Herman’s Hermits

25. januar 2007

For snart længe siden faldt jeg i en pladebutik over en Greatest Hits med den engelske tressergruppe Herman’s Hermits. Der findes et hav af den slags opsamlingsplader med dette band. Fordi de var en udpræget singlepladegruppe – med en lang række singlepladehits. Og da den var så billig, købte jeg den.

Jeg har ellers haft et ambivalent forhold til gruppens popmusik. På den ene side har jeg altid haft en stor svaghed for den rene popsang, og Hermans band var den rene pop, på den anden side skulle man helst være til mere avanceret eller “progressiv” rockmusik dengang… Og det var man så; ellers kun næsten. Nærmere lidt splittet. Schizo.

Nå, men Hermans drenge forbinder jeg især med den sensommer i 1966, hvor hittet No Milk Today strøg ind på de europæiske hitliste, inklusive den danske. Min klasse var på lejrskoleophold ved Rønshoved, og den sang blev ved med at lyde fra de medbragte transistorradioer og rejsegrammofoner. Jeg husker specielt en bestemt scene, hvor vi var på vej ned til vandet og stod uden for hovedbygningen. Og så åbner en af pigerne – på pigernes etage, for der var kønsadskillelse – vinduet til værelset. Medens hun – hvis navn jeg ikke kan huske – hænger ud af vinduet og ganske bevidst forførende stiller sin kavalergang til skue for de måbende drenge nedenunder, strømmer tonerne af No Milk Today ud over de åbne landskab. Jeg tror ikke, at det var kavalergangen, der lod sangen og erindringen sætte sig fast. Det var nok melodien, trods alt.

Herman’s Hermits adskilte sig fra mange af de andre grupper i The British Invasion ved at være indiskutabelt pæne drenge, som enhver svigermoder ville tage imod med åbne arme. De var i bogstaveligste forstand Pretty Things, i modsætning til gruppen med det navn. Anført af forsangeren Peter Noone, der havde en fortid som skuespiller, blandt andet i den populære serie Coronation Street, indspillede gruppen som sagt en lang række hits; og det sket under ledelse af den kendte producer Mickey Most, der nok vidste, hvordan man skulle få det optimale ud af hver eneste sang.

Selv om gruppens musikere efter tidens standard faktisk var ganske habile håndværkere, så engagerede Mickey Most folk som Jimmy Page og John Paul Jones (senere Led Zeppelin) som sessionmusikere for at give udgivelserne lidt ekstra. Og selv om gruppen også skrev fine sange selv, så var det tidens mest populære melodisnedkere, der blev hyret til at sikre gruppen de fornødne hitlisteplaceringer.

Set i bakspejlet, så var gruppen eksponent for den renlivede popmusik, der kun ville fornøje, og derfor blev de aldrig musikkritikernes yndlinge. Til gengæld blev deres singler slidt tynde på datidens teenageværelser og de modtog flere Grammy-nomineringer for deres sange.

No Milk Today:

Mrs. Brown you’ve got a lovely Daughter:

Can’t you hear my Heartbeat:

I’m Henry the VIII:

There’s a kind of Hush:

No Milk Today:

Mrs. Brown you’ve got a lovely Daughter:

Can’t you hear my Heartbeat:

I’m Henry the VIII:

There’s a kind of Hush:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

625 har læst indlægget
13,653