30. juli 2009
I nogle år, faktisk en del, underviste jeg i noget, man kalder “børne- og ungdomslitteratur”. Jeg har altid haft det svært med den slags etiketter. For mig er der kun litteratur. God og dårlig litteratur (på samme måde, som P.H. skelnede mellem god og dårlig kunst, da han blev stillet spørgsmålet om, hvad kunst var…) . Måske, fordi jeg var så heldig at gå på universitetet, da begrebet “det generaliserede tekstbegreb” var à la mode. Siden har mange glemt alt om det. Det generaliserede tekstbegreb.
Inden for den omtalte kategori er der bøger, der har status af at være klassikere. Det vil sige, for nu at gøre det kort, bøger, der som stafetter er gået fra generation til generation. Og er blevet læst med fascination, selv om tiden har sat sine spor. Lad os nævne H. C. Andersens eventyr og historier, Alice i Eventyrland, Peter Pan, Palle Alene i Verden, Peter Pedal og Mis med de blå øjne. Bare for at nævne nogle titler og navne i flæng. Og så Beatrix Potter og hendes unikke tegnede og fortalte univers. Med historien om Peter Kanin som et udmærket eksempel.
I det Potterske univers er der en meget engelsk duft af fantasy. Engelske forfattere som Potter og Lewis kan det der med at skabe et infantilt, næsten hermetisk lukket, fantasiunivers, hvor voksenverdens fortrædeligheder og grimhed holdes ude. Om man kan lide disse universer er vel en smagssag, men jeg har det fint med den slags eskapisme. Jeg holder meget af Peter Plys og Vinden i piletræerne. Meget mere end mine børn, faktisk.
I går så jeg så Chris Nonans film om Miss Potter. Med Renée Zelweger (bla. Bridget Jones-filmene) i hovedrollen som Beatrix Potter. En overraskende vellykket film, der legende let formåede at integrere det forfinede Potterske fantasiunivers i den historisk realistiske fortælling.
Igen måtte jeg beundre englændernes formidabel evne til at realisere en nærmest autentisk historisk og litterær scenografi. Og de engelske skuespilleres sublime kunst. Selv i den mindste birolle spilles der med eftertrykkelig overbevisning. Og hovedrollerne er castet med virkelig sans for historiens muligheder. Renée Zelweger får en til at glemme alt om den forfærdelige anden del af Bridget Jones-sagaen. Ewan Mcgregor er et fund som hendes naive og idealistiske forlægger, der tror på hendes talent og, helt efter bogen, forelsker dig dybt i den jomfruelige frk. Potter. Emily Watson er ligeledes et scoop som forlæggerens søster, der bliver Potters soulmate og støtte i kampen for anerkendelse i forhold til familien og det øvrige samfund. Og så videre. Alt i alt en lille filmisk perle, der nok fik knubbede ord med på vejen af den blaserte filmkritik, men fortjener at blive nydt derhjemme i sofaen.
30. juli 2009 kl. 21:29
Jeg nød den i min lånte feriesofa, og ja den var slet ikke så tosset.