Politisk Koldkrigsforskning – Peter Wivel som genfødt ideologikritiker

2. september 2009

I min grønne ungdom, da jeg forlod gymnasiets dannelseskuvøse og betrådte Århus Universitets smukke gule bygninger for at studere nordisk sprog og litteratur havde jeg en vag forestilling om, at forskning og videnskab var aktiviteter, der ikke var besmittet med politik og i al væsentlighed var om ikke objektive aktiviteter, så dog nøgterne og præget af den sunde, klare fornuft.

Men den vildfarelse blev jeg hurtigt revet ud af. For jeg befandt mig midt i de siden hen så dæmoniserede marxistiske dage i halvfjerdsernes start, hvor der netop blev sat spørgsmålstegn ved forskningens, videnskabens, universitetets og andre institutioners upartiskhed. Det var faktisk en af de store fortjenester, universitetsmarxismen gjorde sig: At kaste lys over, hvilke interesser der var på spil i forskning, videnskab, fag osv.

I mit fag – litteratur- og sprogfaget dansk – fik denne kritiske aktivitet navnet “ideologikritik”. Og der udkom mange skrifter og bøger under den overskrift. Dengang skrev en ung venstreorienteret mand med langt hår og afghanerpels ved navn Peter Wivel en læseværdig, ideologikritisk bog om folkeskolen ud fra marxistisk vinkel (i øvrigt illustreret af Claus Deleuran)*) . I gårsdagens udgave af Politiken vender samme Peter Wivel tilbage til problematikken vedr. forskning, ideologi og politik i en artikel om koldkrigsforskeren Bent Jensen. Og selv om Wivel for længst har skiftet afghanerpelsen og det lange hår ud med mørkt jakkesæt og kort frisure, så kan man med god vilje godt genkende den ideologikritiske tankegang fra dengang i hans artikel om Bent Jensen og dennes politiske forviklinger.

Artiklen handler om benævnte Jensens forfølgelse af en bestemt journalist (alle der kender til sagen vil vide, hvem vi taler om!), der angiveligt skulle have virket som “KGB-agent” i den kolde krigs tid. Den handler også om forskningspolitik og forskning, der er blevet politiseret i en hidtil ukendt grad. Nemlig den forskning, der foregår på Center for Koldkrigsforskning med samme Bent Jensen i spidsen. Et forskningscenter, der blev etableret, fordi Dansk Folkeparti ville det. Og som kostede et andet, anerkendt humanistisk forskningscenter livet: Humanistisk Forskningscenter. Endelig handler artiklen især om, hvad der sker, når man kaster med sten, når man selv – dvs. Bent Jensen – bor i et hus af glas.

Artiklen er værd at læse, fordi Wivel skriver i et nedtonet sprog, hvor det væsentlige står mellem linjerne. Faktisk fungerer Peter Wivel som den lille dreng i H. C. Andersens historie om Kejserens nye klæder, der peger på Kejseren – i dette tilfælde forskeren Bent Jensen – og siger: Han har jo ikke noget tøj på! Andersens lille dreng var måske den første ideologikritiker i dette land. Med andre ord bliver Jensen klædt af til det bare skin som forsker. En forsker, der i den grad er blind over for sine egne ideologiske og politiske sympatier, at han kommer til at smadre sit lille glashus. Det er også indirekte en fortælling om, hvor grueligt galt, det kan gå, når politikere (Dansk Folkeparti), fordi de vil have en bestemt “sandhed” frem, blander sig i, hvem der skal forske og i hvad, i stedet for at lade dem, der har de faglige kvalifikationer til det, foretage de rette valg. Den er et glimrende eksempel på, at halvfjerdsernes ideologikritik hverken helt er gået i glemmebogen eller har mistet sin relevans…

*) [1. Slaveanstalten, Peter Wivel, Høst & søns forlag, 1972.]

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

240 har læst indlægget
14,227