The Graduate – Fagre voksne verden

27. februar 2007

Hello darkness, my old friend, I’ve come to talk with you again, Because a vision softly creeping, Left its seeds while I was sleeping, And the vision that was planted in my brain Still remains Within the sound of silence…”.
I søndags fik fruen den fruelige idé, at der skulle flyttes rundt på indboet i stuen. Reolen skulle flyttes et par meter, så der kunne blive plads til andre rokeringer. Som sagt så gjort.
Medens bøger osv. blev taget ned af reolen, kørte tv i baggrunden. Og pludselige fanger ordene And here’s to you, Mrs. Robinson Jesus loves you more than you wil know mine ører, og jeg ved, at det er The Graduate – Fagre Voksne Verden – der ruller over skærmen med Simon & Garfunkels fantastiske soundtrack.
Mike Nichols fødte klassiker og debut, der katapulterede Dustin Hoffman helt op på stjernehimlen, har en særlig plads i min cineastiske erindring. Jeg var lige kommet godt i gang med gymnasiet i Esbjerg, da den daværende rektor Poul Rasmussen fik den brillante idé at lade de unge mennesker se biograffilm. Det foregik på den måde, at en busfuld gymnasiaster en gang om ugen blev sendt til Brørup, hvor Brørup Bio lå. De viste kvalitetsfilm.
Den aften, hvor vi sÃ¥ The Graduate stÃ¥r som mejslet ind i hjernebarken. Filmen om den nyuddannede unge mand, der ikke kan finde meningen med livet og bestemt ikke kan genkende denne mening i de voksnes liv med dobbeltmoral og materialisme – inkarneret i hundyret fru Robinson, der spilles uovertruffent, suverænt af afdøde Anne Bancroft – ramte som en forhammer en streng i mit unge, gymnasiesind. Identifikationseffekten var optimal. Den næsten klaustrofobiske indespærrethed (som genialt bliver fremstillet i den vidunderlige swimmingpoolscene, hvor Dustin Hoffman iført sin nye dykkerudstyr har sat sig ubevægelig pÃ¥ bunden af bassinet), man kan føle i de Ã¥r, hvor man er ramt af almindelig skoletræthed, forældreforstoppelse og udlængsel, grænsende til desperation og livslede, gik rent ind i den unge capac. Og bagefter havde jeg en tydelig fornemmelse af, at verden og capac havde forandret sig i løbet af den halvanden time, som filmen varede. Hvis jeg nogensinde havde tvivlet pÃ¥ kunstens diskrete evne til at bevæge og forandre livet, sÃ¥ blev jeg overbevist i den biografsal.
Det hjalp selvfølgelig ogsÃ¥ til, at Dustin Hoffmans hjerterdame blev spillet af den underskønne Katherine Ross, der var som skabt til sætte drengehjerter i brand. Eller i hvert fald sætte gang i drengelængsler…
Med denne film sikrede Brørup Bio – der stadigvæk eksisterer i bedste velgÃ¥ende – sig en varig plads blandt “mine biografer”. Og den sikrede ogsÃ¥ Simon & Garfunkel en plads blandt mine varige favoritter.
Siden har jeg set filmen nogle gange med længere mellemrum. Og hvert gang har jeg syntes, at den holdt som en tidløs fortælling om den der forfærdelige tid, hvor man “skal blive voksen”, men hverken er fugl eller fisk. En filmisk udgave af Sallingers Griberen i rugen (Forbandet ungdom) eller Ribjergs Den Kroniske Uskyld. Men afdøde Anne Bancroft som en suveræn forførerisk hunedderkop i borgerskabets kvælende net – en fin pendant til Rifbjergs Fru. Juncker-figur.
Nu må jeg se at få den anskaffet i en god dvd-udgave.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

1.345 har læst indlægget
13,607