Taxametersystem og fravær
26. juni 2009I Berl. Tidende mistænker Socialdemokratiets Christine Antorini gymnasiernes nye status som selvejende institutioner med taxameter-finansiering for at være skyld i et øget elevfravær. En rapport fra Rambøll Management har nemlig afsløret at fraværet er steget efter gymnasiernes overgang til den ny status.
Jeg kan forestille mig, at mangen en underviser med kendskab til taxametersystemet og dets økonomiske konsekvenser vil trække lidt på skulderne – og måske også på smilebåndet – og tænke: Fortæl os noget vi ikke ved, Christine! For selvfølgelig vil der være et “økonomisk incitament” for uddannelsesinstitutionerne til at fastholde elever med et (for) højt fravær i uddannelsen, når institutionernes økonomi afhænger af det. Man skal være institutionsleder eller politiker for at benægte dette forhold offentligt.
En anden ting er, at eleverne og de studerende lynhurtigt finder ud af, at man ikke bliver smidt ud, fordi man har et fravær over 10%. Man kommer allerhøjest til en formanende samtale, hvor man modtager en løftet pegefinder. Problemet med fraværet er selvfølgelig, at uddannelserne forringes for dem, der har stort fravær. Og så gør fraværet de såkaldte “svage” elever endnu mere sårbare. Og det er dybt problematisk i et samfund, hvor vi er afhængige af, at de unge får en god uddannelse, og hvor regeringen har en vision om, at 90% af en ungdomsårgang skal have en (god) ungdomsuddannelse.
Løsningen er ikke at give institutionerne et skrappere regelsæt, der fx pålægger dem at relegere elever med et fravær over 10%, for det vil blot skærpe de økonomiske problemer. Uddannelsesinstitutioner er ikke pølsefabrikker. Og så længe man behandler dem som produktionsvirksomheder må man forvente, at de også handler som sådanne. Det vil sige: De vil forsøge at få alle elever (pølser) gennem maskinen for at sikre indtjeningen. Der vil ligge et uudtalt pres på hver enkelt lærer, der vil vide, at deres egen ansættelse hænger sammen med antallet af gennemførte uddannelser. Hvor en produktionsvirksomhed kan fyre medarbejdere, rationalisere og effektivisere uden at pølserne nødvendigvis bliver af ringere kvalitet, så forholder det sig anderledes med uddannelsesinstitutionerne. Hænger økonomien ikke sammen på grund af et for stor elevfrafald, så er der kun et sted besparelserne kan findes – på uddannelserne. Ved at fyre lærere og skære i undervisningsprogrammet. Og det er vist kun de færreste, der forestiller sig, at færre undervisere og mindre undervisning fører til bedre uddannelser. Man behøver ikke at være professor i pædagogik for at forstå, at det betyder forringelser af uddannelserne. Hverken e-læring eller andre moderne undervisningsformer kan ændre på dette banale faktum. Hvis politikere som Antorini vil gøre noget for uddannelserne i dette land, så må hun – og Socialdemokratiet – gøre noget ved taxametersystemet. Fx afskaffe det.. .
