Harry Potter og pubertetens trængsler
28. juli 2009
I går tilbragte jeg tre timer i selskab med Harry Potter, halvblodsprinsen og det øvrige persongalleri fra det potterske fantasy-univers. Jeg har ikke læst en eneste af bøgerne, men har set de forudgående film. Det har den fordel, at man ikke måler filmene med bøgerne – en klassisk, men svært undgåelig, fejltagelse. Og selv om vi er nået til den næstesidste filmatisering – og en vis metaltræthed ikke helt kan undgå at melde sig hos tilskueren – så bestod filmen min shitdetectortest: Jeg kiggede ikke en eneste gang på mit armbåndsur i løbet af de tre timer.
Filmen er – til forskel fra de foregående – mere mørk i tonen. Fruen så det straks med sin vanlige skarphed, da hun påpegede, at der ikke var ret megen humor i filmen. Og det har hun så sandelig ret i. Selv en scene, hvor Harry og Co. er på besøg i en magisk spøg-og-skæmt-forretning formåede kun at løfte lidt på smilebåndet. Humor er ikke dette afsnits styrke. Det er alvoren. Alvoren i form af kærlighedens bittersøde indtrængen i ungdomsuniverset med alt, hvad det indebærer. Stormfuld forelskelse, gengældt og ikke-gengældt ditto, jalousiens grønne uhyre, forblændelsen osv. Og alvoren i form af den mørke herres grumme spil (mere skal ikke afsløres).
Filmen lever visuelt helt op til forgængerne og de forventninger, man måtte have. Det er effektfuldt og imponerende, hvad man kan udrette med nutidens computeriserede effekter. Især den indledende scene for de onde slår sig løs gjorde indtryk. Der er også mange fine skuespilpræstationer. Ikke mindst i birollerne. Blandt andet gør Jim Broadbent et vældig godt indtryk i rollen som tilbagevendende eleksir-lærer og nøglefigur i plottet.
Til gengæld kan man ikke helt frikende hovedfigurerne for en vis slitage. Især i de amourøse scener, hvor de tre hovedpersoner momentvis godt kan se ud som om de er “kraftigt medicineret”, som The Guardians anmelder spydigt anfører. Der er ikke noget som kærlighedsscener, der kan vise en skuespillers begrænsninger…
Bortset fra det – og fraværet af et vaskeægte dramatisk klimaks, som de andre film bød på – så er man ganske godt underholdt i det fantasifulde ungdomsunivers. Hermed anbefalet forældre med børn i den alder…
28. juli 2009 kl. 22:32
Film skal ses, før man læser bogen.
Det blev min filosofi, efter at jeg var blevet knust af skuffelsen ved at se Walt Disneys forkvaklede udgave af min ulveungetids bibel: Junglebogen.
Jeg har hørt fra yngre fancines af Potters Harry, at de er skuffede over manglende scener i forhold til bogen.
Til gengæld kan læsning af bogen efter filmen ofte hjælpe til forståelsen. Men som regel er man jo selv den bedste instruktør og special-effect-createur.
Jeg skal huske at stryge mit gamle skoleslips fra Hogwarts, inden jeg skal i biffen; spørgsmålet er bare: slipset til blazeren eller Quidditch-slipset?
28. juli 2009 kl. 22:40
@AagePK: Ja, sÃ¥dan har jeg det ogsÃ¥: Bog efter film. Og sÃ¥ god fornøjelse – med de ovennævnte forbehold.