør: The Beach Boys Concert
22. april 2009
Live-optagelser er egentlig en underlig størrelse: En illusion om at deltage i en koncert. Ofte er der oven i købet “pyntet” på optagelserne bagefter i form af ekstra spor og andet. Men vellykkede live-albums – som fx Whos Live at Leeds, Stones’ Get Yer Yeah Yeahs Out og Lou Reeds Rock’n Roll Animal – formår både at gengive stemningen ved koncerten og et indtryk af kunstnerne som udøvende musikere.
I 1964 var man bestemt ikke forvænt med live-album. Så det var bemærkelsesværdigt, da Beach Boys udsendte deres Beach Boys in Concert i 1964 – i øvrigt som det tredje album det år… Pladen er også på andre måder usædvanlig. Det er det sidste album, gruppen indspillede, inden forgrundfiguren Brian Wilson gik i indre eksil. Og det er det eneste live-album, der dokumenterer den originale udgave af Beach Boys. Og endelig er det det første Beach Boys-album, der røg ind på albumhitlistens førsteplads.
Det er en kendt sag, at Beach Boys Concert har været udsat for det, man kalder “post-production”. Der er manipuleret med optagelserne med andre ord. Og det har der sikkert også været gode tekniske grunde til. Ikke desto mindre giver pladen en godt indtryk af den næsten hysteriske stemning, der var til gruppen koncerter. Og man får et godt indtryk af en band, der havde spillet et hav af koncerter og var særdeles godt samspillet. Det er også værd at nævne, at pladen dokumenterer, hvordan Beach Boys spillede andres hits, fx “Papa-Oom-Mow-Mow”, Dions “The Wanderer”, “Monster Mash” og Jan & Deans “The Little Old Lady From Pasadena”. Numre, som Beach Boys ikke selv indspillede på en studioplade.
Pladen lå på den amr. hitliste i hele 62 uger, og er genudgivet i flere omgange, bl.a. i en 24-bit digital remastered udgave.
