Psykedejligt genhør: The National Gallery fortolker Paul Klee

30. maj 2009

Min gode veninde Gertrud forledte mig i den forgangne uge til at købe en plade fra 1968. Hun havde nemlig fundet samme plade til den formidable pris af 5 – ja, fem – kroner og ville lige høre om navnet sagde mig noget. Titlen pÃ¥ albummet er The National Gallery Performing musical Interpretations of the Paintings of Paul Klee. Og ganske vist ringede der en lille klokke et sted dybt inde i hjernen. Hvor og hvornÃ¥r jeg er stødt pÃ¥ den husker jeg ikke lige nu, men ved genhøret var jeg klar over, at jeg havde lagt øre til musikken – mere end en gang. Især nummeret “Diana in the Autumn Wind” fjernede enhver tvivl.
The National Gallery, der kun lavede dette ene album, var mere et studioprojekt end en egentlig gruppe. PÃ¥ coveret er de fire vokalister – en ung blond kvinde og tre alvorlige mænd (ses her)- afbildet, men ellers er de anonyme; sikkert studiosangere. Og idémanden og koordinatoren var den kendte jazz-musiker, Chuck Mangione, der sammen med arrangøren og produceren Roger Karschner sørgede for at realisere denne samling “elektroniske malerier”. Det skal ogsÃ¥ nævnes, at Mangione indspillede noget af musikken – blandt andet Diana-sangen – pÃ¥ sin egen Gap Mangione-LP samme Ã¥r.
Pladen er, som titlen angiver, noget sÃ¥ usædvanligt som et forsøg pÃ¥ at “oversætte” den kendte maler Paul Klees malerier til tekst og musik.
Teksterne er derefter. En slags beat-poetry tilsat en sjat syre-psykedelisk fantasi. Med den originale LP fulgte et ark med afbildning af de anvendte malerier og med teksterne; dette ark er desværre ikke overført til cd-udgaven. PÃ¥ de fÃ¥ internetsider, hvor pladen omtales (næsten med samme ordvalg…), kan man se, at især teksten til sangen “Boy with Toys” har vakt opmærksomhed med linjer som “Boy with toys, alone in the Attic/ Choking his hobby horse, thinking of his mother”.
Musikken er ogsÃ¥ særpræget. Det vokale bærer præg af tresserne sanggruppestil, fx The Association og Harper’s Bazar, men er alligevel mere sofistikeret; der er elementer af guitarbaseret, psykedelisk rock, men ogsÃ¥ af jazz, folk og regulær pop. En hybrid af mange genrer, der smagfuldt og professionelt er føjet sammen et lille audiofonisk kunstværk. PÃ¥ omslaget betegner Roy Karschner, der i øvrigt har skrevet det meste af musikken (sammen med Mangione) musikken som “Rock Art”, rock-kunst. PÃ¥ cd-udgaven er ogsÃ¥ medtaget to skæringer fra et singlepladeudspil, der udkom før albummet. Singlen indholdt 2 singlepladeudgaver af nummeret Long Hair Soulful, B-siden er instrumental.
Pladen er en af de mange album fra den psykedeliske periode, der udkom uden den store kommercielle succes og derfor gled i baggrunden, indtil ihærdige samlere genopdagede den – og dens oplagte kvaliteter. Pladen kan købes for en mindre formue pÃ¥ udenlandske auktioner og grammofon-plade-shops. Ikke alle er sÃ¥ heldige som Gertrud var…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 kommentarer

  1. Fantomas kommentarer:

    Spændende!
    Musikken er fremragende, synes jeg. Den plade vil jeg prøve at støve op.
    Mange tak for posten her.

  2. Gertrud kommentarer:

    Glæder mig over at du glædes ved at andre osse skal have glæden…

  3. capac kommentarer:

    @Gertrud: Glædesdeling. Det er, hvad det drejer sig om. :)

Skriv en kommentar

351 har læst indlægget
14,684