Genhør: J. Geils Band (1970)

15. juni 2009

Jeg har altid haft en svaghed for den uprætentiøse rock-musik, der Ã¥bent og ærligt stod ved sin inspiration fra blues og ikke ville stort andet end pÃ¥ kompetent vis spille op til dans og, hvad deraf følger. Et eller andet sted er det lige netop dét, rocken altid har drejet sig om. Og heldigvis er der – og har der været – masser af kunstnere, der – om ikke andet – har taget deres udgangspunkt i denne enkle opskrift. For mÃ¥ske siden hen at fÃ¥ større “kunstneriske” ambitioner. Og fint nok med det. Andre holder stædigt fast ved deres læst…

Et eksempel pÃ¥ sÃ¥dan et basalt band er J. Geils Band. Gruppen blev dannet i midttresserne af den J. Geils, der gav navn til bandet. Og i første omgang var der tale om en trio med hovedvægten pÃ¥ akustisk blues. De to andre tredjedele udgjordes af den funky bassist Danny Klein og den lidenskabelige mundharmonikaspiller Richard Salwitz. I 1967 blev de akustiske instrumenter skiftet ud af elektriske, og man tog trommeslageren Stephen Jo Bladd og sangeren Peter Wolf med. I første omgang kaldte man sig J. Geils Blues Band, men det blev hurtigt droppet igen – sikkert, fordi ingen kunne være i tvivl om det med bluesen.. Og i 1970 debuterede bandet sÃ¥ med deres eponyme album. I mellemtiden var organisten Seth Justman ogsÃ¥ kommet til.

Gruppens initiale styrke var deres energiske live-optrædener, der havde givet dem en massiv tilhængerskare i Detroit- og Boston-omrÃ¥derne. Det var da ogsÃ¥ en live-single – “First look at the Purse” – der Ã¥bnede dørene til FM-radioerne og dermed hitlisterne for dette band. Og op gennem halvfjerdserne var de regelmæssigt gæster pÃ¥ den amerikanske top 100 med deres singleudspil.

I løbet af 1980’erne fik deres musik en mere kommerciel og mainstream-orienteret karakter ude dog at miste saft og kraft. I slutningen af halvfemserne kørte bandet lidt træt, og musikerne trak sig mere eller mindre tilbage fra scenelivet. Dog ikke mere end, at de – senest i februar i Ã¥r – har været samlet for at spille.

Debutpladen er og forbliver en perle af uforfalsket, bluesbaseret rock med frenetisk mundharmonikaspil som et særligt adrenalin-forstærkende krydderi. Det er en af den slags plader, der lige sÃ¥ vel kunne være indspillet et Ã¥rti efter eller i dag for den sags skyld. Tidløs no-bullshit bluesbaseret rock’n roll, som man altid kan tage ned fra pladehylden, nÃ¥r hverdagen trænger til et spark i røven… Mine varmeste anbefalinger. I sin bog 31 Songs fortæller Nick Hornby om sit møde med dette “white-boy R&B”-orkester, der spillede meget højere og hurtigere end deres engelske kolleger, fx Stones. Han omtaler J. Geils Bands stil som ‘uærbødig berserkergang og undertiden skrækindjagende intensitet’. Og det er netop denne kontrollerede galskab, der præger gruppens første, friske plader. Blandt andet hovedværket “Full House”, livealbummet fra 1972.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Torben Bille kommentarer:

    En af mit livs store overraskelser indtraf i juni 1972 i Falkoner Teatret. Her var det gejle lille band support for de monstrøse Emerson, Lake & Palmer, og amerikanerne viste i en toptunet lille time englænderne forskellen på form og indhold.

  2. capac kommentarer:

    @Torben: Tak for dit personlige indput. Det sætter jeg stor pris på. I øvrigt mindes jeg din kollega Helle Helmans begejstrede omtale af bandet, dengang de rigtig var i vælten.

Skriv en kommentar

194 har læst indlægget
14,293