Omsorg, magt og journalistik
22. februar 2007I går kunne man i medierne høre, se og læse, at fire medarbejdere i den berygtede sag om ydmygende behandling af udviklingshæmmede var blevet fyret. Så vidt så godt. Eller? Min første tanke var: Hvad med institutionslederen, der har ansvaret for behandlingen af de udviklingshæmmede og i medierne vaskede hænder helt op til albuerne? Skulle hun ikke vises vintervejen?
Det er måske kendetegnende på vores forhold til ansvaret i det offentlige, at det er de små, der må undgælde i sager som denne.
Lisbeth Knudsen, som jeg flere gange har omtalt her i bloggen, kommenterer også sagen og er inde på lidt af det samme. Hun reflekterer i sin blog over brugen af skjult kamera i journalistisk arbejde og peger i den forbindelse på, at det bliver sværere og sværere for journalisterne at leve op til deres rolle som magtens vagthunde og demokratiets forsvarere, fordi magtens folk er begyndt at opruste på kommunikationsfronten. De omgærdes nu af kommunikationsrådgivere, spin-doktorer, juridistiske eksperter osv. for at holde pressen og dermed offentligheden stangen og undgå enhver form for dårlig eller kritisk omtale.
Afghanistan-dokumentarfilmen på DR og statsministerens udfald mod DR er blot et enkelt eksempel. Et problem med denne oprustning er, at det bliver sværere og sværere for medierne at afsløre topfolkene, dvs. politiske ledere, erhvervsledere, offentlige chefer osv. Til gengæld er der risiko for, at der ryger nogle hoveder på folk længere nede i hierarkiet. Som fx i sagen om misrøgten af de udviklingshæmmede…
Der er mange problemer i denne sammenhæng. Et af dem er, at magtens arrogance og tvivlsomme demokratiske sindelag er mere iøjnespringende end nogensinde før. Et andet, at journalisternes forpligtelse til at bruge skjult kamera og andre snilde værktøjer er mere påkrævet end tidligere. Dertil kommer et helt andet problem vedr. de efterhånden mange chokerende sager om fiaskoer i det såkaldte velfærdssystems behandling af ældre, udviklingshæmmede osv. Nemlig, at noget tyder på, at menneskesynet er blevet sygt, som Lisbeth udtrykker det. Eller man kan udtrykket det således, at omsorgen for vores medmennesker er blevet et surt arbejde, hvor etik og menneskelige værdier ikke længere spiller nogen rolle. Om du tager dig af en udviklingshæmmet eller kører med skrald kan komme ud på ét. Men selvfølgelig er der undtagelser.
Hvad skal man gøre ved det? Lisbeth peger på, at en professionalisering af ledelserne i de offentlige institutioner er nødvendig. Men det er kun den ene side af det. Hvad stiller man op med den dårlige “kultur”? Det handler, som Knudsen er inde på, om selvransagelse hos de involverede. Men det handler også om, hvem der skal tage vare på de udsatte? Hvem er det, vi overlader plejejobbet og uddanner til at påtage sig disse belastende, krævende og ofte dårligt betalte job i omsorgssektoren? Er det folk, der brænder for at være noget for andre? Eller blot folk, der tilfældigvis kunne få et job dér? Noget tyder jo på, at uddannelserne er for dårlige. Og tror man virkelig, at en såkaldt topstyret “kvalitetsreform” i sig selv kan ændre noget ved elendighederne? Og slipper vi for at indføre skærpet, uafhængig kontrol af de mange institutioner for at begrænse disse chokhistorier, selv om det vil koste mange skattekroner? Det tror jeg ikke.
