Inglorius Basterds – Tarantino
31. august 2009
I går var jeg med Frøkenen inde at se den nyeste Tarantino-film Inglorius Basterds. Og umiddelbart efter filmen var jeg ude af stand til at sige, om jeg kunne lide filmen eller ej. Det er sjældent, det sker. Så jeg undlod at sige noget, da Frøkenen meldte ud, at hun godt kunne lide den.
Det, der forstyrrede min meningsdannelse, var noget ved filmens præmis. Tarantino har, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, villet fortælle en historie om en kamp mod nazisterne på en ny og overraskende måde. Filmens handling er sådan set ganske enkel. En specialindsatsgruppe bestående af håndplukkede amerikanske, jødiske soldater skal operere i det besatte Frankrig med det ene formål at slagte nazister og skabe skræk og rædsel blandt tyskerne i kraft af brutalitet og grusomhed.
Tarantino er en notorisk filmnørd og han har adopteret en idé, som de fleste af os nok har tænkt. Hvordan ville historien se ud, hvis det fx var lykkedes at likvidere Hitler på et tidligt tidspunkt? Eller: Hvad ville der være sket, hvis ikke Hitler var gået ind i Sovjetunionen? Eller…? Uden at afsløre filmens slutning, så er det denne tankeleg, Tarantino realiserer i sin film – dog uden at vise noget om de efterfølgende historiske konsekvenser. Og det er nok lige netop på dette punkt, jeg har det svært.
Jeg synes, det er dybt uinteressant at lave en film på denne præmis: Hvad nu vis historien havde taget en anden drejning. Sætter man parantes om historiens usandsynlige slutning, så har man en kulørt fortælling, der bekræfter flere af Tarantinos berømmede kvaliteter. En af de ting, man har fremhævet hos denne filmnørd, er hans ekstensive brug af dialoger – model Pulp Fiction. Der tales meget og undertiden også ganske morsomt. Noget andet, manden er kendt for, er voldsdyrkelsen (Håndlagerne er et andet eksempel). Her er det dog ikke så slemt, selv om man lige skal vænne sig til synet af en skalpering i nærbillede.
Ellers er det en film, der fortælles i et forbavsende roligt tempo og lige ud ad landevejen. Der spilles upåklagelig i de mange roller. Og Brad Pitt er godt castet som den næsten tegneserieagtige halvblodsindianer, der står i spidsen for nazislagterne. Og Mélanie Laurent er et scoop i rollen som den hævnende jødiske pige Shoshanna. Men i det hele taget er filmen godt besat i alle rollerne.
Filmens mange dialoger og det langsomme tempo koster på aktionsiden. Når man som jeg er opfostret med krigsforherligende film om kampen mod de onde nazister, så er der en forventning om effektiv aktion. Det får man ikke rigtigt i denne. Bortset fra den eksplosive slutning. Jeg tror den kunne have vundet en del med hensyn til drive og dynamik ved at skære den ned med et halv til en hel time. Retfærdigvis skal det dog siges, at jeg så filmen i de tre stive timer uden ene eneste gang at kigge på mit armbåndsur. En indikator for, at jeg – forbeholdene til trods – blev godt underholdt. Men heller ikke mere.
Måske skyldes mine forbehold over for filmen også, at jeg ikke er en stor fan af Tarantino. Med skam at melde var jeg ikke en af dem, der faldt på halen over Pulp Fiction, selv om jeg da blev godt underholdt. Selv om jeg godt kan se, at han er cineastisk film-geek og kan en hel masse, så mener jeg , at Tarantino er overvurderet som instruktør. Han vil ganske enkelt for lidt med sine film – ud over at levere effektiv underholdning.
Hvis du, kære læser, vil læse positive anmeldelser af filmen, så kig i aviserne fra den sidste uges tid.
