Psykedejligt genhør: The National Gallery fortolker Paul Klee
30. maj 2009
Min gode veninde Gertrud forledte mig i den forgangne uge til at købe en plade fra 1968. Hun havde nemlig fundet samme plade til den formidable pris af 5 – ja, fem – kroner og ville lige høre om navnet sagde mig noget. Titlen på albummet er The National Gallery Performing musical Interpretations of the Paintings of Paul Klee. Og ganske vist ringede der en lille klokke et sted dybt inde i hjernen. Hvor og hvornår jeg er stødt på den husker jeg ikke lige nu, men ved genhøret var jeg klar over, at jeg havde lagt øre til musikken – mere end en gang. Især nummeret “Diana in the Autumn Wind” fjernede enhver tvivl.
The National Gallery, der kun lavede dette ene album, var mere et studioprojekt end en egentlig gruppe. På coveret er de fire vokalister – en ung blond kvinde og tre alvorlige mænd (ses her)- afbildet, men ellers er de anonyme; sikkert studiosangere. Og idémanden og koordinatoren var den kendte jazz-musiker, Chuck Mangione, der sammen med arrangøren og produceren Roger Karschner sørgede for at realisere denne samling “elektroniske malerier”. Det skal også nævnes, at Mangione indspillede noget af musikken – blandt andet Diana-sangen – på sin egen Gap Mangione-LP samme år.
Pladen er, som titlen angiver, noget så usædvanligt som et forsøg på at “oversætte” den kendte maler Paul Klees malerier til tekst og musik.
Teksterne er derefter. En slags beat-poetry tilsat en sjat syre-psykedelisk fantasi. Med den originale LP fulgte et ark med afbildning af de anvendte malerier og med teksterne; dette ark er desværre ikke overført til cd-udgaven. På de få internetsider, hvor pladen omtales (næsten med samme ordvalg…), kan man se, at især teksten til sangen “Boy with Toys” har vakt opmærksomhed med linjer som “Boy with toys, alone in the Attic/ Choking his hobby horse, thinking of his mother”.
Musikken er også særpræget. Det vokale bærer præg af tresserne sanggruppestil, fx The Association og Harper’s Bazar, men er alligevel mere sofistikeret; der er elementer af guitarbaseret, psykedelisk rock, men også af jazz, folk og regulær pop. En hybrid af mange genrer, der smagfuldt og professionelt er føjet sammen et lille audiofonisk kunstværk. På omslaget betegner Roy Karschner, der i øvrigt har skrevet det meste af musikken (sammen med Mangione) musikken som “Rock Art”, rock-kunst. På cd-udgaven er også medtaget to skæringer fra et singlepladeudspil, der udkom før albummet. Singlen indholdt 2 singlepladeudgaver af nummeret Long Hair Soulful, B-siden er instrumental.
Pladen er en af de mange album fra den psykedeliske periode, der udkom uden den store kommercielle succes og derfor gled i baggrunden, indtil ihærdige samlere genopdagede den – og dens oplagte kvaliteter. Pladen kan købes for en mindre formue på udenlandske auktioner og grammofon-plade-shops. Ikke alle er så heldige som Gertrud var…
30. maj 2009 kl. 17:33
Spændende!
Musikken er fremragende, synes jeg. Den plade vil jeg prøve at støve op.
Mange tak for posten her.
31. maj 2009 kl. 01:02
Glæder mig over at du glædes ved at andre osse skal have glæden…
31. maj 2009 kl. 11:53
@Gertrud: Glædesdeling. Det er, hvad det drejer sig om. :)